Bloat

Kommentar til dette eksempel på politisk version af bloatware.

Et parlament uden håndfaste problemer at tage sig af har en grusom tendens til at udvide det offentliges pligter af ren kedsomhed. Som en anden svulst udvides den offentlige services funktion, blot fordi der er plads og næring til det - og ofte for at fremme en ministers karriere via profilering. Den vokser og vokser, indtil strukturen ikke længere kan holdes oppe, og knuses under sin egen vægt. Her bygger man så op påny.

Det er en cirkel fra rå kapitalisme over velfærd, til endeløs udvidelse og det endelige kollaps, og så forfra. Cirklen kan kun stoppes på det optimale punkt - velfærd - hvis politikerne var i stand til at holde sig inden for veldefinerede funktionsområder i deres respektive sfærer. Men sådan er man ej beskaffet.

Det bedste eksempel er folkeskolen. Ud over faglig viden og kunnen skal den nu også opdrage børnene i at være gode mennesker. Den skal opdrage forældrene i at være gode forældre. Eleverne skal være de førende indenfor IT, omstillingsparathed, proaktiv tværfaglig videnssøgning. Skolen skal klæde børnene på til det moderne samfund, lære dem at omgås hinanden med respekt og omtanke, gøre dem kompetente i verdens omskiftelighed.

Og lærerne er ved at segne. Færre og færre uddanner sig til lærer. Flere og flere sygedage. Mere og mere stress. Tror pokker.

Forsvaret er også et fint eksempel. Engang Danmarks samvittighed i NATO, nu omrejsende politimænd/fredsbevarere/administratorer /soldater/ambassadører.

Hvor det privatejede firma effektiviserer ved at skære ind til funktionsbenet og gøre underorganisationen adræt i netop dette, kører den politiske højrefløj en topstyret stil, der har mere at gøre med planøkonomi end liberalisme. Men det er også typisk for meget store virksomheder at trækkes med et internt bureaukrati, ineffektivitet og korruption, ganske som alt for centraliserede stater i al almindelighed. Frankrig, SONY, og så fremdeles.