tirsdag den 8. april 2008

Some of them want to be abused

Jeg har været nørdet nok til at følge senatshøringerne i USA om Irak på nettet. Gott du lieber. Jeg bed mærke i Petraeus' tolkning af våbenhvilen mellem sadristerne og regeringsstyrkerne som Iran fik i stand; at den viste hvordan alle har stirret ned i afgrunden, ikke kunne lide hvad de så, og nu vil freden.

Andetsteds ser vi: Al-Maliki forlanger at Jaish al-Mahdi opløses.
Før: Al-Maliki vil sætte demonstranter i fængsel som terrorister.
Tidligere endnu: Al-Maliki erklærer kamp til døden mod militserne.

Punkt 1: Al-Maliki vil borgerkrigen.

Punkt 2: Petraeus enten dækker for ham, eller er blind som en nyfødt muldvarp.

Og hvorfor vil al-Maliki og Rådet borgerkrigen? Fordi det er deres eneste - bedste - chance for at beholde magten. Hvis lokalvalgene holdes, vil de to blive udslettet politisk i lokalrådene. De er godt igang med at miste al støtte hos irakerne, og med denne kurs er der virkeligt ingen retræte: Irakkrigen er nu trådt ind i en ny fase, hvor regeringen gebærder sig som en diktatorisk besættelsesmagt, med den amerikanske hær som dennes magtorgan, indtil - måske - Iran kan overtage stafetten. Al-Maliki manipulerer dygtigt med amerikanerne, der gerne vil manipuleres med, og den amerikanske hær er lige nu i gang med at belejre Sadr By på israelsk manér. Republikanerne udråber al-Sadr til Årets Hitler, og kalder ham iransk agent, fordi han studerer i Qom, alt imens Iran giver sin tyste støtte til regeringens linie mod sadristerne. Ikke for meget, ikke for lidt, spiller på alle heste.

På en måde er det ikke så underligt at republikanerne ikke kan kende forskel på Irans venner og fjender. De kunne jo heller ikke kende forskel på al-Qaeda og Saddam Hussein. De vil ikke, selvmodsigelserne råbes væk foran spejlet. Det eneste spørgsmål jeg nu har på sinde er, om amerikanerne virkeligt er så dumme. Det kan sagtens være. Men det kan også være, at hele hysteriet om Iran er spil for galleriet, der dækker over en imperialistisk fællesaktion med USA og Iran som kumpaner. Jeg tror det ikke: Så veltilrettelagt er der ingenting, der er. Men besættelsesmagter er besættelsesmagter, og nationalister er nationalister. Resten følger af sig selv.

0 kommentarer:

Send en kommentar