EUs virkelige krise

Vedr. EU.

Internationalisterne - hvormed jeg mener dem blandt den politiske elite, der ser international sammenfletning som et gode i sig selv - er ikke rationelle, men drives af idealisme. Sympatisk og forkert. Så vidt jeg ved, har EU aldrig smidt et land ud af et samarbejde, hvad enten det drejede sig om ECU, Schengen, eller selve EU. Det virker ikke politisk muligt, hvorfor kan jeg ikke greje lige nu. Men derfor er ethvert nyt tiltag og indtag uigenkaldeligt, og skal gøres med stor og mægtig forsigtighed. Men internationalisterne er alt andet end forsigtige, da de ikke mener at EU kan knækkes af nogen magt på denne jord. Dette på trods af den folkelige modstand, som synes at være et lige stort chok for dem hver gang nogen får lov at stemme.

Man vil bestemme selv. Dette er nationalismens grundfølelse, og sætter sig igennem, når folk ikke aner hvad der foregår, når de føler magten glider dem af hænde. Man kan altid regne med nationalismen; i Irak og Afghanistan, såvel som blandt EUs nationer.

Folk er ikke med. Så glem alt om, at EU skulle være i krise, når det ikke er i konstant udvidelse og integration. Krisen er, at folk ikke er med. Løsningen er at tage det roligt, og lade EU hvile i sig selv, indtil folk har gennemskuet magten, forhåbentligt med hjælp fra medierne og lovpligtig gennemsigtighed. Men internationalisterne helmer ikke, og løfter byrder med EU til det knækker midt over.

Derfor ikke glad for Rumænien og Bulgarien. Ikke glad.