Tænk jer ikke om.

Dem, der går ind for små ekspeditionsangreb over Pakistans grænse, skylder os en forklaring på hvordan det skulle hjælpe på situationen, som er: De militante har en sikker havn i grænseregionerne i Pakistan, hvorfra de både kan angribe ind i Afghanistan, samt planlægge bombeattentater i det indre Pakistan. De nyder beskyttelse af visse dele af hæren og store dele af hærens efterretningstjeneste, og den pakistanske hærs aktioner mod dem er - skønt blodige - ikke en reel trussel mod de militantes fodfæste, men snarere foretaget for at berettige den amerikanske administrations massive pengestøtte til den pakistanske stat.

Hvad, præcis, gør de små nålestikangreb ved dette? Hvad gør de, andet end at underminere den nyvalgte regering og præsidents troværdighed hos befolkningen? En regerings troværdighed hænger gerne sammen med om den kan forsvare sit territorie - spørg bare Libanons 14. Marts-koalition. Og som man så i Libanon, så kræver en væsentlig indsats mod guerillastyrker en titusindtallig invasion fra landjorden. Luftkrig og nålestik gør det ikke.

Og alt dette, mens noget nær 90% af alle forsyninger til Afghanistan går gennem Pakistan. Ja, Pakistans ramponerede økonomi er lige så afhængig af denne navlestreng, som ISAF-styrkerne er afhængige af forsyningerne fra Karachi. Men hvis jeg kender folk ret, så vinder krigerisk nationalisme over økonomisk omtanke, når det kommer til stykket. Det er en møgskrøbelig situation, tilsat atomvåben.

I hvert fald er det ligegyldigt, hvad de herrer Pind, Behnke og Espersen synes om dette. NATO har meldt ud, at det ikke vil blande sig, og USA har meldt ud, at det vil handle alene. Selvfølgelig vil enhver pakistansk reaktion ramme USAs og NATOs styrker lige meget, men hvad angår det os? Vores strategi er klar: Måden at vinde militære konflikter i udlandet på er at tale hårdt i hjemlandets aviser. At tænke sig om var noget man gjorde før 9-11. Det er ikke længere nødvendigt.