Lille Peter Edderkop

Jeg prøver at forstå, hvad der sker med et land, når det begår forbrydelser, som det bagefter fejer ind under gulvtæppet. Men jeg kan ikke finde ud af det. Det er normal procedure: Det eneste land, der kollektivt gjorde op med sin fortid, var Tyskland efter nazisterne (selv om mange forbrydere var for vigtige for samfundets fortsatte drift til at smide i fængsel). Og det var mest, fordi de tabte krigen. Jeg har nogen gange svært ved at skelne mellem angren over forbrydelserne og den tabte krig alene. Men angre; det gjorde de.

Det er historisk usædvanligt. Menneskets evne til at overse ubelejlige sandheder er fænomenal. Orwell skrev om nationalisten:

The nationalist not only does not disapprove of atrocities committed by his own side, but he has a remarkable capacity for not even hearing about them. (...) In nationalist thought there are facts which are both true and untrue, known and unknown. A known fact may be so unbearable that it is habitually pushed aside and not allowed to enter into logical processes, or on the other hand it may enter into every calculation and yet never be admitted as a fact, even in one's own mind.

Det sidste svarer til, hvordan den amerikanske politiske elite både forsvarer og benægter brugen af tortur. Og det er USA, dette drejer sig om. Det nationalistiske i Obamas holdning til Bush/Cheney-administrationens forbrydelser fornægter sig ikke: Nationen skal holdes sammen, og han ser ikke gerne et opgør, uanset hvor berettiget, ligesom han nødigt erkender nationens splittelse. Det hjælper heller ikke, at et reelt opgør med torturprogrammet ville implicere halvdelen af pingerne i DC. Det er sådan, tortur inficerer systemet og svækker gennemsigtighed: Fra oven.

Men hvad sker der med en nation?

Det oplagte at sammenligne USA nu med USA efter Vietnamkrigen. Tiden var betændt: JFK blev skudt, MLK blev skudt, RFK blev skudt. Der var My Lai, Watergate, Pentagon Papers, som slag på slag mod nationens samvittighed. Det, der er sket i dette årti, kan slet ikke måle sig med det, efterkrigsgenerationen udsatte sig selv for. Men så kom Reagan og Rambo, og fortiden blev forsøgt glemt eller skønmalet, og man kørte videre som før. Alligevel satte konflikten sig i marven af amerikansk politik, og det var ikke før Obama, at USA fik en præsident, der ikke havde været del af den tid.

Det må være en slags guddommelig sarkasme, at USA, netop som det er ved at overleve sin indre splittelse efter Vietnamkrigen, har begivet sig ud i et nyt, langt opgør om statsforbrydelser og unødvendige krige. Men det er ikke tilfældigt: Cheneys filosofi om præsidentens enerådighed blev netop formet, da han tjente under Nixon og Ford. Opgøret om torturprogrammet er således stadig opgøret om Watergate. Det er ikke undsluppet marven, sygdommen sidder der stadig. Det ulykkelige ved Obamas rolle er, at hans nationalistiske filosofi om nationens samhørighed gennem forskellighed - E Pluribus Unum - ikke diskriminerer mellem det syge og det sunde, men tværtimod tager alt med, og derved smitter det sunde med det syge.

Der er nu en mulighed for at gøre op med fortiden, så længe den ikke er længere væk. Men Obamas arv til eftertiden kan meget vel være at lovliggøre lovovertrædelserne.

Det besvarer bare ikke mit spørgsmål. Hvad sker der med et land? Hvad skete der med Argentina, Spanien, Chile, Sovjetunionen, Frankrig og Tyrkiet, da de lod fortiden være fortid? Kommer der en vis freudiansk sublimering af skyldfølelsen? Gik det ud over statens politiske integritet, nationens selvfølelse? Skete der noget overhovedet? Eller alt tilgivet eller glemt, vand under broen? Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke er så nemt endda, men det er jo ikke fordi, jeg græder mig i søvn hver nat over vikingernes hærgen og plyndren. Tiden begraver alle spor, og det er vel ok.

Lille Peter Edderkop,
kravlede op ad muren.
Så kom regnen
og skyllede Peter ned,
Så kom solen
og tørrede Peters krop.
Lille Peter Edderkop
kravlede atter op.