Blackwater, spekulationer

Spekulerer på, om Blackwater-drabene er a defining moment i Irakkrigen. Al-Maliki kan ikke løbe fra at han bad dem om at forlade landet, men prøver alligevel, og sætter dermed en tyk streg under sin egen svaghed og Iraks status som besat. Spekulerer, at drabene bliver til et symbol for irakerne, der efterhånden har fået nok af en de facto besættelsesstyrke, der kan slå irakere ihjel uden straf. Og at de vil kræve Blackwaters hoved på et fad, og får de det ikke, så al-Malikis. Og får de heller ikke det, så er fanden løs.

USA kan selvfølgelig ikke undvære Blackwater. Hele operationen er så hårdt spændt for, at 10.000 lejesoldater færre vil få store konsekvenser. Så de vil ikke give sig. Hvem så?

Ja, for fanden.

Og mange andre bandeord unfit for print. Politiken brokker sig over at Storbritannien og Frankrig vil tælle atomkraft som ren energi. Hvilket det er.

Det er den værste side af de grønne: Man vil have perfekte løsninger, eller intet andet. Så vi får intet andet. I en tid hvor den globale opvarmning får Nordpolens permafrost til at forsvinde som dug for solen (og med dejlig olie/gas neden under), hvor accelereret ørkenspredning og oversvømmelser truer med kolossale menneskevandringskrige, insisterer de grønne på at en klump radioaktivt affald, der måske kan give problemer for fremtidige generationer, er lige så slemt.

De onanerer foran spejlet.

No shit

Finn Mortensen i Berlingske om Microsoft:

Alt tyder desuden på, at innovationen faktisk trives bedst de steder, hvor konkurrencen er stærkest.

Ord har konsekvenser

Louise Stigsgaard har skrevet en lille artikel om Frankrig, Iran og andre godtfolk. Hun er lidt ... jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om hende. Hun går hele situationen igennem uden at nævne, at Frankrig for nogle måneder siden solgte atomkraftteknologi til Libyens oberst Qaddafi, Vestens tidligere fjende nr. 1, som gensidig udnyttelse i kølvandet på løsladelsen af de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge.

Frankrigs nye udenrigspolitik er hanestolt og lurvendrejet. Den lægger sig op af USA på et tidspunkt, hvor de fleste er flygtet skrigende væk fra tosserne i DC. Typisk for den seriøse arbejdshest holder Tyskland sig i baggrunden, pragmatisk irriteret over Frankrigs provopostuleren. Den model har man set nogle gange.

Nuvel. Hvorfor er Iran nu en større trussel end noget som helst andet land i verden?

Død over USA. Derfor. Når disse ord blev til et slogan for den islamiske republik, måtte det få konsekvenser før eller siden. Det fik det fra starten, hvor både USA og USSR støttede Iraks angreb på Iran: Død over Sovjetunionen er mindre kendt, men var lige så anvendt. Man slipper ikke fra dagligt at true verdens to supermagter på livet, næ du.

For Iran er ingen trussel i dag. Man har ladet både Pakistan og Indien få atomvåben uden protester. Irans atomvåbenprogram er ikke engang en vished. Og Saudi-Arabien er langt mere involveret i udbredelsen af salafismen/wahhabismen (der er vist efterhånden ingen forskel), angrebene på amerikanske soldater i Irak, 12 ud af 15 deltagere i 9/11, etc.

Forskellen er retorikken. På samme måde som Rusland bliver set som Europas onde storebror, fordi Putin fyrer op for nationalismen, på samme måde bliver Iran set som Den Store Satan. På trods af, at begge lande økonomisk er til rotterne. Og som Kina tager det stille og roligt, bruger blød og skjult magt, således også Saudi-Arabien. At Qaddafi er kommet ind i varmen betyder ikke, at han er et mindre ondt menneske. Kun at han har lært at lade være med at skilte med det. Hvis luftangrebet på Iran kommer, er det Ahmadinejads skyld. Han kunne bare have holdt sin kæft, som Rafsanjani og Khatami.

Men det viser et andet problem: At civilisationskrigerne i Vesten ikke kan skelne skidt fra kanel. Man kan ikke gennemskue postuleren og spankuleren, man ved ikke hvornår noget er en hensigt, et slogan, eller en reel trussel. Og man gør derfor ikke andet end at danse efter modstanderens pibe. Det eneste, fjenden skal, er at true. Så lever man efter truslen, hvad enten den er virkelig eller ej. Det tjente ikke Saddam godt, og vil heller ikke tjene Iran godt. Men al-Qaeda spillede USA efter den model. Hold da op. Hvad nytter det at være stor og stærk, når man falder for den værste?

Eudiot

Undskyld titlen. Hvis vicepræsident Frattini er ude på fuldstændigt at undergrave støtten til EU i EU, skal han endelig tale for en standardisering af indvandringsregler med mere indvandring som erklæret mål. Hvad finder han dog ikke på næste gang. Hvad med lidt internet-censur? Det virker jo blændende mod pædofili.

Aktører

Lille pointe: Politisk analyse, både af fortid og nutid, er at regne begivenhederne ud. Man spekulerer i hvad, hvordan, hvem, hvor, og frem for alt hvorfor. Men målet er sandheden. Det glipper når analytikere overrationaliserer, dvs. rationaliserer det irrationelle. Når Caligula gjorde sin hest til prokonsul, måtte der have været en rationel grund, ellers kan man ikke bruge historieanalysen til noget. Hvis han blot var bindegal, så nytter det ikke noget at spekulere i rationelle baner. Den analytiske metode kan derfor, som en ren selvfølge, føre til selvbedrag.

Point in case: Irak. I lyset af Bush/Cheney-administrationens strålende inkompetence mener jeg, at det næppe var planen at ødelægge og dele Irak op fra starten af, ved at lade samfundet falde sammen, som det jo skete. En bivirkning har været den mest upopulære præsident siden Nixon, et GOP i frit fald, et sønderslidt amerikansk militær, etc. Hvis det i stedet var gået godt, ville Bush være en levende legende, Roves permanente republikanske flertal en kendsgerning mange år fremover, Ahmadinejads hoved på et spyd, etc. Altså, klart at foretrække for Bush/Cheney.

Nej, det mest sandsynlige er at de ikke aner deres levende råd, og kører operationen fra dag til dag. Petraeus tænker kort, og har derfor - af ren og skær pragmatik - slået fred med sunni-oprørerne, hvor omstændighederne har tilladt det - dvs. kampen mod AQI. Det næste skridt er at overføre penge til Anbar udenom Baghdad, hvor Ramadi eller en anden by så bliver hovedstaden i det nye land.

Men, nej. Petraeus har kun magt over det militære, og er ingen guvernør med både politisk og militær kontrol over sin koloni. Den bløde opdeling af Irak skal derfor køres gennem den civile ledelse i Pentagon og Det Hvide Hus. I mine øjne er der al mulig grund til at tro at ingen har tænkt så langt, men blot har tænkt frem til Magiske September. Og nu truer en ny dag.

Derfor titlen, aktører. Der er mange forskellige aktører i dette spil, med hver sin magt. Der er Petraeus. Der er al-Maliki. Der er Aziz al-Hakim, Moktada al-Sadr, al-Sistani, den usynlige ledelse af oprørerne (se i øvrigt her...). Der er Gates, Rice, Cheney, Rove, Pelosi, Reid, Kristol et al. Der er Kong Abdullah, Assad-familien, Ahmadinejad, Khameini, Talabani, Barzani, Erdogan, AIPAC, Olmert, Nasrallah.

Jeg kunne blive ved længe endnu. Min pointe er at der ikke er styr på noget, og at alle aktørerne tænker som individer, dvs. på sig selv, og at de er oppe mod alle de andre aktører, i et virvar af interaktioner og tilfældigheder. Og ingen ved præcis hvad der foregår. Et land i borgerkrig, hvor journalister ikke kan færdes, er en lukket bog at læse. Det er et mørke, hvor man føler sig frem, så langt éns arm kan nå. Og der har man sine tanker. Så den oplagte forklaringsramme er kortsigtede, selvcentrerede mål. Petraeus får som opgave at reducere volden. Han gør det nemmeste. Og det er det.

There Is No Pilot.

---

Tilføjelse: Der røg han. Det tog ikke lang tid. Og tilføjelse til CDs resumé: Ingen stor plan, men mange små, der ikke hænger sammen. Jeg forestiller mig passagerer, der slås om de bedste pladser i et styrtende fly.

o - o - o

For lige at understrege det åbenlyse i ministerrokaden: Udnævnelsen af Karen Jespersen til socialminister har et formål for øje - at beholde magten. Der er ingen andre grunde til at forfremme en prominent nytilkommen i partiet, fremfor mangeårige og trofaste, men anonyme medlemmer. Fogh kerer sig ikke det mindste om liberalismen længere, han er en ideologisk vendekåbe. Ikke farlig, for der er ikke noget usædvanligt i det: Som vand er vådt, således er politikere opportunister.

Men hvor er Liberalisterne? Venstre blev stor, fordi mange - specielt driftige jyder - ville stoppe velfærdssamfundets svulmen. Mange hjemløse stemmer, nemme at fiske.

Ps. Hun har i hvert fald forstået hvad Venstre går ud på i dag - den pureste doublethink:

Jeg vil værne om de liberale frihedsværdier.

og

Vi skal udjævne sociale og kulturelle skel.

Fundamentalt

Petraeus sagde én rigtig ting:

The fundamental source of the conflict in Iraq is competition among ethnic and sectarian communities for power and resources.

Resten er ævl og kævl.

Civil war is like a box of chocolates

Fra WaPo:

The strategist notes that the administration is simultaneously moving toward a second longtime Democratic goal -- of allowing a "soft partition" of Iraq at a time when national political reconciliation seems impossible. This soft-partition approach is inherent in Petraeus's "bottom-up" alliance with Sunni tribal leaders in Anbar Province, which is the big success he and Ambassador Ryan Crocker will report.

Stor misforståelse af sunni-oprørerne, de fagre nye allierede. Meget mere hos jordsvinet. De er nationalister, som jeg har skrevet om før. De vil ikke acceptere nogen deling af Irak, om den er blød eller hård, og deres mål er at smide USA og Iran ud, og tillige generobre magten fra shi'a-militserne, som de ser som Irans håndlangere. Gad vide, hvor længe facaden holder. Så længe pengene og våbnene fra USA ruller ind, velsagtens, i lighed med al-Maliki og kumpaner.

I øvrigt er det kun Joe Biden blandt de demokratiske topfolk, der har ønsket en opdeling. Det har aldrig været et "longtime Democratic goal".

Du er busted

Dårlige tal fra USA skubber til læsset:

Unfortunately, financial globalization together with securitization and mushrooming of complex credit instruments has lead to greater opacity and less transparency in the financial system. And this lack of transparency breeds unmeasurable uncertainty rather than priceable risk.

Fra RGE. Uigennemsigtighed fører til usikkerhed, usikkerhed fører til frygt, frygt fører til panik, etc. Samme gamle historie, nu ekstra globalt og hårdtslående. Jeg håber EU kommer på banen med noget anstændig regulering af lån, for at sætte en stopper for de seneste års afsindige Ikaros-økonomi. Idiotisk det fik lov at udvikle sig til at begynde med.

Mere Myopi

I lyset af østeuropæernes miserable fødselsrate burde overskriften have været Dansk Velfærd Truer Østeuropa.

Kampagnebølgen

Det er et gammelt tema fra Intel Dump: Politiseringen af militærets ledelse. Man lytter til generalerne, så længe de siger hvad man vil høre. Resultatet kan man læse om her, fra WaPo, og sætte det i sammenhæng med kampagnen om Bølgens succés. Grundlæggende er militærets ledelse blevet endnu en arm på Det Republikanske Parti, i lige så høj grad som Justitsministeriet under Ashcroft og Gonzales.

De moderate

Kommentar til Ole Bang Nielsen:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model

Jo, det vil vi, og det bør vi. Det er ikke vores sag at bestemme om andre må lege islamister eller ej, ligesom det ikke er andres sag om vi tegner profeten på en sjov måde.

eller synke ned i årelang borgerkrig.

Irak er sunket ned i en årelang borgerkrig. Og med mindre vi vil stikke fingrene i den hvepserede, så foreslår jeg at vi holder os langt, langt væk. Hvis vi partout vil hjælpe, så er det bedste at sørge for flygtningene i Jordan og Syrien. Ikke flere storpolitiske cirkusnumre.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen.

"Moderate arabiske lande" er diplomatjargon for pro-vestlige arabiske diktaturer.

Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Skal vi tage den igen: Saudi-Arabien kan ikke leve med et fundamentalistisk Irak. Jeg græmmes. Det, de ikke kan leve med, er et shi'itisk styret Irak i forbund med Iran. Hvis "europæiske diplomater" er så naive, så er det endnu mere grund til at holde sig langt, langt væk fra regionen, for hele afsnittet sætter en tyk streg under hvordan Vesten i Mellemøsten er en elefant i en porcelænsbutik. Og vice versa, faktisk.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Det sidste ord bliver hverken sagt af Europa eller USA, men af landene i regionen. Så længe vi er vores egne begrænsninger bevidst, så kan vi gøre et forsøg på mægling. Men det forudsætter også at vi er klar over hvad der foregår, og ikke gør os illusioner om "moderate arabiske landes" rolle. Virkelighed, virkelighed, virkelighed bør sætte dagsordenen. Skriv jer det bag øret, "europæiske diplomater".

Identitetsangst

Det slog mig forleden, lighederne mellem Qutb, Khomeini og Europas radikale nationalister.

Territorial identitet og globaliseringen: De harmonerer ikke. I en verden hvor folk rejser fra kontinent til kontinent i løbet af få timer, hvor satellitter bestråler jordkloden med alskens makværker alle steder fra, og hvor internettet kanaliserer hvad som helst hvor som helst, begynder en territorialt baseret identitet at blive svær at holde fast i. I en verden, hvor kapitalistisk forbrugerkultur ved markedskræfternes ubønhørlige virke trænger ud i alle afkroge af verden, må der komme reaktioner: Identitetsangst.

På Europas ekstreme højrefløj er anti-globalismen etableret politik. Man ser et skred af identitet, nationalstater der udviskes, og truslen kommer flere steder fra: Muslimsk indvandring, amerikansk kultur, EUs overnationale autoritet, og endda FN. Betragt f.eks. koalitionen Identitet, Tradition, Selvbestemmelse, som blev etableret i EU-parlamentet i 2004. Man bruger ordet "identitet" som et verbalt holdepunkt, gerne i sammenhæng med et ultrakulturkonservativt syn på livet. Fælles for alle partierne er at fremmedhadet går hånd i hånd med nationalisme.

Og så er der den arabiske verden, som siden gud ved hvornår har befundet sig i en identitetskrise, og som en anden hikikomori lukker sig inde i sin egen verden og nægter at blive voksen. Qutb søgte en tredje vej mellem Vest- og Østblokken under Den Kolde Krig, og fandt den i en ultraortodoks islamisme, som senere - åbenbart efter kærlig behandling af Nassers voldspersonale - blev vanvittigt ekstrem. Intolerant er ikke ordet. Qutbs historie viser udviklingen i sin yderste konsekvens, men identitetsangsten, frygten for at forsvinde i mængden, lever i bedste velgående. Man ser den i absurde begreber som "islamisk finansiering", "islamisk videnskab", etc. Islam som identitetsbærer gør intet for at ændre arabernes status som omvandrende selvmål.

Iran, til sidst. Khomeini gjorde anti-amerikanisme til en central del af den islamiske revolution, bl.a. fordi To Minutters Had mod en fjern og utydelig fjende gør underværker for partisoldaterne. Men Irans mullaher kæmper samme kamp i dag, og kampen står mod deres egen befolknings forkærlighed for djævlemusikken fra djævlenationen. Den Islamiske Republik er forankret i en særegen identitet - typisk for shi'ismen - og det moralske politi kæmper for republikkens overlevelse, når de straffer unge kvinder for at gå i jeans. Bæster.

Det er logisk. Globaliseringen er også en kulturglobalisering. Og for så vidt kultur er identitet, så forsvinder de regionale identiteter lidt efter lidt. Reaktionen er lige så ekstrem, som fjenden er sløret og kampen diffus. Eksistentiel, faktisk: I den kulturelle tomhed slår man ud i mørket. Måske man rammer andre.

(Inspireret af Aggers indlæg om de forfærdelige baskere.)

Mookies milits

Tanker om Sadrs våbenstilstand.

Moktada rider på en tiger. Han er søn af den legendariske og kontroversielle prædikant Sadik al-Sadr, hvis Sadr-bevægelse populariserede shi'ismen, og nåede stor udbredelse blandt de fattige shi'aer i Irak. Sadrismen står for en jordbunden og livsnær teologi, i modsætning til både Iraks og Irans traditionelle shi'itiske autoriteter.

Sadrismens populisme er dens livsblod. Derfor faldt dens rolle som rygraden i den shi'itiske del af oprøret naturligt. Som mennesker verden over, så er irakerne utilpas ved fremmede magter i landet, og skønt den shi'itiske reaktion på invasionen var "vent og se", så lå viljen mod invasionsstyrkerne lige under overfladen. At kombinere modviljen med sadrismen var oplagt, og Moktada nåede på ingen tid stor politisk magt i Irak ved at ride på ryggen af tigeren.

Men Moktada har gjort sig stort umage for at legitimisere sin modstand mod USA. Han vil ikke ses som en gemen oprører, en renegat. Derfor gik han fra gaden og ind i politik. Målet er landsfaderfiguren. Men når midlet er vilde følelser, snarere end streng politisk doktrin, så må det nødvendigvis løbe ud af kontrol i takt med at Irak løber ud af kontrol. Mahdi-Hæren, som voksede ud af de mange militser som magtvakuumet dannede, er af sin natur knap nok organiseret. Dens styrke vokser ud af de mest primitive følelser blandt shi'aerne, og anti-sunnismen er en af disse. Derfor har Mahdi-Hæren været en af de største dræbere af sunnier i Baghdad, og Moktada er klar over og indforstået med dette. Landsfader er han først og fremmest for sine egne.

Uroen i Karbala er derfor et problem for Moktada. Den udstiller både hans manglende kontrol og hykleriske uansvarlighed. Så han afsværger handlingerne, og befaler våbnenes tien. Det vil næppe få mere effekt end når al-Sistani prøver. Men Moktada kan dermed sige at dem, som stadig skyder løs, har vist at de ikke er soldater i Mahdi-Hæren. Men hvor meget, der så vil være tilbage af militsen, er et stort spørgsmåltegn. Som BBC skriver, så er det en satsning. Moktada kan hurtigt komme til at ligne en idiot, hvis de eneste som adlyder ham er Sadr Bys styrker, og det er muligt at dette er hans første store fejltrin.