Kys kys

I stil med amerikansk indenrigspolitik er amerikansk udenrigspolitik så personfokuseret, at valget af statsoverhoveder har alt for meget at sige mht. internationalt samarbejde.

Så Khatami stiller op mod Ahmadinejad. Der er vist ingen tvivl om, at Obama-administrationen helst så Khatami vinde. Det underlige ved situationen er, at den iranske præsident reelt har ganske lidt magt i forhold til f.eks. Den Øverste Leder, men alligevel er ansigtet udadtil. Af en eller anden grund. Og Ahmadinejad er blevet så dæmoniseret i Vesten - han har også fortjent mere end et par sko efter sig - at hans blotte person er en forhindring for seriøse tilnærmelser - om ikke andet, så i de amerikanske medier.

Det er lidt absurd. Bush, det simple menneske, var fantastisk personfokuseret, og Obamas udenrigsteam er nok ikke så slemt. Ikke desto mindre: Hvordan bør de gribe det an? Obamas stjerne er muligvis stadig høj nok til, at hans indtræden i den iranske valgkamp vil være en bonus for Khatami - eller hur? USAs tidligere støtte til dele af den iranske opposition var jo et dødskys. Og hvad så, hvis Khatami ikke vinder? Ahmadinejad ser jo ret solid ud - og det ville være fjollet at udelukke al forhandling med Iran, hvis han fortsætter, selv pr valgkampsretorik.