Et statsstøttet erhverv

Det er en sammensværgelse, det hele.

Min tolkning af Irak de sidste par år er denne: Livet blev lidt for farligt for Moktada al-Sadr, der flygtede til Iran, under påskud at skulle studere i Qom. Her fik Iran gennem pres og overtalelse den nationalistiske, anti-iranske Moktada til at opløse Mahdi-Hæren og - mere eller mindre - underkaste sig Nouri al-Maliki, mod at Team Shi'a for alvor gik i gang med at smide USA ud af Irak. Derfor al-Malikis støtte til Obama og SOFA-aftalen, som den endte med at være. Det er ikke til at sige, hvor meget der var planlagt, og hvor meget, der blev improviseret. Selv tror jeg, at Bush-administrationens oprindelige udkast til samarbejdsaftalen var så grelt, at det satte skub i skidtet.

Så er der en del snak i krogene og korridorerne om militærets slet skjulte protester mod tilbagetrækningen fra Irak. I sig selv er det jo bananrepublikanske tilstande: Militæret adlyder den civile ledelse, og andet er mytteri. Men det følger sin egen bureaukratiske logik - noget, der sikkert er skrevet mange bøger om i statskundskab - hvis blot man betragter militæret som enhver anden institution, der slås med andre institutioner om mere ansvar, flere penge og større autoritet. Og fremfor alt skal hele budgettet bruges, ellers vanker der nedskæringer.

Det er i skøn forening med militærindustrien. Men som sagt, så udelukker det enhver form for højere prioritetssætning. Men se, hvor tosset det er: Hvis USA ikke trækker sig ud af Irak, er der alvorlig chance for, at den shi'itiske politiske konsensus bryder sammen. Det vil vise, at USA ikke er til at stole på; at de ikke overholder aftaler; og at deres egentlige hensigt netop er imperialistisk. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Men Irak er god forretning. I alt 700 milliarder US$ har USA brugt på ekstrabevillinger til Irak siden invasionen, og det er kun de direkte udgifter. Og der er så mange militærbaser - Pentagons stempler. På samme vis med raketskjoldet, der ikke virker, men koster. 60 milliarder US$ har man brugt indtil videre.

Det får sit eget liv, det her skidt. Det er nærmest tilfældigt, at det slår en masse mennesker ihjel, for det er at sammenligne med selvadministrerende administration. Bureaukratisk og økonomisk egeninteresse på ryggen af USAs hybris siden Den Kolde Krigs afslutning, de neokonservatives imperialistiske dagdrømmerier, og almindelig mental rastløshed.

Militæret er nok Obamas største udfordring. Det er den maskine, Per Stig Møller pralede med ikke kunne stoppes. Det kan godt være - Rumsfeld jordede Powells udenrigsministerium og satte scenen for militærets kapring af udenrigspolitikken, som Bush Jr kun var lykkelig for at overdrage til Petraeus - men udviklingen var skam til at få øje på langt inden. Der er nu optræk til visse opgør, men Afghanistan vil være en sikker indtægtskilde mange år fremover. Og hele verden er et potentielt marked.

I grunden gammelt nyt, men som med alt andet amerikansk i dette årti, så mere ekstremt end nogensinde. På en måde er finanskrisen et kærkomment påskud for Obama-administrationen at gå i kødet på militærbudgettet. Det kan godt være, at det er sidste chance, alt inklusive.