Selvkørende

Jeg har ikke haft lyst til at skrive om Gaza. Konflikten er deprimerende, fastlåst, og voldsomt overeksponeret. Men skidtet går mig på, jeg bliver nødt til at rede mine tanker ud, det kan jeg lige så godt gøre her.

Fundamentalt set er begge sider irrationelle - som Marc Lynch skriver, så er det svært at se, at dette kan føre til andet end højst midlertidige indenrigspolitiske vindinger for både Hamas og den israelske regering. På lang sigt er situationen for regionen uændret, og den er:

• Bosættelserne fortsættes med at udvides, på trods af den israelske befolknings ønsker. Der bor over en kvart million israelere på Vestbredden, og der er ikke nok politisk kapital i det ganske land til at fjerne dem. Selv pogromen ved Hebron for nyligt vil ikke ændre noget, for politikere er nu engang politikere.

• Det apartheidsystem, som israelerne har måttet indføre for at beskytte bosættelserne, radikaliserer palæstinenserne, der lever en kummerlig tilværelse under Israels styre.

• Israels ønske om sikkerhed er blevet til en politik, der kun har som mål at dominere naboerne militært - en grund til angrebet mod Gaza var angiveligt, at man måtte angribe nu, da det ellers ville blive for kostbart senere.
  

• Det gør Israel meget nemt at provokere til overilede aktioner, som mod Libanon i 2006 og denne mod Gaza i dag, samt blokaden af Gaza. Aktionerne slår civile ihjel, og øger hadet til Israel. De skaber flere fanatikere, der vil prøve at skade Israel, Israel vil overreagere, cirklen er sluttet. Dertil de, der er vrede over bosættelserne. De fleste palæstinensiske fraktioner dyrker samtidig en martyrideologi, hvor en ligegyldig raket mod Sderot eller et bulldozer-angreb på en eller anden måde gør mænd af drenge. De er parat til at dø, hvad enten det hjælper eller ej.

Israel gør, hvad de vil. De gør langt fra alt, de kan - de kunne såmænd godt udradere de halvanden million gazaboere, hvis de ville - men deres nær totale militære dominans gør, at Israel ikke behøver tænke, kun reagere. Israel skal kun tage hensyn til indenrigspolitik og til USA, for USAs støtte til Israel er massiv, og uden denne ville situationen se anderledes ud. USA er dermed det eneste land i verden, der har reel indflydelse på Israel. Men i USA dyrkes historierne om jødernes lidelser under nazisterne så hårdt, at enhver kritik af Israel er bandlyst fra de toneangivendes rækker. Og så længe USA støtter Israel, er der ikke nogen faktor udefra, der kan ændre konfliktens retning. Den er selvkørende.

Så det her møg vil blive ved. Om Hamas vil sættes fra magten i Gaza: Muligvis, og erstattes af endnu mere tossede mennesker med endnu mindre magt. Med mindre Israel vil besætte Gazastriben igen. Bosættelserne vil vokse, ligeledes Israels indre splid. Og Israel vil kaste sig ud i disse straffeaktioner fra tid til anden. En masse mennesker vil dø, langt de fleste palæstinensere. Uanset hvilke småting, der fik Arafat til at sige nej til Ehud Baraks tilbud tilbage i 2000, så ville aftalen have været langt bedre end situationen er nu. Smukke tabere.

Og lur mig, om ikke nogen idiotiske muslimer tænker på at sprænge noget i luften i Europa pga. dette, fordi de er for chauvinistiske til at kende forskel på europæere, israelere og amerikanere. Tilbage fra 2006:

German investigators said Friday that bombs found on two trains last month might have been planted by two young men angered by the war in Lebanon.

Civilisationskrigen går sin gang.