Femdøgnsprognose for Gaza

Spekulationer om situationen i Gaza og på Vestbredden.

Hamas sikrer kontrollen over Gaza, Fatah over Vestbredden. Israel og USA tisser i bukserne, og gør helvede hedt for Hamas, presser Egypten til at hjælpe sig. Ikke så svært, når Mubarak allerede er i USAs lommer (2,5 milliarder $ om året). Egypten lukker grænserne, Israelerne blokerer for alt andet end det livsnødvendige, og USA sørger via diplomati for at pengene bliver væk.

Hamas's ynkelighed bliver udstillet, samt de arabiske landes impotens, nok engang. Gaza-palæstinenserne bliver langsomt kvalt, og rapporterne strømmer ud om deres nød. Men Hamas er for dumstædige til at forhandle, og sværger martyrdom for hele Gaza. Den arabiske gade bliver vred og ophidset, over arabiske lidelser og arabisk magtesløshed.

Abbas bliver stillet et ubehageligt valg, da Olmert tilbyder en art normalisering med Vestbredden. Tager han imod det, vil han også i Vestbreds-palæstinenseres øjne ligne en Judas, eller snarere Israels velafrettede hund. Siger han nej, er en stor chance for et bedre liv for Vestbredden gået af hænde. Eller også bare en større bankkonto, Fatah er jo gennemkorrupte. Han afslår, bl.a. fordi risikoen for en folkelig opstand på selve Vestbredden er for stor.

Forholdet mellem USA og Vesteuropa forsures igen. Sarkozy og Bush's hvedebrødsdage er ovre, og selv Merkel udtrykker betænkeligheder ved Israels politik. Putin leger mellemmand mellem Hamas og Israel, men det fører ikke til noget. Ahmadinejad hoster flere trusler op mod Israel, og soler sig i opmærksomheden. Han kan ikke få nok. USA truer tilbage, flere flådemanøvrer i Golfen. Oliepriserne får endnu et nøk.

De ubekendte er først og fremmest hvordan Hamas opfører sig, ansvarligt eller ej. De kan puste til ilden, for eksempel ved at fortsætte udrensningen af illoyale i Gaza, samt sværge hævn over Israel. De kan prøve at dæmpe volumen, og fremstille sig som den forfulgte uskyldighed, hvilket nok vil fungere bedre. Hver bandbulle mod Israel flytter EU mod Israels og USAs position.

En anden ubekendt er Hizbollah, som jo i sin tid kidnappede de to israelske soldater i sympati med palæstinensernes aktioner. Nasrallah ser muligvis sit snit til at fremstå som den eneste stærke arabiske leder endnu engang, og beordrer raketangreb mod det nordlige Israel.

En tredje er selvfølgelig Israel, og hvordan Julikrigen har påvirket styrkeforholdet mellem duerne og høgene.

En fjerde er om de neokonservative i Bush-administrationen vil udnytte øjeblikket til at rykke magtbalancen i deres favør og angribe Iran.

Jeg håber jeg tager fejl.