Det gode

Der er noget underligt over diskussionen om proportionalitet mht. I/P. Der er et lille, godt interview med en Etgar Keret af Krasnik i Weekendavisen denne uge (ikke online). Sætter god, tyk streg under besynderligheden med dette citat:

"[Israels] kritikere antyder, at der er en slags kvote af civile ofre, der er i orden og acceptabel i en konflikt som denne. Som om man kan føre statistik over krig som en eksakt videnskab. 10 døde civile er okay, men 30 er ikke. 600 er slet ikke. Hvad ville have været det rette tal på den anden side af ligningen? 12,5?"

Og giver modeksemplet Afghanistan:

"Tag nu angrebet den 11. september 2001. Hvor mange blev dræbt? Var det 3000? Det var da ikke en eksistentiel trussel mod USA. Det er småting i forhold til det antal, der dør i trafikken. Og alligevel accepterede alle det massive angreb på Afghanistan med tusinder af ofre."

Jeg tror, at folk kommer forskellige steder fra: Israel - og man kan vist efterhånden godt sige israelerne - mener faktisk, at krigen mod Hamas vil hjælpe på sikkerheden. De kan pege på militære pejlemærker: Hvor mange Hamas-folk, tunneler og knudepunkter, der er slået ihjel, ødelagt eller indtaget. Den europæiske kritik af "manglen af proportionalitet" har en anden vinkel: Dette vil ikke føre noget med sig, på samme måde som krigen mod Hizbollah ikke førte til nogen varig fred. Derfor er det intet andet end en straffeaktion, hvor straffen er voldsomt ude af proportioner med forbrydelsen, og i øvrigt kun vil gøre tingene værre.

Men Kerets sammenligning med Afghanistan mangler lidt historie: USA havde - så vidt jeg ved - ikke krummet et hår på talebanerne, da 9-11 skete. Da talebanerne husede al-Qaedas ledelse, ikke ville straffe dem og ikke ville udlevere dem, var det så godt som en krigserklæring ud af det blå. USAs invasion var derfor fuldt ud folkeretsligt forsvarlig (men ikke militært).

Men konflikten mellem Israel og palæstinenserne begyndte ikke i går, som Keret ellers lader som om i diskussionen om proportionalitet. Når folk diskuterer ret og uret i denne konflikt, ender det tit med en diskussion om hvem, der begyndte. Ja, Hamas fyrede Kassam-raketter af, og slog israelere ihjel. Hvad så med Israels brud på våbenhvilen d. 4. november, hvor de slog nogle palæstinensere ihjel? Eller blokaden af Gaza, der går tilbage til før Hamas kom til magten, og udsultede alle og enhver i Gaza-striben, civile såvel som paramilitære? Hvad med den langsomme etniske udrensning af arabere på Vestbredden, der ikke engang er israelsk territorium? Palæstinenserne må jo derfor være i deres gode ret at handle udenfor alle proportioner for at stoppe Israel - hvis de kunne. En handlings moral afhænger jo ikke af hvem, der udfører den. Så alle har vel ret til at slå hinanden ihjel, ikke?

Alt dette skyder forbi målskiven. Spørgsmålet er: Hvad er det gode i dette? Fred. En handling er ikke god, hvis den modvirker det gode. Israels handlinger vil ikke føre til fred. Israelerne tror det åbenbart; jeg gør ikke. Ergo er der ingen godhed i dette, mener jeg. Hvis Israel leder efter en langsigtet militær løsning på en konflikt, der grundlæggende er politisk, så burde de udrydde palæstinenserne. Det ville jo være ironisk.