En logisk fremtid

Med forbehold for min overfladiske viden om regionen:

Hvis pakistanerne virkelig har besluttet sig for at nedkæmpe talibanerne, så er det vel godt. Pakistans problemer har været et klassisk geopolitisk rod: Man har støttet paramilitære organisationer, der er gået løs på nabolande, i nærmest selvstyrende grænseregioner, som del af et større strategisk spil. En af disse har så haft at gøre med en terrorgruppe, der angreb verdens mægtigste land, og dette land har slået ned med al sin vælde mod gruppen og de paramilitære, der husede gruppen. Men statens og ikke mindst hærens bånd til de paramilitære blev ikke brudt helt, og med en nærmest ikke-eksisterende kontrol med de paramilitæres regioner voksede disses magt ud over alle grænser og begyndte så småt at true selve hovedlandet.

Så: Hvis Pakistan får styr på sit territorie, så er det godt. Løs kontrol med grænsen ender tit i et blodigt rod. Men det er så spørgsmålet, om de gør det. Jeg er stadig skeptisk mht. hærens hensigter og befolkningens støtte: Slår man hårdt ned nu, fordi Swat-provinsen var en provins for langt? Vil man føre krigen til de andre provinser? Ville Pakistan overhovedet gøre dette, hvis landets økonomi var stærk nok til at modstå presset fra USA?

Det har åbenbart hjulpet, at talibanerne endnu engang har vist sig som de røvhuller, de er. Historierne fra Swat er mange - mest berygtet var piskningen af en pige på 16 år. Hvor stærk deres støtte i de pashtunske kerneområder er svært at gætte, men det er værd at bide mærke i, at talibanerne er en relativt ny politisk struktur, der har fortrængt gamle stammestrukturer i løbet af de sidste to årtier. Så ældre er de altså ikke. De er dog heller ikke en decideret fremmed organisation som al-Qaeda.

Faren er, at dette bliver en borgerkrig. Punjabere og sindhere, Pakistans største befolkningsgrupper, har det efter sigende med at se ned på pashtunere, som barbariske bjergfolk. Jeg ved ikke, om det er rigtigt - ved som sagt ikke så meget om området - men talibanernes primært pashtunske identitet er der ikke tvivl om. Den pakistanske hær farer hårdt frem i Swat, og der er nu millioner af flygtninge, de fleste pashtunere. De civile tab må være store; jeg kan ikke forestille mig andet. Og lidelserne vil blive langt større endnu, hvis hæren tager kampen op i resten af Pakistan. Imens sprænger bomberne i Lahore. Det kunne sagtens udarte sig til etnisk krig.

Pakistan er ikke en logisk stat. Bevares, der er minoriteter i de fleste lande, men Pakistan var endnu en af de underlige konstruktioner, som briterne efterlod sig, og som siden har ført til så meget skidt for indbyggerne. Durand-linien mellem Afghanistan og Pakistan, der deler pashtunerne i to, er aldrig blevet fastlagt. Der er striden om Kashmir og krigene med Indien, der førte til en pakistansk strategi om dominans af Afghanistan via talibanerne mod den indisk-støttede Nordalliance, efter USSR trak sig ud. Der er en slumrende opstand i Baluchistan, som rækker ind i Iran. Osv.

Europas homogene nationer er vokset ud af etniske myrderier og tvang. Folk er tvunget til trofasthed, eller også er de illoyale blevet slået ihjel eller fordrevet. Det er også det, man kalder en stærk stat. Europas imperier har samtidig efterladt lande i Asien og Afrika, hvor etniciteterne er rodet sammen - tit med vilje, efter del-og-hersk-princippet - og hvor staten er svag, fordi folk ikke er særligt loyale mod netop den etnicitet, der sidder på magten.

Det får så sine konsekvenser, når nye verdensmagter vælter ind, og så at sige udløser spændingerne. Irak var et pragteksempel. Pakistan kan nu være et andet. Men som man med Irak må håbe på en mere logisk stat, hvor kurderne har sit eget, og shi'a-araberne har lov at fejre deres utallige højtider, må man håbe på en mere solid pakistansk stat i sidste ende. Eller måske en pakistansk og en pashtunsk. Det ville være mere logisk.