I eget spind

Der rapporteres om et diplomatisk tøbrud mellem USA og Iran. Måske, måske ikke (men det bliver sjovt at se hvordan Berlingskes lederskribenter skærer den). Nadezhda fra American Footprints spekulerer på, om den amerikanske administration langt om længe er ved at tage Pakistan alvorligt:

I think the White House has finally become seriously spooked about Pakistan. When Benazir was assassinated, they lost Plan A and there never was a Plan B. They've been treading water while watching things go from bad to worse in both Pakistan's domestic political chaos and in the border areas with Afghanistan.

Hvilket også giver mening, når der rent faktisk ikke er nogen beviser for et iransk atomvåbenprogram eller samarbejde med al-Qaeda, i modsætning til Pakistan. Iran blev syndebukken for USAs trængsler i Irak - sandsynligvis efter pres fra de arabiske regeringer, der ikke kunne fatte at USA fjernede den (for andre lande) harmløse Saddam Hussein, og dermed bolværket mod perserne - og alt fulgte derfra. Løgn hele vejen.

Høi opsummerer:

De eksploderende oliepriser har bragt den vestlige økonomi på bristepunktet, og en konfrontation med Iran kan ikke blot lukke for den iranske olie, men også for al den olie, der går ud af Hormuz-strædet. Det vil få økonomien til at gå i sort.

Bush-regeringen håber at få hånd om sikkerheden i Irak i løbet af det kommende år, og den vil have iranerne til at forholde sig i ro. »Se på et kort. Se hvor nemt iranerne f.eks. kan true trafikken mellem Kuwait og Bagdad,« siger tidligere general Daniel Christman til Kiplinger.

Hvortil Nadezhda tilføjer det vestlige Afghanistan og Pakistan, der begge deler grænse med Iran.

Men hvorfor skulle Iran give USA noget som helst? Har de sidste par års irrationelle sabelraslen fra USA ikke overbevist iranerne om, at de bliver nødt til at få atomvåben for at forsvare sig? Og, givet USAs penible situation fra Irak til Afghanistan, så fint opsummeret ovenfor, hvorfor skulle Iran give USA nogen indrømmelser overhovedet?

Iran har krammet på USA. De har krammet på USA, som de aldrig har haft det før. Og det er ene og alene USAs egen skyld. USA har gjort sig sårbar. USA er imponerende afhængig af et uland, der ledes af en morderisk, intolerant og korrupt magtelite; hvis økonomi er planlagt i stykker; hvis ungdom flygter; og hvis revolutionsbudskab forlængst er falmet.

Jeg leder efter en sammenligning fra kunsten. Måske jeg finder en senere.