Casus Belli & Carte Blanche

Hvordan det moralske regnskab end går op i sidste ende, så står det nu klart, at Georgien har tabt:

The first thing to understand about the war between Russia and Georgia is that Georgia has lost. As Doug Muir explains, seizing South Ossetia required the quick severing, and then holding, of a single key route leading from the Caucasus peaks to the South Ossetian capital of Tskhinvali. (...)

The Georgians did not get it done.

Og nu slutspillet, hvor vi skal se hvor meget internationalt omdømme Rusland vil ofre på at bombe Georgien i grus. Ansvaret for dette udfald falder på Saakashvili, der faldt for syd-ossetiernes provokationer, og har vist sig som et utål- og overmodigt brushoved. Han har satset sit land på denne ene aktion, og tabt.

Hvem, der her kan kræve sin gode ret, er ligegyldigt. Det er ikke en god allieret, der risikerer en storkrig for et lille, elendigt stykke lands skyld. Ej heller er det en god allieret, der raser i krig for denne første allierede, i så fald McCain var i Det Hvide Hus. Det er det, der er så dumt ved Foghs udenrigspolitik, der kun går ud på at hænge på USA: Vi kan ryge ud i lort, fordi vi giver frikort til ubetænksomme allierede. Irak er et udmærket eksempel; dette kunne have været et andet.

Det gør man bare ikke. Man går ikke med til hvad som helst. Hvis éns ven er fuld, sørger man for at han ikke kører hjem, og man sætter sig i hvert fald ikke ind på bagsædet samtidig. Det er sund fornuft.