søndag den 10. august 2008

Obi-Wan has taught you well

Jeg ser, at Putin har lært lidt om de vestlige medier: Skal man vinde folkestemningen, så skal man beskylde modstanderen for folkemord. Så magtfuldt et ord siden Rwanda, skønt noget udvandet efterhånden.

Udmærket analyse på A Fistful Of Euros.

lørdag den 9. august 2008

Casus Belli & Carte Blanche

Hvordan det moralske regnskab end går op i sidste ende, så står det nu klart, at Georgien har tabt:
The first thing to understand about the war between Russia and Georgia is that Georgia has lost. As Doug Muir explains, seizing South Ossetia required the quick severing, and then holding, of a single key route leading from the Caucasus peaks to the South Ossetian capital of Tskhinvali. (...)

The Georgians did not get it done.
Og nu slutspillet, hvor vi skal se hvor meget internationalt omdømme Rusland vil ofre på at bombe Georgien i grus. Ansvaret for dette udfald falder på Saakashvili, der faldt for syd-ossetiernes provokationer, og har vist sig som et utål- og overmodigt brushoved. Han har satset sit land på denne ene aktion, og tabt.

Hvem, der her kan kræve sin gode ret, er ligegyldigt. Det er ikke en god allieret, der risikerer en storkrig for et lille, elendigt stykke lands skyld. Ej heller er det en god allieret, der raser i krig for denne første allierede, i så fald McCain var i Det Hvide Hus. Det er det, der er så dumt ved Foghs udenrigspolitik, der kun går ud på at hænge på USA: Vi kan ryge ud i lort, fordi vi giver frikort til ubetænksomme allierede. Irak er et udmærket eksempel; dette kunne have været et andet.

Det gør man bare ikke. Man går ikke med til hvad som helst. Hvis éns ven er fuld, sørger man for at han ikke kører hjem, og man sætter sig i hvert fald ikke ind på bagsædet samtidig. Det er sund fornuft.

Guns of August

Sweet. I keyboardkrigene om Syd-Ossetien skuffer hverken Uffe eller Fogh - skønt Fogh, forfriskende nok, indrømmer at han ikke ved noget om sagen:
Selv om Anders Fogh Rasmussen siger, at det svært at »sætte sig ind i baggrunden« for konflikten i den prorussiske udbryderprovins, så kan det ikke retfærdiggøre Ruslands angreb, mener statsministeren.
Nej, det kunne ikke tænkes, at der var noget i baggrunden, der kunne retfærdiggøre Ruslands angreb. Selv om det selvfølgelig var Georgien, der efter mange ugers små grænsetræfninger med syd-ossetierne eskalerede konflikten ved at sønderbombe Tskhinvali. Whatever. Nu mangler vi bare Søren Pind. Til gengæld har vi McCain, der - som ved Nordkorea - er mere krigerisk end Bush/Cheney-administrationen:
"Sen. McCain is clearly willing to note who he thinks is the aggressor here,” [Scheunemann] said, dismissing the notion that Georgia’s move into its renegade province had precipitated the crisis. "I don't think you can excuse, defend, explain or make allowance for Russian behavior because of what is going on in Georgia.”
...sagde altså Randy Scheunemann, McCains udenrigspolitiske toprådgiver, og tidligere lobbyist for Georgien. I shit you not.

Altså: Eftersom det på gældende tidspunkt ikke er klart hvem, der gjorde hvad, så burde man holde sin mund, før man ved mere. At ovennævnte politikere alligevel ikke holder sig tilbage - og måske nøjes med at "opfordre til tilbageholdenhed" i stedet - viser, at dette drejer sig om at have valgt side på forhånd.

Men at lade det storpolitiske spil afhænge af etniske stridigheder i små, dumme lande, er prøvet før, uden særligt gode resultater.

---

Mere McCain her.

fredag den 8. august 2008

Let the blame games begin!

Pro-Georgien/Anti-Rusland her. Pro-Rusland/Anti-Georgien her og her.

Let the games begin!

Regel nr. 1 i udenrigspolitik er, at man intet ved. Eller; at man ved så lidt om emnet, at man sandsynligvis tager fejl. Jeg ved meget lidt om Georgien, Syd-Ossetien og Abkhasien, så jeg vil ikke føre mig frem, kun linke her og der.

Om alle de andre, der heller ikke ved alverden, kan jeg til gengæld spå: Det meste af den danske højrefløj vil skyde hele skylden for dette på Rusland, og ikke nævne Kosovo med et ord. Politiken vil til gengæld sige at det hele på en eller anden måde er USAs skyld. Søren Pind, Tøger Seidenfaden, jeg stoler på jer! Skuf mig ikke!

---

Hvordan Georgien slipper ud af dette uden at få grusomme tæsk, og miste både Syd-Ossetien og Abkhasien i forløbet, kan jeg ikke helt se, for NATO har næppe tænkt sig at gå i krig med Rusland over Syd-Ossetien - vi har alligevel ingen indsatsstyrker tilovers, de sidder i Irak og/eller Afghanistan. Måske håber Saakashvili på en hurtig sejr og hårdt diplomatisk pres for våbenhvile, for at konsolidere det vundne territorie. Og hvis ikke det sker, vil Rusland vel nøjes med at bombe Tbilisi i grus, fremfor en tærende besættelse og tilhørende PR-katastrofe. Således vil den sidste brik i det jugoslaviske puslespil være på plads...

Gætter jeg på. Men hvad ved jeg.

onsdag den 6. august 2008

Mordbevis

Skønt jeg påskønner de politiske fordele ved et skudsikkert bevis på at den amerikanske administration løj USA ind i Irak, så er det også en diskussion, der i den grad burde høre fortiden til.

De løj. Hold kæft, hvor de løj. Jeg vidste temmeligt lidt om Mellemøsten tilbage i 2002/2003 i forhold til nu, men selv da kunne jeg gennemskue løgnen om samarbejdet mellem al-Qaeda og Saddam Hussein med det samme. Rent faktisk var det det, der først fik min edderkoppesans til at ringe.

Der er rigeligt med beviser. At det endnu ikke er almindeligt accepteret at Bush/Cheney-administrationen løj om Irak, så Baron von Münchhausen ville have rødmet ved det, kan kun forklares politisk: Der er nogen, som simpelthen ikke vil acceptere hvor grelt, det hele er foregået de sidste fem år. Fordi de holder med USA, og altid har gjort det. Eller fordi de hader muslimer mere end de holder af sandheden.

Flere beviser, uanset hvor holdbare, vil ikke gøre nogen forskel. De kan selvfølgelig give mere ammunition til den politiske kamp om den etablerede sandhed. Men selve sandheden om løgnen ligger fast.

Derfor har jeg det lidt underligt med miltbrandsagen. Hvis det skulle vise sig, at dele af det amerikanske statsapparat slog fem amerikanere ihjel for at starte en unødvendig krig, så har jeg svært ved at se at det skulle være værre end at starte en unødvendig krig. Hvori en del flere mennesker end de fem miltbrandsofre er gået til.

Det er det underlige forhold, man har til krig: På en eller anden måde gør det ikke så meget med de mange mennesker, som er blevet flået, sønderrevet eller gennemhullet ihjel i løbet af Irakkrigen. Fordi det er krig, og sådan er krig.

Nej. Krig går ud på at slå folk ihjel. Hvis krigen er unødvendig, så er det at slå folk ihjel uden grund. At slå folk ihjel uden grund er mord. Ergo er dem, der begyndte en krig uden grund, mordere. Ingen nævnt, ingen glemt.

Mere Kina

Den økonomiske afmatning er nået til Kina (via Calculated Risk).
Chinese factories reported a plunge in new orders last month. Exports are barely growing. The real estate market is weakening, with apartment prices sinking in southeastern China, the region hardest hit by economic troubles.

(...)

China’s slowing growth is one reason that gasoline prices have fallen in the United States, for example. Similarly, world prices for metals like copper, tin, zinc and aluminum have tumbled in the last several weeks, as voracious Chinese factories have closed, or cut back their consumption.
På lang sigt er det økonomiske udfald af kreditkrisen og resourceknapheden her i Vesten en genregulering af finanssektoren, mere hjemmeproduktion, mere arbejde og dyrere varer. Hvor stor betydning det får på det politiske felt kommer an på hvor hårdt og hvor længe, det slår. Men regeringer har det med at blive stemt ud, når økonomien går tilbage.

Det, jeg er mest er optaget af, er, hvordan Kina vædrer dette. Det er den første hårde prøve siden globaliseringen tog fat. Der var lidt tilbage i 1997, men det var en finanskrise; det her drejer sig om langt mere grundlæggende uheldigheder, som tilsammen er skabt til at hive tæppet væk under Kinas økonomi. Efter listen, der bl.a. også forudsagde, at Freddie Mac og Fannie Mae skulle reddes på et tidspunkt.

Muntz time

Kinas Olympiske Lege bliver nok ikke den propagandasejr, vokskabinettet kunne have tænkt sig. Fra BBC:
Smog obscures Beijing's stadium

(...)

The spokesman for the organisers, Sun Weide, said pollution control measures over the past decade would work.

According to data from Beijing Environmental Protection Bureau, air quality on Monday was still considered a "blue sky day".

But the BBC’s own test found one major pollutant, particulate matter, was almost six times higher than the recommended level.
Fra LA Times:
Despite a string of pyrite promises by both Chinese representatives and the IOC, Internet access at the Olympics was cratered with blacked-out sites, including Amnesty International, the L.A. Times Olympics Blog and Wikipedia. (Which left, what, MySpace and online backgammon?)

Rob Faris of Harvard’s Berkman Center for Internet and Society called China's approach puzzling. "Providing a large number of journalists with a censored Internet connection when they were promised an open Internet is naturally going to draw a lot of critical stories in the media," he said.

And so it did. It seemed that every major U.S. newspaper and broadcast network had its own story on China’s "Great Firewall," many stating how outrageous it was that Western media should have its information controlled by an oppressive regime.
Fra Berlingske:
To udenlandske journalister er blevet overfaldet og tævet af det kinesiske politi. De to journalister var i den kinesiske grænseby Kashgar i Xinjiang for at dække terrorangreb mandag, hvor to mænd dræbte 16 paramilitære politibetjente.
Når man slår løs på udenlandske journalister, kommer de dårlige historier. Man skulle tro at politistaten kunne besinde sig en enkelt måned, men undertrykkelsen og manipulationen er vist blevet en vanesag. Så derfor, til de totalitære bæster:

tirsdag den 5. august 2008

Benzin & Musik

Benzinpriser. Verdens temperatur. Hvis en orkan mod forventning misser USAs golfkyst, går benzinpriserne i Danmark ned. Hvis en rørledning i Nigerias floddelta bliver saboteret, går priserne i Danmark op. Det er underligt jordnært.

Ellers er mit hoved tomt i dag. Så her er noget pausemusik.

mandag den 4. august 2008

Flex

Den eneste grund til, at sagen om EU-domstolen giver DF "strid medvind", er, at de EU-positive partier er kujoner. Store, feje kujoner. De er kujoner, fordi de er bange for en ærlig snak om EU. Men det har sine grunde:

Det drejer sig om fleksibilitet indenfor EU. Der er ingen. Man er med til alt eller ingenting. Forhandlinger er der, javist, men om en model, der skal gælde for alle. Kun undtagelsesvis er der plads til undtagelser. Ha ha. Hvis der derfor viser sig, at en nations mærkesag er kommet i klemme, er det da allerede for sent at gøre noget ved det - så hellere prøve at mørkelægge problemet, fordi det ellers kun kan øge modstanden mod EU, hvis det kommer for dagens lys. Derfor har de EU-venlige partiers strategi været at tysse diskussionen ned; EUs konstruktion tillader dem ikke andet.

DF er mange ting, men de er ikke kujoner.

søndag den 3. august 2008

Angstskift

Pakistan-angsten slår ud her, her og her. Jeg fornemmer, at det er ved at gå op for folk, at Pakistan er et langt, langt vigtigere land end Afghanistan, på alle måder.

Jeg skylder i øvrigt PET en undskyldning: Selvmordsbomberen, der angreb Danmarks ambassade i Islamabad, kom fra Saudi-Arabien:
In recent weeks, Pakistani, Arab, and Western journalists have reported that non-Afghan Muslims—including Muslims from Europe and North America—were “flocking” to Afghanistan, in part because some were relocating from Iraq, but mostly because there is a widespread perception among Islamists that the West is on the ropes in Afghanistan (Timesonline, July 21; Daily Times [Lahore], July 19). Abu-al-Yazid, for example, said in his interview with GEO-TV that the suicide bomber that attacked the Danish embassy had arrived from Saudi Arabia, though Saudi officials said the man was not an Arab and was not a Saudi citizen (AKI, July 23).
Det ser ud til at Cirkus Jihad er ved at slå teltpælene ned i Pakistan, nu hvor Iraks sunnier ikke længere vil have noget med dem at gøre. Det gør det nok ikke nemmere for Pakistan.

lørdag den 2. august 2008

Egoisme er et tveægget sværd

Tænker højt her. I liberalismens grundbog er økonomiens drivkraft egoismen, idet personlig vinding opnås ved at give andre det, de vil have. Producenterne konkurrerer med hinanden om at give forbrugeren det bedste produkt, fordi de vil tjene penge til sig selv, og forbrugeren vælger det bedste til prisen, fordi han vil være god ved sig selv. Liberalismen siger derfor at markedet bør reguleres så lidt som muligt, så disse markedskræfter kan virke uhindret, til alles bedste.

Det åbenlyse hul i denne teori er, at egoisme ikke nødvendigvis fører til ærlig konkurrence. Hvis egoisme er drivkraften, og markedsforvrængende moral og ideologi ikke er med i billledet, så kunne producenterne lige så vel finde på andre ting for egen vindings skyld. F.eks. kunne de lyve eller skjule oplysninger om produktet for køberen, lyve om andres produkter, eller finde sammen i et priskartel. Til skade for økonomiens effektivitet, men helt i tråd med et ureguleret marked.

Ergo er forbrugervenlig regulering godt for konkurrencen, og dermed for økonomien. Gennemsigtighed er det vigtigste. Kreditkrisen lægger en dæmper på investeringslysten, netop fordi folk ikke har verdens anelse om hvad der er foregået i bankerne, og hvor mange dårlige lån de sidder på. Bankerne ved det tit ikke engang selv. Det er også derfor det er en anelse bindegalt at udlicitere krig til private; krigszoner er gerne lovløse og uigennemsigtige; et mørke, hvori sælger kan undslippe ansvaret for den solgte ydelse.

fredag den 1. august 2008

Sexet Musik

For visse.

Over Indus

Fra et udmærket interview i Harper's med en Ahmed Rashid:
FATA is now almost entirely controlled by the Pakistani Taliban militias who in turn provide cover, protection, and sanctuary to the Afghan Taliban and to Al Qaeda. (...)

Now the Pakistani Taliban are expanding their area of control in the settled areas of the North West Frontier Province. They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world.
Forudsat at krigen i Afghanistan skal vindes, må talebanerne i Pakistan imødegås. Dette kan kun ske fra pakistansk side, da en krig mod selve Pakistan er urealistisk, mildt sagt. Tricket er at få dem til det. Hæren vil ikke af sig selv, den tænker mere på Indien. Om en omfattende "normaliseringsplan" i grænseområderne:
...until Pakistan takes some radical political steps in FATA, this development money should be held back. At the moment, any aid money would end up either with the army or the Taliban. At the same time it would be ruinous if U.S. troops were to cross the Durrand Line and attack FATA. It would unleash a storm of unrest in the Pashtun belt which could lead to major destabilization of the government through suicide bombings and so forth.
Og sandsynligvis afskaffe Pakistans civile institutioner og cementere militæret i rollen som den egentlige overherre.

Hvordan kunne man dog tro, at Musharraf, militærets mand, ville konfrontere sine egne?

Det er spøjst. Det, som Vesten bør gøre i Pakistan, er det, vi påstår at ville: Støtte demokratiet. Men i virkeligheden ønsker vi ham med sildesalat på brystet - demokratiet er jo vægelsindet; man kan ikke stole på det. Var Vestens accept af Musharrafs militærdiktatur et spejl af en fascistisk undertone i Europa og USA? En stærk mand, der tager sig af sagerne? Vores accept af Karimovs brutale styre i Uzbekistan er en lignende situation:
President Islam Karimov has run a highly repressive, corrupt and totalitarian political system and he has refused to carry out even the basic economic and political reforms that other post-Soviet states have done. There is no democracy and no opposition, and as a result the opposition tends to become radicalized quickly, and then forced underground. Many young people are subsequently lured to Islamic militancy, which today means going to FATA and Afghanistan for training with the Islamic Movement of Uzbekistan and other such radical groups allied to Al Qaeda and the Taliban. Such groups have now become pan-Central Asian in that they take in recruits from Xinjiang in China and Chechens in the Caucasus. The U.S. relationship with Uzbekistan has been complex, but under Bush it has come to focus entirely on the need to use Uzbekistan as a support base for military operations.

A real crisis in Uzbekistan is likely to develop over the succession to Karimov. He is old and ill. There is infighting between the power brokers of his regime over who would succeed him, while he is trying to secure his family’s wealth by insisting upon his daughter Gulnara as his successor. Any succession crisis that would divide the regime would be immediately exploited by the Islamic Movement of Uzbekistan and other such groups because there is no democratic opposition in the country. These militant groups are in the process of creating an underground Islamist movement in Central Asia–what is now being termed the “Central Asian Taliban.” The shock waves from a destabilized Uzbekistan will be felt throughout the region.
Terrorkrigens fremtid synes at ligge i at give penge til diktatorer, der slås med indre islamistisk opposition - om ikke andet, så fordi Vesten ikke vil eller kan lægge soldater til. Men penge har vi, penge til hele verden.

Det står skrevet, addendum

Der er en rumsteren blandt jødisk-amerikanske skribenter i øjeblikket, opsummeret her af Todd Gitlin på TPMCafé. Tvisten drejer sig om de højreorienterede amerikanske jøders formidable evne til at skubbe de venstreorienterede jøder helt ud af det amerikanske mediebillede, i forlængelse af diskussionen om AIPACs rolle i krigen mod Irak.

Trofæet er besiddelsen af det moralske kompas, der blev skabt i de moralske efterdønninger efter 2. Verdenskrig, som før beskrevet her på bloggen.

Det siger nemlig sig selv: Når nazismen er selveste ondskaben, når Hitler er Satan, så følger det, at jødedommen står for selveste godheden, da jøderne var det folk, der led hårdest under nazisterne. Jødedommen er siden blevet repræsenteret af Israel. At støtte Israel er derfor at være god. At angribe Israel er derfor at være ond. I denne meningsramme er hadsk, anti-israelsk retorik fra muslimske ledere ikke bare at sammenligne med, men præcis som Hitlers. Hamas er præcis som nazister. Ahmadinejad vil en ny jødeudryddelse. Historien vil gentage sig, hvis vi ikke - denne gang - er årvågne: Aldrig igen!

Trofæet er stort, da det indirekte giver stor indflydelse på brugen af den amerikanske hær, verdens mægtigste. Så den intra-jødisk-amerikanske kamp er faktisk temmelig vigtig for resten af verden. Højrefløjen har været kolossal effektiv: Diskursen i USA ligger et godt stykke til højre for selv den israelske, og vidden af offentligt tilladte meninger er meget smal.

Hvis det skulle lykkes for de venstreorienterede jødiske amerikanere at bryde de højreorienteredes repræsentationsmonopol, så er vejen lagt åben for fremskridt, da USA reelt er den eneste nation i verden, der kan vride armen om på Israel. Men der er lang vej endnu. Amerikansk udenrigspolitik er i hænderne på præsidenten, og republikanerne ligger nærmest til højre for Likud. Obamas særlige problem er det kølige forhold mellem sorte og jøder i USA, han skal være specielt forsigtig. Men han antyder noget af det rigtige - længere kan han ikke gå.