fredag den 1. august 2008

Over Indus

Fra et udmærket interview i Harper's med en Ahmed Rashid:
FATA is now almost entirely controlled by the Pakistani Taliban militias who in turn provide cover, protection, and sanctuary to the Afghan Taliban and to Al Qaeda. (...)

Now the Pakistani Taliban are expanding their area of control in the settled areas of the North West Frontier Province. They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world.
Forudsat at krigen i Afghanistan skal vindes, må talebanerne i Pakistan imødegås. Dette kan kun ske fra pakistansk side, da en krig mod selve Pakistan er urealistisk, mildt sagt. Tricket er at få dem til det. Hæren vil ikke af sig selv, den tænker mere på Indien. Om en omfattende "normaliseringsplan" i grænseområderne:
...until Pakistan takes some radical political steps in FATA, this development money should be held back. At the moment, any aid money would end up either with the army or the Taliban. At the same time it would be ruinous if U.S. troops were to cross the Durrand Line and attack FATA. It would unleash a storm of unrest in the Pashtun belt which could lead to major destabilization of the government through suicide bombings and so forth.
Og sandsynligvis afskaffe Pakistans civile institutioner og cementere militæret i rollen som den egentlige overherre.

Hvordan kunne man dog tro, at Musharraf, militærets mand, ville konfrontere sine egne?

Det er spøjst. Det, som Vesten bør gøre i Pakistan, er det, vi påstår at ville: Støtte demokratiet. Men i virkeligheden ønsker vi ham med sildesalat på brystet - demokratiet er jo vægelsindet; man kan ikke stole på det. Var Vestens accept af Musharrafs militærdiktatur et spejl af en fascistisk undertone i Europa og USA? En stærk mand, der tager sig af sagerne? Vores accept af Karimovs brutale styre i Uzbekistan er en lignende situation:
President Islam Karimov has run a highly repressive, corrupt and totalitarian political system and he has refused to carry out even the basic economic and political reforms that other post-Soviet states have done. There is no democracy and no opposition, and as a result the opposition tends to become radicalized quickly, and then forced underground. Many young people are subsequently lured to Islamic militancy, which today means going to FATA and Afghanistan for training with the Islamic Movement of Uzbekistan and other such radical groups allied to Al Qaeda and the Taliban. Such groups have now become pan-Central Asian in that they take in recruits from Xinjiang in China and Chechens in the Caucasus. The U.S. relationship with Uzbekistan has been complex, but under Bush it has come to focus entirely on the need to use Uzbekistan as a support base for military operations.

A real crisis in Uzbekistan is likely to develop over the succession to Karimov. He is old and ill. There is infighting between the power brokers of his regime over who would succeed him, while he is trying to secure his family’s wealth by insisting upon his daughter Gulnara as his successor. Any succession crisis that would divide the regime would be immediately exploited by the Islamic Movement of Uzbekistan and other such groups because there is no democratic opposition in the country. These militant groups are in the process of creating an underground Islamist movement in Central Asia–what is now being termed the “Central Asian Taliban.” The shock waves from a destabilized Uzbekistan will be felt throughout the region.
Terrorkrigens fremtid synes at ligge i at give penge til diktatorer, der slås med indre islamistisk opposition - om ikke andet, så fordi Vesten ikke vil eller kan lægge soldater til. Men penge har vi, penge til hele verden.

10 kommentarer:

  1. Jeg var en af dem, som sagde "Musharraf eller kaos", og som du beskriver det, så er Pakistan nu ikke langt fra kaos. Det er ikke nødvendigvis fordi Musharraf ikke længere er præsident, men snarere for, Pakistan simpelthen er generisk kaotisk og usammenhængende.

    Kun islam skaber en usikker sammenhængskraft i landet, som er delt mellem centralasiatisk-persisk kultur og indisk:

    "They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world."

    Det logiske ville være, at 'man' lod pashtunerne få det hjemland, de gerne vil have, og dermed splitter både Pakistan og Afghanistan op i mindre dele.

    SvarSlet
  2. Fik du læst hele interviewet? Kernen er, at ISI har støttet militante og terroristgrupper som del af konflikten med Indien, at de bl.a. skabte taleban-bevægelsen, og at denne nu er ved at komme ud af kontrol, Frankensteins monster. Og ISI er fortsat med at støtte taleban, under Musharraf, der ikke har gjort alverden for at stoppe det. Det er problemet, langt mere end Pakistans forskellige etniciteter. Og Musharraf er stadig præsident.

    SvarSlet
  3. Hvad skal man da gøre, hr Kommentar? Det ville være interessant med en konstruktiv udenrigspolitisk kommentar fra din side - i stedet for den der barnagtige vrængen næse af fader USA.

    SvarSlet
  4. Talebanerne blev skabt af Pakistan, Saudiarabien og USA, som kunne bruge dem til hver deres formål (vs. Indien, vs. Sovjet samt udbredelse af wahabisme).

    Frankensteins monster? Javist, men taleban kan ikke udelukkende betragtes som en militant religiøs bevægelse, de er også til en vis grad motiveret af pashtun-separatisme, som har en historie bag sig og sandsynligvis ikke bare forsvinder, selvom ISI stopper sin støtte.

    Men du har helt ret i, at det er en krudttønde, og nok en af de potentielt farligste globalt. Jeg har ingen umiddelbare svar.

    SvarSlet
  5. Talebanerne blev skabt af Pakistan, Saudiarabien og USA, som kunne bruge dem til hver deres formål (vs. Indien, vs. Sovjet samt udbredelse af wahabisme).

    USA har, så vidt jeg ved, aldrig direkte haft noget at gøre med taleban, bl.a. fordi de trak alle pengene ud af Afghanistan i takt med USSRs soldater, før talebanerne blev vigtige. Det efterfølgende magtvakuum blev så fyldt ud af Pakistan via taleban, som ISI tog til sig, opfostrede og gjorde stærke. ISI hører under den pakistanske hær, så der er forbindelsen; det er hærens FE. Talebanernes Deobandi-madrassaer blev støttet af Saudi-Arabien, men Pakistan er 99% deres velgører.

    taleban kan ikke udelukkende betragtes som en militant religiøs bevægelse, de er også til en vis grad motiveret af pashtun-separatisme, som har en historie bag sig og sandsynligvis ikke bare forsvinder, selvom ISI stopper sin støtte.

    Helt rigtigt, men traditionelt har pashtunerne holdt sig for sig selv, ikke som de sidste par år, hvor selvmordsbomberne har sprængt i Punjab. Og så er der talebanernes støtte til al-Qaeda, selvfølgelig, som jo satte hele baduljen i sving.

    Jeg tror heller ikke at Pakistan ville vinde alverden lige nu ved at skære båndene til talebanerne, fordi problemet er løbet ud af kontrol. Sådan går det, når man leger med ild. Men på lang sigt skal det gøres; Pakistans støtte er talebanernes navlestreng, eller benzin på bålet, om man vil.

    Pakistans leg med militante kommer af at hæren, som har grusom megen politisk magt, er besat af Indien og Kashmir. Alt andet er biting. Det er det grundlæggende problem. Så hvis bare Kashmir kunne komme i orden...

    Og Musharraf er hærens mand - selv om dele af hæren hader ham, fordi han tabte Kargil-krigen i 1999. Det er indviklet.

    SvarSlet
  6. Hvad skal man da gøre, hr Kommentar?

    Det kommer an på hvad målet er.

    SvarSlet
  7. Det klæder dig ikke med den nedladende distance. Tag dig sammen og forklar hvad du mener, hvis dit blognavn skal give nogen mening. Du kunne jo også have kaldt bloggen "udenrigspolitisk sladder", men det gjorde du ikke.

    Det klæder dig heller ikke at spille dum på the-citizen. Den blødsødne europæiske offentlighed er selvfølgelig en væsentlig brik i spillet om Irak-krigen. Den er bl.a. resultatet af feminiseringen. Det skrev jeg og det kunne du have forholdt dig til - eller blot holdt din kæft, ikkesandt?

    SvarSlet
  8. Sandt, som du skriver: det var mujahedinerne,der fik direkte støtte af USA og SA, mens taleban var generationen efter mujahedin. Madrasaerne var støttet af SA, som fik indflydelse i Pakistan under Zia Ul-Haq (der til gengæld fik bistand fra SA).

    Zia var også USA-støttet, så helt uvidende om SAs aktiviteter har amerikanerne ikke været. I øvrigt var det de amerikansk- og pakistansk støttede arabere, herunder Osama, som stod for træning og ideologi i forhold til talebanerne. Så selvom USA ikke har bidraget direkte til taleban, så har de en finger med i spillet.

    I øvrigt er den pakistanske hær og vist nok særligt ISI domineret af etniske pashtuner, hvilket gør tingene endnu mere delikate.

    Hvad kunne målet være i Pakistan/Afghanistan?

    Man kunne overdrage Kashmir til Pakistan og til gengæld oprette en uafhængig Pashtunstat på begge sider af den pakistansk-afghanske grænse. Denne stat kan så gå til grunde som wahabistisk failed state, mens den persisktalende del af Afghanistan måske kan rettes op.

    Og mellem Indien og Pakistan kunne freden sænke sig, til fælles gavn og glæde.

    SvarSlet
  9. Rigtigt med USAs forhold til taleban, helt op til 9-11 fik de ros og penge for at slå ned på opiumsdyrkelse (noget, nogen mener kun var pga. dårlig høst).

    Dine løsninger lyder godt, men igen, hvad er realistisk? Hverken Indien eller Pakistan vil give afkald på noget som helst i Kashmir, og det er først og fremmest dem, der skal finde ud af det. Pres fra udlandet kan hurtigt give bagslag.

    Det er ikke hvad der skal gøres, det er hvordan man gør det. Hvordan man overhovedet får gjort noget.

    SvarSlet
  10. 37g,

    mit spørgsmål var skam alvorligt ment. Et af problemerne med missionen i Afghanistan er netop hvor dårligt defineret slutmålet er.

    Den blødsødne europæiske offentlighed er selvfølgelig en væsentlig brik i spillet om Irak-krigen.

    Da de europæiske lande ikke var bange for at bidrage til Afghanistan, vil jeg tro, at det snarere var fordi Irak ikke havde noget med 9-11 eller al-Qaeda at gøre.

    SvarSlet