Det står skrevet, addendum

Der er en rumsteren blandt jødisk-amerikanske skribenter i øjeblikket, opsummeret her af Todd Gitlin på TPMCafé. Tvisten drejer sig om de højreorienterede amerikanske jøders formidable evne til at skubbe de venstreorienterede jøder helt ud af det amerikanske mediebillede, i forlængelse af diskussionen om AIPACs rolle i krigen mod Irak.

Trofæet er besiddelsen af det moralske kompas, der blev skabt i de moralske efterdønninger efter 2. Verdenskrig, som før beskrevet her på bloggen.

Det siger nemlig sig selv: Når nazismen er selveste ondskaben, når Hitler er Satan, så følger det, at jødedommen står for selveste godheden, da jøderne var det folk, der led hårdest under nazisterne. Jødedommen er siden blevet repræsenteret af Israel. At støtte Israel er derfor at være god. At angribe Israel er derfor at være ond. I denne meningsramme er hadsk, anti-israelsk retorik fra muslimske ledere ikke bare at sammenligne med, men præcis som Hitlers. Hamas er præcis som nazister. Ahmadinejad vil en ny jødeudryddelse. Historien vil gentage sig, hvis vi ikke - denne gang - er årvågne: Aldrig igen!

Trofæet er stort, da det indirekte giver stor indflydelse på brugen af den amerikanske hær, verdens mægtigste. Så den intra-jødisk-amerikanske kamp er faktisk temmelig vigtig for resten af verden. Højrefløjen har været kolossal effektiv: Diskursen i USA ligger et godt stykke til højre for selv den israelske, og vidden af offentligt tilladte meninger er meget smal.

Hvis det skulle lykkes for de venstreorienterede jødiske amerikanere at bryde de højreorienteredes repræsentationsmonopol, så er vejen lagt åben for fremskridt, da USA reelt er den eneste nation i verden, der kan vride armen om på Israel. Men der er lang vej endnu. Amerikansk udenrigspolitik er i hænderne på præsidenten, og republikanerne ligger nærmest til højre for Likud. Obamas særlige problem er det kølige forhold mellem sorte og jøder i USA, han skal være specielt forsigtig. Men han antyder noget af det rigtige - længere kan han ikke gå.