Mordbevis

Skønt jeg påskønner de politiske fordele ved et skudsikkert bevis på at den amerikanske administration løj USA ind i Irak, så er det også en diskussion, der i den grad burde høre fortiden til.

De løj. Hold kæft, hvor de løj. Jeg vidste temmeligt lidt om Mellemøsten tilbage i 2002/2003 i forhold til nu, men selv da kunne jeg gennemskue løgnen om samarbejdet mellem al-Qaeda og Saddam Hussein med det samme. Rent faktisk var det det, der først fik min edderkoppesans til at ringe.

Der er rigeligt med beviser. At det endnu ikke er almindeligt accepteret at Bush/Cheney-administrationen løj om Irak, så Baron von Münchhausen ville have rødmet ved det, kan kun forklares politisk: Der er nogen, som simpelthen ikke vil acceptere hvor grelt, det hele er foregået de sidste fem år. Fordi de holder med USA, og altid har gjort det. Eller fordi de hader muslimer mere end de holder af sandheden.

Flere beviser, uanset hvor holdbare, vil ikke gøre nogen forskel. De kan selvfølgelig give mere ammunition til den politiske kamp om den etablerede sandhed. Men selve sandheden om løgnen ligger fast.

Derfor har jeg det lidt underligt med miltbrandsagen. Hvis det skulle vise sig, at dele af det amerikanske statsapparat slog fem amerikanere ihjel for at starte en unødvendig krig, så har jeg svært ved at se at det skulle være værre end at starte en unødvendig krig. Hvori en del flere mennesker end de fem miltbrandsofre er gået til.

Det er det underlige forhold, man har til krig: På en eller anden måde gør det ikke så meget med de mange mennesker, som er blevet flået, sønderrevet eller gennemhullet ihjel i løbet af Irakkrigen. Fordi det er krig, og sådan er krig.

Nej. Krig går ud på at slå folk ihjel. Hvis krigen er unødvendig, så er det at slå folk ihjel uden grund. At slå folk ihjel uden grund er mord. Ergo er dem, der begyndte en krig uden grund, mordere. Ingen nævnt, ingen glemt.