lørdag den 31. maj 2008

Det kryber

S går til angreb mod VKOs krybende privatisering af sundhedsvæsenet. På tide. Behandlingsgarantierne fik det forventede resultat; at privathospitalerne tjener kassen.

For at gøre det klart, så er det ikke det private, jeg er imod, men det privates økonomiske ineffektivitet sammenlignet med det offentlige, samt udhulingen af dennes arbejdskraft. Når de offentligt ansatte sygeplejersker er bagefter de privat ansatte i løn, så må den sættes derefter, ellers siver folk over til det statsfinansierede private. Man er jo ikke idiot.

Det er først, når man skubber et lag af forsikringer ind mellem patient og pleje, at det for alvor bliver både dyrt og dårligt. Så hvis regeringen på ærlig vis kan bevise at staten får lige så meget for pengene i det private som i det offentlige, så støtter jeg det gerne. Venter spændt.

Det er for i øvrigt noget komplet wank, når OECD sammenligner sygeplejerskearbejdet med andre jobs, baseret ene og alene på uddannelseslængde. Jeg kunne ikke være sygeplejer - det er for hårdt mentalt. De skal sammenlignes med sygeplejersker i det private, færdig. Men OECD ved vi godt hvor vi har.

---

Mon ikke vi også får mere at høre til Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen, der vist er nem at hyle ud af den. På Henrik Sass' anklage om, at privathospitaler får flere penge ud af at behandle en arbejdende med virksomhedsbetalt sundhedsforsikring end en førtidspensionist uden, svarer hun:
»Ja, men ved du hvad. Vi kan aldrig lave et samfund med millimeter retfærdighed. Så går alt i stå. Så synes jeg, at Henrik Sass skal flytte ud i det yderste hjørne af Rusland. Eller til et andet sted, hvor det er diktaturet, der styrer. Vi gør alt for at få produktiviteten i sundhedsvæsnet op – og det er sket.«
Sass er en kommunist.

Stilstand?

Cernig fra Newshoggers har et godt referat af Iraks seneste politiske baglås. Der har været nogle stykker. Denne gang drejer det sig om samarbejdsaftalen mellem USA og Irak, der skulle erstatte FNs mandat, som udløber ved nytår, og om lokalvalgene.

Lokalvalgene er blevet udskudt. Fra irakisk perspektiv er der ganske meget der afhænger af disse, og offensiven mod Basra havde ikke så lidt at gøre med regeringspartiernes ønske om at kontrollere udfaldet. Som med Kirkuk, så er situationen nok den, at der er for meget på spil til at nogen vil overlade det til et valg, de ikke kan kontrollere. Det er lidt som i Libanon; man stoler ikke på oppositionen over en dørtærskel, og slet ikke nok til at lade den vinde et valg. Så hellere intet valg. Men også som folkeafstemningen om Kirkuk, så kan lokalvalgene ikke udskydes for evigt. Og jo længere de bliver udskudt, jo mindre tiltro har fraktionerne til den politiske proces, og i jo højere grad vil våbnene tale. USAs dominans er her som en halv kontrolstav i et atomreaktormodul: Den holder udviklingen tilbage, men kan ikke lukke den ned. Uden USA og Iran ville det være festligt.

Hvad mere vigtigt er, at oveni dette har godt og vel samtlige ikke-kurdiske partier, fraktioner og magtcentre af national betydning erklæret deres modstand mod samarbejdsaftalen. Dette inkluderer endda formanden for statsminister al-Malikis eget parti (nej, det er ikke al-Maliki selv, sjovt nok), samt monolitten al-Sistani.

Så intet bliver til noget. Jeg skyder på, at USA blot vil søge FN-mandatet forlænget i Sikkerhedsrådet, og tro den prut slået. Men den voldsomme modstand blandt Iraks politikere mod aftalen med USA er faktisk en heftig politisk udvikling; hidtil har man kunnet stole på regeringspartierne som USAs trofaste håndlangere - måske er de iranske bånd ved at hale partierne hjem, stille og roligt. Det er værd at holde øje med. Er udviklingen, at samarbejdsaftalen simpelthen er for stor en kamel til fordøren, og må smugles forklædt ind af bagdøren, eller har de shi'itiske regeringspartier rent faktisk vendt sig mod USAs tilstedeværelse?

Jeg har svært ved at tro på det, min tolkning har længe været at de er dybt afhængige af USAs støtte. Vi får se.

fredag den 30. maj 2008

Paging Mr Uffe

Uffemanden:
Der er skabt mange myter om, at krigen byggede på en løgn. Der er ikke belæg for den påstand i de mange undersøgelser, som er gennemført af grundlaget for krigen. Man kan ligefrem tale om “løgnen om løgnen” - også i den hjemlige danske debat.
Læs og bliv klog.

Jeg kører lidt på Uffe, fordi han er arrogant og dum. Skal man være arrogant, skal man gøre sig fortjent til det.

Nukulær

The Citizen hænger i, jeg ligeså. Han siger:
Der lever en masse mennesker rundt omkring, der lever på steder, hvor det er totalt møghamrende utopisk at forestille sig, at man forsyner dem pr. langdistance med el produceret på et a-kraftværk.

Mange, for ikke at sige de fleste af dem, lever på steder, hvor man så rigeligt vil kunne producere energien decentralt via sol- og vindenergi. De mennesker har fortjent, at vi tager dem seriøst. At vi udvikler de teknologier, der skal til for at de kan hæve deres levestandard til noget, der bare minder om vores, uden at hæve deres CO2-forbrug tilsvarende. Og uden at det fordres, at nogen først bygger en infrastruktur til distribution af elektricitet, som hører et “gammelt” I-land til.

Hvis vi beslutter os for at satse hele butikken på a-kraft og fuldstændigt dropper udviklingen af de vedvarende energikilder, så beslutter vi os altså også for, at det rager os en papand, hvordan de vel omkring 4 milliarder mennesker, der ikke har adgang til vores energiforbrug, skal realisere en stigning i deres levestandard, der IKKE truer klodens velbefindende; hvis ellers man tager den såkaldt globale opvarmning for gode varer.
To modargumenter:

1. Jeg har aldrig sagt, at forskning i sol, vind og bølge er en dårlig idé, tværtimod. For at citere mit tre måneder gamle indlæg med titlen "Forsk lokalt, påvirk globalt":
Indtil forureningen lokalt bliver så slem, at man simpelthen er tvunget til at gøre noget ved den, så er der kun éen faktor, der bestemmer udviklingslandenes energikilder: Penge.

(...)

Det, verden har brug for, er fremskridt som de nyeste indenfor solcelleteknologi, der gør en solcellewatt omtrent fem-ti gange billigere. Det gør en forskel for hele verden. Og opvarmningen er - global.
Mit argument var, at det bedste Danmark kan gøre for verden, er at sætte milliarder af til forskning i energi. Det kan sagtens sameksistere med atomkraft.

2. Atomkraft er i høj grad en mulighed for de industrialiserede lande, der lige nu udleder over halvdelen af alle drivhusgasser i verden, hvorimod vedvarende energi ikke kan dække disses forbrug. Det er værd at tage med.

---

En sidste tilføjelse, vedr. uranforsyninger. IPCC - dem, hvis rapporter benægterne elsker at hade - udgav i 2007 en rapport (PDF) med denne lille godbid:
Even if the nuclear industry expands significantly, sufficient fuel is available for centuries.
Under antagelsen af at genbrug af atombrændslet bliver almindelig praksis. Som det i dag er i Frankrig.

Kontakt og konflikt

Sammenstød mellem gruppeidentiteter er en selvfølge når grupperne ikke blandes, ikke kender noget til hinanden, men alligevel færdes blandt hinanden. Efter det samme princip, der gør dårlige nyheder til de mest interessante, bliver kontakten mellem to sådanne grupper kogt ned til dårligdomme. Det kan være vold, voldtægt, tyverier, ydmygelse, undertrykkelse, eller blot opfattelsen deraf. Da de dårlige nyheder ikke afbalanceres af nogen erfaring med gruppen (min gode ven Hassan/Peter/Uri/Wong er skam fin nok), så fører denne tilstand uværgerligt til mistro og det, der er værre. Ser man på de europæiske minoriteter, der gennem eksklusion fra majoriteten har værnet om sin identitet, så er de tit blevet forfulgt og forsøgt udryddet. For hvad ved man om sigøjnere, andet end at de stjæler?

Nej, dette indlæg handler faktisk ikke om muslimer i Europa, selv om det sagtens kunne, men om COIN. De vestlige hære i både Irak og Afghanistan har ikke alverden med kontakt til de lokale, hvilket er netop sådan en situation. Derfor kan en hændelse som denne gøre stor skade:
Fallujah, the scene of a bloody U.S. offensive against Sunni insurgents in 2004, has calmed and grown less hostile to American troops since residents turned against al Qaida in Iraq, which had tried to force its brand of Islamist extremism on the population.

Now residents of the city are abuzz that some Americans whom they consider occupiers are also acting as Christian missionaries. Residents said some Marines at the western entrance to their city have been passing out the coins for two days in what they call a "humiliating" attempt to convert them to Christianity.
Jeg har ikke læst om noget sådant før, og det er stensikkert ikke noget de amerikanske soldater gør ellers. Men hvad hjælper det, når den irakiske befolkning ikke har megen anden kontakt med amerikanerne end det allerhøjst nødvendige? Denne historie skal nok brede sig som en steppebrand, på samme måde som historien om snigskytten, der skød til måls efter en koran, og de irakiske kvinder, der af nød måtte prostituere sig selv. Det er sådanne historier, man af god grund kalder en "PR-katastrofe". Og når COIN-styrkerne kommer langvejs fra, og simpelthen ikke har den kontakt med civilbefolkningen der er nødvendig for at begrænse skaderne, så går det meget nemt den gale vej.

Det gælder i øvrigt begge veje. På samme måde som politifolk ikke kender noget til indvandrere ud over de kriminelle, så kender COIN-styrkerne ikke meget andet til de lokale end dem, der skyder.

COIN er meget svært.

Indiana Jones 4, anmeldelse

I det mindste var Jar Jar Binks ikke med.

torsdag den 29. maj 2008

DrengeMusik

Karlheinz Stockhausens gennembrud, #1 på listen i seks uger. Går jeg ud fra.

Hr Atom slår igen

The Citizen svarer, jeg svarer.
Byg for min skyld gerne et atomkraftværk eller to; men lad være med at afskrive den vedvarende energi, og det er dér, jeg kan være lidt bange, hvis vi skulle vælge at satse på at være dækket af atomenergi om fx 20 år. Det vil sætte udviklingen af vind-, sol og bølgeenergi tilbage herhjemme, formentlig udradere hele industrien som sådan og tvinge den til USA.
Jeg kan ikke prioritere arbejdspladser frem for miljøet. Særligt ikke, når disse arbejdspladser er støttet i hoved og numse, samtidigt med at resten af landet fattes penge og arbejdskraft.

Hvis nogen for i øvrigt kunne finde ud af et samlet tal for hvor meget støtte vindkraftproduktion får, både direkte og indirekte, inkl. eksportstøtte, så vil jeg gerne høre fra dem. Indtil videre har jeg da fundet 228 millioner kroner i "tilskud til erhverv" under Transport- og Energiministeriet i Finansministeriets database, men hvor meget der går til Vestas på denne og andre konti kan jeg ikke sige. Gennemsigtigt er det ikke.

Atomkraft får støtte hvor det bliver bygget, fordi bygningsfasen er dyr og varer noget nær ti år, og ingen private vil sætte penge til i så mange år uden at få noget igen inden da. Men når skidtet så er bygget, så er energien ganske billig.

Støtte til forskning i vindkraft, derimod: Top dollar. Altid.
For så vidt angår det med lagringen og fremtidsteknologier - en termokande og en dypkoger er et godt udgangspunkt. Den skal bare bygges lidt større … det er vel den egentlige udfordring, men så svært kan det vel heller ikke være?

Faktisk gør man det allerede i Skagen. Hvis synet støder, så grav reservoiret ned. Så skal det bare isoleres bedre, vil jeg tro.
Det er en envejsproces: At lave el om til varme for at bruge den til fjernvarme er ikke det samme som en elbank, og man kan ikke bruge fjernvarme til at drive elturbiner. Varme skal være koncentreret for at man kan lave det om til andre energikilder, det skal mindst kunne varme vand op over 100 grader kogepunktet (trykkoger?).
Gør det attraktivt for folk at installere “personlige vindmøller/hjemmemøller” i størrelsesordenen 3-6 kW/h; det drejer sig mest om at tillade, at elmåleren må løbe baglæns i de perioder, hvor folk sender strøm ud på nettet, frem for at man skal installere en svinedyr separat elmåler til møllen.
Igen, lidt af en fremtidsteknologi, som alligevel ikke løser problemet med perioder med ustabilitet. Og dyr: Så vidt jeg har læst, så koster disse hjemmemøller fra 60.000 kr. og opefter. Men det er en teknologi, som folk i almindelighed måske har lettere ved at sluge end kæmpeturbiner, og man gør noget lignende i Storbritannien. I et kredsløb med husbatterier kunne det blive til noget.
De store vindmøllerne larmer? Så flyt dem ud på a’ hav.
Møgdyrt. Det er ikke bare dyrt at bygge til havs - og vedligeholde til havs - det er også et problem med afstanden: Den sluger strøm. For effektivitetens skyld skal kraftværker generelt bygges så tæt på behovet som muligt. Så en massiv satsning på havvindmølleparker skulle være i forbindelse med den førnævnte batterikonstruktion, som stadigt er på det teoretiske stadie (PDF).
Det kræver noget zonelovgivning, noget planarbejde der i langt højere grad trækker ting ned over hovedet på folk, end vi er vant til her til lands - men det kommer en håndfuld atomkraftværker den onde lynemig også til; de kan kun blive placeret gennem en lov vedtaget i Folketinget af et så godt som enstemmigt ting.
Så vil jeg sige, at hvis man alligevel har diktatorisk magt, så kan man lige så godt vælge den billige, gennemprøvede og ukomplicerede løsning - atomkraft - og bruge resten af pengene på dejlige ting som gammeldaws isvafler og sundhedsvæsenet. Men når grænsen for gennemførelsen af et CO2-neutralt energinet udgøres af formørkede vrangforestillinger om atomkraftens ulyksaligheder, så er min energi - ha - bedst brugt på at oplyse mine medmennesker.
Det kræver nogle politikere, der vil sætte sig igennem, trodse en storm af protester fra gud og hvem som helst og træffe nogle beslutninger, de ikke vinder mange stemmer på i dag.

Hold da op, hvor kan jeg ikke få øje på dem. Deri er vi 110 procent enige.
Amen to that.

onsdag den 28. maj 2008

Muppet labs - fremtiden i dag

Jeg er ikke en forbandet ingeniør, så tag hvad jeg skriver med et gran salt. Men når det drejer sig om at lave et miljøvenligt energinet, så kan jeg ikke acceptere at man regner fremtidsteknologier (PDF) med i nutiden. De tal for atomkraft, jeg hev frem i forrige indlæg, er baseret på nutidens teknologier. Idéen med vedvarende, men ustabile energikilder forbundet til batterier af en slags er fin, hvis nogle rent faktisk gad pege på et nulevende eksempel. Et, der fungerer, og er i brug.

Og så vil jeg gerne se effektivitetsgraden, og ekstrapolere frem til hvor mange gange flere vindmøller vi skulle have for at dække vores elforbrug, med og uden eldrevne biler. Jeg gætter på en syv-tolv gange så mange. Og nu alle problemerne med infralyd er ude at lufte, så tror jeg endda at atomkraft er mere realistisk at få igennem. Særligt, når folk finder ud af at det er billig el, ikke fylder mere i landskabet og øregangen end almindelige kulkraftværker, og er stabilt som bare fanden.

Jeg kunne lige så vel sige, at i fremtiden vil atomteknologi være endnu mere fantastisk end nu, på samme måde som kulindustrien taler om "rent kul" (en teknologi på forsøgsstadiet, der allerede nu viser sig at være temmeligt tvivlsom), og at vi derfor ikke bør skænke resten en tanke.

Det ville være bollocks. Som Illustreret Videnskab har bevist mange gange, så kommer de flyvende biler ikke af at man skriver at de vil. Så når Borgeren - som jeg holder meget af - skriver om atomkraftværker:
Dels taget det en evighed at bygge sådan et værk. Fra man rent faktisk beslutter sig til at gøre det gennem planfaser, projektering, udbud, byggeri etc. vel en 10-15 år.

Hvad gør vi i mellemtiden?

Dels så er problemet med alternativerne vind-, vand- og solenergi, at de jo bogstaveligt producerer, som vejret tilfældigvis teer sig. Men opgaven med at lagre energien fra energiholdige dage, så den kan bruges på energifattige dage - den må altså kunne løses. Man kunne fx begynde at forske rigtigt seriøst i det.
Så gør han faktisk det, at han fejer en eksisterende teknologi af banen til fordel for en ikke-eksisterende; nemlig at forbinde vindmøller med batterier. Og den falder jeg ikke for. Selv om det gerne tager ti år at bygge et atomkraftværk, så er vi garanteret at det vil virke som det gør i dag, samtidig med, at vi ingen garanti har for at problemerne med infralyd er pist væk, og at energiopbevaringsteknologi til den tid er blevet mere effektiv, så man måske kun skulle bruge fem gange så mange vindmøller som nu.

Et er, hvad der er politisk realistisk, og hverken atomkraft eller fem gange så mange vindmøller har lige nu en jordisk chance for at komme igennem. Men på et tidspunkt får vi lig på bordet, hvilket nok skal skabe lidt politisk bevægelse, og indtil da kan jeg lige så godt gøde jorden med lidt fakta og lidt sjov:

tirsdag den 27. maj 2008

Up and atom!

Den atomkraftvenlige britiske regering har for nyligt udgivet en hvidbog (PDF) med beregninger af atomkraftens udledning af drivhusgasser fra vugge til grav, og inkluderer uranminering, konstruktion, drift og til sidst nedrivning. Bottom line:
The estimated full life cycle emissions from a nuclear power station (7-22gCO2/kWh) are equivalent to between 2 per cent. and 6 per cent. of those of a gas-fired station for every unit of electricity generated. These include all emissions from uranium processing, through construction and decommissioning to the management of radioactive waste.
Udregningerne går i øvrigt ikke ud fra at atombrændslet bliver genbrugt, sådan som det sker i Frankrig. De går også ud fra at maskinerne til minedriften drives af fossile brændstoffer, ikke elektricitet. Igen; det største problem med vind- og solkraft er ikke prisen - det kunne vi nok overleve - men ustabiliteten. Atomkraft har ikke sådanne problemer. Det betyder ikke at man ikke skal effektivisere økonomien via en CO2-skat, det har altid været en god idé. Men det alene er ikke nok, og ingen bør påstå at man ikke kan gøre begge dele.


(via Wired via Politiken. Og jeg vil ikke høre noget om Mr Burns.)

mandag den 26. maj 2008

Præsidentvalg, spekulationer

Udenrigsminister Rice:
"If we don't get it right in Iraq, if we leave Iraq prematurely, then we're going to empower Iran," Rice said on Friday in an interview with CNBC's "Closing Bell with Maria Bartiromo.
Jo tættere det amerikanske præsidentvalg kommer på, jo mere nervøse vil Bush/Cheney-administrationen være for en sejr til Obama, der måske kunne finde på at spolere mesterværket ved at trække soldaterne ud af Irak. Så vi kan vente en del flere påmindelser fra administrationen til amerikanerne om at en stemme på Obama er en stemme for tilbagetrækning, mens en stemme på McCain er en stemme for at blive. Det passer sikkert Obama fint.

Meningsmålinger begynder først at give mening en halvanden måned før valgdagen, hvor vælgerne begynder at orientere sig. Indtil da er det kun nørder som mig, der lægger mærke til hvad der foregår. Det, man derfor skal lægge vægt på inden da, er holdningerne til de grundlæggende temaer, hvor demokraterne er så langt foran, at det må gøre ondt helt tilbage til Hoover. Republikanernes eneste chance for at vinde er at svine Obama til, at gøre ham for underlig til manden på gaden, som det skete med Dukakis. Jeg tror ikke det lykkes, Obama er for dygtig; til gengæld er han sort.

En sidste mulighed for republikanerne er også at bruge den seneste afgørelse fra den republikansk dominerede højesteret, der tillader stater at kræve foto-ID af vælgere, til at holde folk uden kørekort - fattige - fra at stemme. Det kan godt flytte et par procent.

Det er til gengæld også muligt at sadristerne vil optrappe angrebene mod de amerikanske styrker i Irak for at påvirke valget. Ja, hvorfor ikke? De følger faktisk med. Osama bin Laden kunne jo ikke nære sig for at blande sig sidste gang, hvor han gav Bush en hjælpende hånd.

Lad mig påpege at jeg er skideklog.

søndag den 25. maj 2008

Fuzzy math

Dette fortjener lige en kommentar:
Violence across Iraq hit a four-year low last week with a sharp decline in the number of attacks on security forces and civilians, the American military said on Sunday.
Målt pr. uge. Hvis man måler pr. måned, så var marts og april begge dobbelt så voldelige som januar, der var et af de fredeligste post-Samarra, ifølge Iraq Body Count, som jeg til enhver tid vil foretrække frem for indenrigsministeriet.

Manipulation, altså. Jeg ved ikke hvor meget dette kommer af bevidst politisering af militæret - og guderne skal vide, at der har været en del - og hvor meget der kommer af, at hæren identificerer sig med missionen, hvilket altid kan ske; man vil nødigt snakke skidt om noget man risikerer liv og lemmer for.

I øvrigt gennemhuller volden krigstilhængernes klager over mediernes blackout af freden i Irak, for der blev heller ikke brugt spalteplads på bomberne over Sadr By. Irak er bare gammelt nyt, selv når det bløder, og kan ikke konkurrere med en naturkatastrofe, og da slet ikke to.

lørdag den 24. maj 2008

Økonomisk antiglobalisering

Amatørøkonomiske småtanker: Jeg kan ikke forestille mig at de stigende energipriser kan få andet end voldsomme konsekvenser for den globaliserede økonomi. Når det ikke længere kan betale sig at sejle bildæk halvvejs rundt om jordkloden, så må skidtet skrumpe. Det får nok størst konsekvens for den kunstige kinesiske økonomis eksportfabrikker, der oven i købet skal trækkes med højere råstofpriser.

Snart vil det gå op for politikerne at en såkaldt "energipolitik" er mere end blot et valgslogan. EU, den politiske amøbe, har i det store og hele tabt spillet om gasforsyninger til Rusland. Siden Reagan gjorde det af med Carters fremsynede energipolitik, har USA heller ikke skænket morgendagen en tanke. Som altid opfører vi os som en kæderyger, der skal hoste blod op, før hun stopper. Men nu sker det, og vi reagerer. Når Vesten tager sig sammen, så er den grumme nævenyttig. En civilisation, som er fortabt uden ægte problemer, har nu fået noget at rive i. Det er bare at gå i gang.

Jeg tror ikke, at nogen lige nu har nogen anelse om hvor energipriserne ender. Når vi ser forbruget af energi for alvor gå ned i takt med prisstigningerne, så kan man jo ekstrapolere sig frem til et balancepunkt. Indtil de vestlige økonomier har indrettet sig på de nye tilstande, vil hyggelige lande som Rusland og Saudi-Arabien føre sig frem. USA har det værre end Europa, med kolossale forstadsområder og nedprioritering af kollektiv transport, men det vil være en midlertidig smerte, der kan føre til en mere stabil økonomisk struktur på sigt.

I grunden en selvmodsigelse: De stigende råstofpriser er i høj grad pga. det stigende globale forbrug, som blev hjulpet godt på vej af globaliseringen. Selvsamme stigning vil forårsage nationalisering - nærmest merkantilisme - af råstoffer, og toldmure, der ruller globaliseringen tilbage. Balancen kan jeg ikke se forude. Interessante tider.

torsdag den 22. maj 2008

Game Over

Nej, computerspil skal ikke have støtte. Det er et erhverv, og erhvervsstøtte er af det onde. Computerspil "i international klasse" er vanvittigt dyre at lave, og i øvrigt en temmelig risikabel investering. Den danske stat skal holde nallerne væk.
I al fald er det tankevækkende, at dansk film støttes med millarder af kroner, mens spil fra regeringens side har omkring 6 millioner at gøre godt med i år - som forsøgsprojekt. Særligt tankevækkende, når computeren og spil nok har indtaget førstepladsen over, hvilket medie børn og unge bruger mest tid på.
Det er tankevækkende at noget nær 350 millioner kroner (database her) kan blive til milliarder, men måske han har ret, og støtten til film bør neddrosles. Make my day.

IngSoc / AmCon

Zakaria har en god lille pointe vedr. forsvarsminister Robert Gates' afvisning af Bush/McCains antidiplomati:
Perhaps Gates noticed that violence has declined in Iraq largely because the United States decided to engage with Sunni militants whom it had regarded for years as sworn enemies, giving cash to those whom we called terrorists only a few months earlier.
Ja, det var et af højrefløjens "vi har altid været i krig med Østasien"-øjeblikke. Før Petraeus kom til, var USAs hær og de sunni-nationalistiske oprørere i fuld gang med hinanden, og ingen skulle vove at kalde dem andet end terrorister. Slet ikke Asmaa. Efter Petraeus udnyttede sprækken mellem nationalisterne og AQI fik disse eksterrorister det besynderlige navn "Bekymrede Lokale Borgere", som senere blev lavet om til det mere bombastiske "Iraks Sønner". Og ingen skulle vove at kalde dem terrorister.

Hvis man ikke bruger diplomatiet, så giver man frivilligt afkald på et magtfuldt instrument. Det er ikke kun nytteløst; det er også at skyde sig selv i foden. Briterne havde aldrig kunnet bygge deres kolossale imperie uden deres uforlignelige evne til at slå handeler af med de koloniserede landes forskellige minoriteter; det var del-og-hersk vha. diplomati. Det var snedigt. Det virkede. Det eneste Bush/McCains antidiplomati gør, er at skubbe modstanderne tættere sammen.

Der gemmer sig også en anden mening i folderne: Hvis Hamas, Hizbollah, Syrien og Iran er terrorister, så kommer krigen. For når vi ikke kan forhandle, når vi ikke engang kan tale, så kan vi kun skyde. Jeg gætter på at Cheney skummer over forhandlingerne mellem Israel og Syrien. Det skidt kunne jo føre til fred.