Obama Neocon

Obama Barack gav en tale forleden om sin udenrigspolitik. Jeg anser ham for den mest sandsynlige næste præsident af USA, da primærvalgene bliver afgjort af de politisk interesserede og afhængige i langt højere grad end selve præsidentvalget.

I hvert fald kunne jeg ikke lide hvad jeg hørte. Her nogle citater:

---

If we have actionable intelligence about high-value terrorist targets and President Musharraf won't act, we will.

Beyond Pakistan, there is a core of terrorists -- probably in the tens of thousands -- who have made their choice to attack America. So the second step in my strategy will be to build our capacity and our partnerships to track down, capture or kill terrorists around the world, and to deny them the world's most dangerous weapons.

These teams will work with civil society and local governments to make an immediate impact in peoples' lives, and to turn the tide against extremism. Where people are most vulnerable, where the light of hope has grown dark, and where we are in a position to make a real difference in advancing security and opportunity -- that is where these teams will go.

This cannot just be an American mission. Al Qaeda and its allies operate in nearly 100 countries. The United States cannot steal every secret, penetrate every cell, act on every tip, or track down every terrorist -- nor should we have to do this alone. This is not just about our security. It is about the common security of all the world.

I will focus our support on helping nations build independent judicial systems, honest police forces, and financial systems that are transparent and accountable. Freedom must also mean freedom from want, not freedom lost to an empty stomach. So I will make poverty reduction a key part of helping other nations reduce anarchy.

---

Talen tegner det samme billede af al-Qaeda som har tjent Bush/Cheney så godt: En massiv trussel der er til stede over hele verden, og som kan aktivt bekæmpes ved sine rødder. Det gør mig trist, at den udenrigspolitiske debat i verdens mægtigste nation drejer sig om en illusion af hvad al-Qaeda er.

Det er først og fremmest en ideologi. Tanken er, at muslimer alle vegne er under angreb fra resten af verden, og må slå igen. Som bevis giver man Irak, Tjetjenien, Bosnien, Libanon, Palæstina, Indien og Afghanistan. Indoktrineringen er billeder af muslimers lidelser kombineret med koran- og hadith-citater. En "aktiv" udenrigspolitik, som det kaldes, passer perfekt ind i dette verdensbillede. Så hvis man vil styrke jihadismen, så klø på.

For det andet er det en voldsomt overvurderet organisation. Netop det, at man kan risikere at styrke al-Qaeda ved at blande sig i andre lande, bør ikke holde én tilbage. Al-Qaeda er decentraliseret, for at sige det mildt. Osama bin Ladens funktion er som pengetank og fundraiser, i det omfang pengene overhovedet kan nå ud. Zawahiri - den egentlige superskurk - laver propagandaen. Og resten er lokale celler der kalder sig al-Qaeda, uden kommandogang til hovedkvarteret i Waziristan, eller hvor de nu er. Man kan derfor ikke tale om al-Qaedas "styrke", kun dets udbredelse.

For det tredje er de terrorister. Intet andet. En af de mange fantomtrusler fra Bush/Cheney er idéen at al-Qaeda skulle kunne overtage Irak hvis USA tager hjem. Det er frygtens demagogi, men derfor kan præsidenten og alle hans mænd sagtens være forskruede nok til at tro det selv. Al-Qaeda er gale hunde, de rene nihilister, og ingen vil have noget med dem at gøre. I de sidste måneder er al-Qaeda i Irak (AQI) blevet sat under alvorligt pres af den største irakiske oprørsgruppe "Iraks Islamiske Hær", som er blevet gevaldigt træt af AQIs hæmningsløse myrderier. Ydermere kan terrorister ikke styre et land, allerhøjst ned i afgrunden.

Obama Baracks analyse af USAs relationer til omverden er meget mere intelligent og indsigtsfuld end det skidt, som republikanerne vælter ud dagligt i blade og aviser som National Review, Weekly Standard og Wall Street Journal. Men den bærer i sig den samme forvrængede udenrigspolitiske synsvinkel som neokonservatismen: En verden af trusler, der skal imødegås og bekæmpes med militær, politisk og økonomisk magt. Det er dog ikke alt. Oveni har Barack et missionsk syn på USAs rolle, ganske som USAs exceptionalisme foreskriver.

Og det gør det ikke meget bedre. Vil man hjælpe andre lande, må man droppe den imperiale tankegang, og så at sige lade dem sejle deres egen sø. Problemet er korruption og dårlig ledelse, målet er selvkritik, midlet er selvbemyndigelse. Det er ikke at straffe med den ene hånd og belønne med den anden - stok og gulerod. Det er at ophæve landbrugsstøtten og ulandshjælpen, sørge for ansvarlig frihandel, og så lade folk lave og lære af deres egne fejl. Princippet om national suverænitet skal opretholdes, også hvis et land bliver angrebet; så skal angrebet slås tilbage.

Det er derfor udtalelsen om, at Barack vil angribe områder i Pakistan uden Musharrafs tilladelse, er et ilde varsel. At Hillary Clinton ikke engang vil udelukke atomvåben i en sådan aktion er lige så idiotisk som dengang Chirac sagde noget lignende. Det er det grusomme; at det neokonservative perspektiv har overtaget den udenrigspolitiske debat i USA. Vågn op af mareridtet. Jo før, jo bedre.