Kontakt og konflikt

Sammenstød mellem gruppeidentiteter er en selvfølge når grupperne ikke blandes, ikke kender noget til hinanden, men alligevel færdes blandt hinanden. Efter det samme princip, der gør dårlige nyheder til de mest interessante, bliver kontakten mellem to sådanne grupper kogt ned til dårligdomme. Det kan være vold, voldtægt, tyverier, ydmygelse, undertrykkelse, eller blot opfattelsen deraf. Da de dårlige nyheder ikke afbalanceres af nogen erfaring med gruppen (min gode ven Hassan/Peter/Uri/Wong er skam fin nok), så fører denne tilstand uværgerligt til mistro og det, der er værre. Ser man på de europæiske minoriteter, der gennem eksklusion fra majoriteten har værnet om sin identitet, så er de tit blevet forfulgt og forsøgt udryddet. For hvad ved man om sigøjnere, andet end at de stjæler?

Nej, dette indlæg handler faktisk ikke om muslimer i Europa, selv om det sagtens kunne, men om COIN. De vestlige hære i både Irak og Afghanistan har ikke alverden med kontakt til de lokale, hvilket er netop sådan en situation. Derfor kan en hændelse som denne gøre stor skade:

Fallujah, the scene of a bloody U.S. offensive against Sunni insurgents in 2004, has calmed and grown less hostile to American troops since residents turned against al Qaida in Iraq, which had tried to force its brand of Islamist extremism on the population.

Now residents of the city are abuzz that some Americans whom they consider occupiers are also acting as Christian missionaries. Residents said some Marines at the western entrance to their city have been passing out the coins for two days in what they call a "humiliating" attempt to convert them to Christianity.

Jeg har ikke læst om noget sådant før, og det er stensikkert ikke noget de amerikanske soldater gør ellers. Men hvad hjælper det, når den irakiske befolkning ikke har megen anden kontakt med amerikanerne end det allerhøjst nødvendige? Denne historie skal nok brede sig som en steppebrand, på samme måde som historien om snigskytten, der skød til måls efter en koran, og de irakiske kvinder, der af nød måtte prostituere sig selv. Det er sådanne historier, man af god grund kalder en "PR-katastrofe". Og når COIN-styrkerne kommer langvejs fra, og simpelthen ikke har den kontakt med civilbefolkningen der er nødvendig for at begrænse skaderne, så går det meget nemt den gale vej.

Det gælder i øvrigt begge veje. På samme måde som politifolk ikke kender noget til indvandrere ud over de kriminelle, så kender COIN-styrkerne ikke meget andet til de lokale end dem, der skyder.

COIN er meget svært.