I betragtning af VKOs 'der er ikke noget at komme efter' holdning til åben debat om skattetryk, Irak, Afghanistan, asylbørn, liberalisme og Liberalisterne, er det for meget af det gode nu at høre om en demokratikanon. Sandsynligvis er meningen den stik modsatte; at slå modstanderen i hovedet med nogle fastlåste meninger. Men jeg håber, at udvalget vil være sprælsk nok til at gøre oprør mod sit ophav, på sand demokratisk manér.
Opdatering: Mere demokrati fra regeringen.
torsdag den 31. maj 2007
Matematik
Da MI6 anklager Lugovoi for mordet på Litvinenko, må de nødvendigvis konspirere mod præsident Putin. Det giver sig selv.
mandag den 28. maj 2007
Anstændighed
Kommentar til en artikel i Weekendavisen (abonnement).
Det drejer sig om anstændighedsargumentet, om indvandring, og om den rigtige handling. Skribenten Arne Hardis skriver om Ny Alliances politik, eller mangel på samme. En god og nøgtern analyse, der viser, hvordan partiets hidtil vage linier kun adskiller sig symbolsk fra Fogh-regeringens førte politik, med undtagelse af skattepolitikken. Seebergs bemærkninger under tegneseriekrisen tages under kærlig behandling. De mindede meget om Nyrups, og at Seeberg dengang fandt 'behov for, at vi fra dansk side kigger ud og ser på, hvorfor næsten alle er uenige med Danmark' tegner et billede af et EU-parlament, der lever under en osteklokke.
Men lad det ligge. Jeg bider mærke i denne sætning:
Med dannelsen af Ny Alliance er endnu en større gruppe vælgere på vej til at acceptere hovedlinierne i den udlændingepolitik, som ingen anstændige mennesker kunne forestille sig for en halv snes år siden.
Min fremhævning. For det er et meget vigtigt tillægsord i disse tider. Måske jeg lægger for meget i det, men i en ellers holdningsfri artikel er det et stærkt udsving på værdiskalaen.
Hvad er anstændighedsargumentet? At indvandrings- og flygtningepolitik bør føres med anstændighed. Det vil sige, at man behandler folk ordentligt, både når de er her og vil hertil. Det vil sige, at stramningerne i udlændingepolitikken siden 2001 er uanstændige, idet de bevidst blokerer for mennesker, der har legitim grund til at søge væk fra deres moderland. For flygtninge er medmennesker, og man hjælper sine medmennesker, hvis de er i knibe. Bliver de forfulgt på den ene eller anden måde, er det kun almindelig anstændighed at tage dem ind i sikker havn.
I 2006 var der i alt 12 millioner flygtninge i verden. Dertil 21 millioner interne flygtninge. Jeg vil tro, at det ikke ville være noget problem at få 100.000 flygtninge om året til Danmark. For selv før 2001 var der love, der forhindrede en sådan anstændighed. Jeg skriver anstændighed, for blandt de 100.000 flygtninge ville der ikke være én, der ville have mindre ret til eller mindre brug for at komme i sikkerhed i Danmark end nogen anden. Og der ville sikkert være mange af de 11,9 millioner andre flygtninge og de 21 millioner internt fordrevne, der ville have lige så meget ret til at komme til Danmark, og som man i anstændighedens navn burde tage indenfor i varmen.
Dette er ikke reductio ad absurdum, for moral kan ikke gradbøjes. Anstændighedsargumentet kan ikke pludselig blive ugyldigt, fordi antallet af flygtninge vokser. Enten er det rigtigt, eller også er det ikke.
Det fører så frem til den naturlige konsekvens: At føre en pragmatisk indvandringspolitik. Den høje moral bliver gradbøjet i virkeligheden og af virkeligheden, af pragmatisk nødvendighed. Dette er argumentet om, at det er i orden at stjæle brød, hvis man er fattig og sulten. At leve under nødvendighedens lov, eller så megen anstændighed, som man har råd til.
Og Danmark har ikke råd til alverden. Den sociale arv blandt de forskellige indvandrergrupper skal brydes, og den skal brydes nu. Det gør man ved at stoppe for indvandringen, og sørge for gode jobs og forhold for dem, der er her. For Europa er i øjeblikket ikke i balance, og den etniske underklasse kan meget vel blive lige så permanent som USAs. Med arbejdsløshed, kriminalitet, racisme og had som følge. Det er allerede den virkelighed, som indenfor de sidste ti år har sat pragmatikken foran anstændigheden.
Næsten alle vejer det altruistiske af mod det pragmatiske. Kun de mest behjertede ofrer deres eget liv for andres. Derfor skurrer det mod mine ører, når jeg læser om en anstændig flygtningepolitik. Det er anstændigt at tage ansvar, at handle på virkelighedens præmisser. Det er uanstændigt at lade situationen sejle. Det er uanstændigt at gøre ingenting.
Men frem for alt er det uanstændigt at gøre det forkerte. Tolk det, som du vil.
Det drejer sig om anstændighedsargumentet, om indvandring, og om den rigtige handling. Skribenten Arne Hardis skriver om Ny Alliances politik, eller mangel på samme. En god og nøgtern analyse, der viser, hvordan partiets hidtil vage linier kun adskiller sig symbolsk fra Fogh-regeringens førte politik, med undtagelse af skattepolitikken. Seebergs bemærkninger under tegneseriekrisen tages under kærlig behandling. De mindede meget om Nyrups, og at Seeberg dengang fandt 'behov for, at vi fra dansk side kigger ud og ser på, hvorfor næsten alle er uenige med Danmark' tegner et billede af et EU-parlament, der lever under en osteklokke.
Men lad det ligge. Jeg bider mærke i denne sætning:
Med dannelsen af Ny Alliance er endnu en større gruppe vælgere på vej til at acceptere hovedlinierne i den udlændingepolitik, som ingen anstændige mennesker kunne forestille sig for en halv snes år siden.
Min fremhævning. For det er et meget vigtigt tillægsord i disse tider. Måske jeg lægger for meget i det, men i en ellers holdningsfri artikel er det et stærkt udsving på værdiskalaen.
Hvad er anstændighedsargumentet? At indvandrings- og flygtningepolitik bør føres med anstændighed. Det vil sige, at man behandler folk ordentligt, både når de er her og vil hertil. Det vil sige, at stramningerne i udlændingepolitikken siden 2001 er uanstændige, idet de bevidst blokerer for mennesker, der har legitim grund til at søge væk fra deres moderland. For flygtninge er medmennesker, og man hjælper sine medmennesker, hvis de er i knibe. Bliver de forfulgt på den ene eller anden måde, er det kun almindelig anstændighed at tage dem ind i sikker havn.
I 2006 var der i alt 12 millioner flygtninge i verden. Dertil 21 millioner interne flygtninge. Jeg vil tro, at det ikke ville være noget problem at få 100.000 flygtninge om året til Danmark. For selv før 2001 var der love, der forhindrede en sådan anstændighed. Jeg skriver anstændighed, for blandt de 100.000 flygtninge ville der ikke være én, der ville have mindre ret til eller mindre brug for at komme i sikkerhed i Danmark end nogen anden. Og der ville sikkert være mange af de 11,9 millioner andre flygtninge og de 21 millioner internt fordrevne, der ville have lige så meget ret til at komme til Danmark, og som man i anstændighedens navn burde tage indenfor i varmen.
Dette er ikke reductio ad absurdum, for moral kan ikke gradbøjes. Anstændighedsargumentet kan ikke pludselig blive ugyldigt, fordi antallet af flygtninge vokser. Enten er det rigtigt, eller også er det ikke.
Det fører så frem til den naturlige konsekvens: At føre en pragmatisk indvandringspolitik. Den høje moral bliver gradbøjet i virkeligheden og af virkeligheden, af pragmatisk nødvendighed. Dette er argumentet om, at det er i orden at stjæle brød, hvis man er fattig og sulten. At leve under nødvendighedens lov, eller så megen anstændighed, som man har råd til.
Og Danmark har ikke råd til alverden. Den sociale arv blandt de forskellige indvandrergrupper skal brydes, og den skal brydes nu. Det gør man ved at stoppe for indvandringen, og sørge for gode jobs og forhold for dem, der er her. For Europa er i øjeblikket ikke i balance, og den etniske underklasse kan meget vel blive lige så permanent som USAs. Med arbejdsløshed, kriminalitet, racisme og had som følge. Det er allerede den virkelighed, som indenfor de sidste ti år har sat pragmatikken foran anstændigheden.
Næsten alle vejer det altruistiske af mod det pragmatiske. Kun de mest behjertede ofrer deres eget liv for andres. Derfor skurrer det mod mine ører, når jeg læser om en anstændig flygtningepolitik. Det er anstændigt at tage ansvar, at handle på virkelighedens præmisser. Det er uanstændigt at lade situationen sejle. Det er uanstændigt at gøre ingenting.
Men frem for alt er det uanstændigt at gøre det forkerte. Tolk det, som du vil.
fredag den 25. maj 2007
Forviklingskomedie
Identitetspolitikken florerer. Civilisationskrigerne har kronede dage, og diskussionerne i det offentlige rum tager ud, hvor ingen før har været. Langt, langt ud.
Burkaer, for eksempel. Skønt burkaer stort set ikke bliver brugt i Danmark og Europa, forhindrer det ikke politikere og medier i at blæse det op til en sag. Så tydeligvis er der noget andet på færde her.
Eller islamiske lån. I jagten på en identitet, der hverken er kapitalistisk eller kommunistisk, finder økonomisk analfabetiske muslimer på en type lån, der ikke er forrentet, da det er haram. Selvfølgelig skal man stadig betale visse faste afdrag på visse faste tidspunkter, og disse afdrag kan muligvis justeres efter visse økonomiske markedsforhold, eller give en måske justerbar procentdel af investeringens omsætning eller fortjeneste til banken, men haram er det ikke.
Hvad det er, alt i alt, er identitetsmarkering. At tisse territoriet af, i en stadigt mere flydende og afysisk verden. Vesteuropas postmoderne ikke-identitet er blevet udfordret af muslimske indvandrere, der som en ny etnisk underklasse tiltrækkes af en black and proud tanke. Mellemøstens machosamfund er blevet ydmyget af en elendig lille jødisk stat gang på gang, og det gør ondt i hjertet på muskelmanden ikke at kunne få den op at stå.
Diskussion foregår på tværs af kontinenter og mentaliteter. Hvor Tariq Ramadan ser reformationen af islam indefra, og, i bedste Qaradawi-stil, vælger den blideste fortolkning indenfor traditionen, ser indfødte postkristne franskmænd en indvandrer, der ikke afsværger stening. Hvor Flemming Rose ser et slag mod muslimske fanatikere som var det Voltaire mod den katolske kirke, ser saudi-arabere en uforklarlig og dybt unødvendig fornærmelse.
Signalerne kan ikke undgå at blive misforstået i mindst en kultursfære. Det er en forviklingskomedie. Eller tragedie, om man vil.
Burkaer, for eksempel. Skønt burkaer stort set ikke bliver brugt i Danmark og Europa, forhindrer det ikke politikere og medier i at blæse det op til en sag. Så tydeligvis er der noget andet på færde her.
Eller islamiske lån. I jagten på en identitet, der hverken er kapitalistisk eller kommunistisk, finder økonomisk analfabetiske muslimer på en type lån, der ikke er forrentet, da det er haram. Selvfølgelig skal man stadig betale visse faste afdrag på visse faste tidspunkter, og disse afdrag kan muligvis justeres efter visse økonomiske markedsforhold, eller give en måske justerbar procentdel af investeringens omsætning eller fortjeneste til banken, men haram er det ikke.
Hvad det er, alt i alt, er identitetsmarkering. At tisse territoriet af, i en stadigt mere flydende og afysisk verden. Vesteuropas postmoderne ikke-identitet er blevet udfordret af muslimske indvandrere, der som en ny etnisk underklasse tiltrækkes af en black and proud tanke. Mellemøstens machosamfund er blevet ydmyget af en elendig lille jødisk stat gang på gang, og det gør ondt i hjertet på muskelmanden ikke at kunne få den op at stå.
Diskussion foregår på tværs af kontinenter og mentaliteter. Hvor Tariq Ramadan ser reformationen af islam indefra, og, i bedste Qaradawi-stil, vælger den blideste fortolkning indenfor traditionen, ser indfødte postkristne franskmænd en indvandrer, der ikke afsværger stening. Hvor Flemming Rose ser et slag mod muslimske fanatikere som var det Voltaire mod den katolske kirke, ser saudi-arabere en uforklarlig og dybt unødvendig fornærmelse.
Signalerne kan ikke undgå at blive misforstået i mindst en kultursfære. Det er en forviklingskomedie. Eller tragedie, om man vil.
Hallelujah
Pragtfuldt citat:
Men biskoppen har i to tilfælde undladt at benytte kvindelige præster i ritualet. For at sikre mangfoldigheden i den danske folkekirke, siger han.
Det er da dejligt, at folk er så mangfoldige, at nogle ikke kan tolerere hinanden.
Men biskoppen har i to tilfælde undladt at benytte kvindelige præster i ritualet. For at sikre mangfoldigheden i den danske folkekirke, siger han.
Det er da dejligt, at folk er så mangfoldige, at nogle ikke kan tolerere hinanden.
søndag den 20. maj 2007
Hjernedræn med garanti
Hvorfor går kirurger over på privathospitaler?
Når ventetidsgarantien fra den 1. oktober i år sættes ned fra to til en måned, tager flugten ekstra fart. Privathospitalerne vil få endnu flere patienter og skal bruge endnu flere læger.
Hvilket er et klokkeklart argument mod behandlingsgarantier. Den finansielle stivhed de skaber, i lighed med skattestoppet, ødelægger enhver pragmatisk skatteplanlægning med sigte til fremtiden. Ifølge artiklen kommer pengene jo fra det offentlige, som skal leve op til sine garantier. Når det ikke har kapaciteten til det, må det betale et privathospital til at foretage operationerne, i stedet for at investere dem i udvidelse af selvsamme kapacitet. Gode, store penge, der lokker kirurgerne væk fra det offentliges mødelimbo og mistillidskontrol.
Ak ja da.
Når ventetidsgarantien fra den 1. oktober i år sættes ned fra to til en måned, tager flugten ekstra fart. Privathospitalerne vil få endnu flere patienter og skal bruge endnu flere læger.
Hvilket er et klokkeklart argument mod behandlingsgarantier. Den finansielle stivhed de skaber, i lighed med skattestoppet, ødelægger enhver pragmatisk skatteplanlægning med sigte til fremtiden. Ifølge artiklen kommer pengene jo fra det offentlige, som skal leve op til sine garantier. Når det ikke har kapaciteten til det, må det betale et privathospital til at foretage operationerne, i stedet for at investere dem i udvidelse af selvsamme kapacitet. Gode, store penge, der lokker kirurgerne væk fra det offentliges mødelimbo og mistillidskontrol.
Ak ja da.
Piv
Kommentar til et par artikler.
Det lyder som om, at Asger Aamund ønsker indflydelse til gengæld for sin donation. Speget. Og her gik man og troede, at det var K, som var arbejdsgivernes lobbygruppe. Det virker næsten som om, at erhvervslivet prøver at kapre det nye parti med penge.
Selvfølgelig vil en øget indvandring og lavere skatter fornøje erhvervslivet, men hvis der er nogen, der skal stoppe piveriet, er det DI. Danmark er et af verdens førende økonomier, og jeg er gevaldigt træt af frimarkedsfundamentalister der ser den skandinaviske velfærdsstat som en økonomisk humlebi, eller en skatteflugtens Ikaros. Med de nordiske lande konsekvent i toppen af internationale undersøgelser af forskellige økonomiske kriterier må de gribe til argumentet: Det vil gå galt. Derfor bliver vi nødt til at sætte skatterne ned. Jens Schröder fra Brøste A/S:
Det handler blandt andet om skat på lønindkomster, som Ny Alliance jo slår på. Og det er noget af det allervigtigste for Danmarks fremtid, at vi får reduceret skat på lønindkomster, så vi gør det attraktivt at arbejde og tjene nogle penge.
At fjerne topskatten og gå efter 40% over hele linien vil jo få alle de subsistensløse med en årlig indkomst på over 400.000 kr. om året i arbejde! Selvfølgelig! Argumentets uærlighed skinner igennem, når skattenedsættelser menes at skulle redde velfærdssamfundet. Skattenedsættelser financierer ikke sig selv, og erfaringerne viser, at skattekagen ikke bliver større. For folk arbejder. I min virkelighed arbejder folk forbandet hårdt. Men i bedste CEPOS-stil trumfer ideologien virkeligheden.
Det lyder som om, at Asger Aamund ønsker indflydelse til gengæld for sin donation. Speget. Og her gik man og troede, at det var K, som var arbejdsgivernes lobbygruppe. Det virker næsten som om, at erhvervslivet prøver at kapre det nye parti med penge.
Selvfølgelig vil en øget indvandring og lavere skatter fornøje erhvervslivet, men hvis der er nogen, der skal stoppe piveriet, er det DI. Danmark er et af verdens førende økonomier, og jeg er gevaldigt træt af frimarkedsfundamentalister der ser den skandinaviske velfærdsstat som en økonomisk humlebi, eller en skatteflugtens Ikaros. Med de nordiske lande konsekvent i toppen af internationale undersøgelser af forskellige økonomiske kriterier må de gribe til argumentet: Det vil gå galt. Derfor bliver vi nødt til at sætte skatterne ned. Jens Schröder fra Brøste A/S:
Det handler blandt andet om skat på lønindkomster, som Ny Alliance jo slår på. Og det er noget af det allervigtigste for Danmarks fremtid, at vi får reduceret skat på lønindkomster, så vi gør det attraktivt at arbejde og tjene nogle penge.
At fjerne topskatten og gå efter 40% over hele linien vil jo få alle de subsistensløse med en årlig indkomst på over 400.000 kr. om året i arbejde! Selvfølgelig! Argumentets uærlighed skinner igennem, når skattenedsættelser menes at skulle redde velfærdssamfundet. Skattenedsættelser financierer ikke sig selv, og erfaringerne viser, at skattekagen ikke bliver større. For folk arbejder. I min virkelighed arbejder folk forbandet hårdt. Men i bedste CEPOS-stil trumfer ideologien virkeligheden.
fredag den 18. maj 2007
Lovløs
Man kan ikke sige, at de er ligeglade med loven. Hele strategien var at gøre Justitsministeriet, både på føderalt og statsligt plan, til en politisk gevækst på Det Republikanske Parti. Og historien om Irak kan ikke fortælles uden at hæfte den sammen med Bush Jr.-administrationens lovløshed.
Hele vejen igennem har princippet været at vægte loyalitet over færdigheder. Det ikoniske symbol var da Michael Brown, den daværende leder af det føderale katastrofeberedskab, spillede violin mens New Orleans skyllede væk, og fik ros af Bush for sin indsats med de berømte ord: Heckuva job.
Besættelsen af Irak har været en kolossal fiasko, og har været det til dels på grund af de uduelige loyalister, som administrationen udnævnte til at lede processen. Der har ikke blot været tale om en kulturkløft af fejltagelser som i Vietnam, men decideret og meget konsekvent inkompetence. Fra finanssektoren til sundhedspolitikken har alt for unge frimarkedsfundamentalister fået alt for frit spil til at underminere institutionerne, der holdt resterne af det irakiske samfund sammen. En laden-stå-til holdning, fra plyndringerne i begyndelsen til den tiltagende modstandskamp og stadigt værre borgerkrig, har afsløret en dogmatisk tro på en ganske apatisk form for liberalisme. En slags slogan-liberalisme, udbasuneret af mennesker født til rigdom. Det gør hverken Adam Smith eller Irak ære eller gavn.
Med James Comeys vidnesbyrd foran senatet er lovløsheden endelig blevet så tydelig, at alle mennesker med blot en rest af retfærdighedssans nu må sige fra overfor Bush og hans slæng. For et slæng er det, og de har beskyttet hinanden til det sidste - hvormed menes; dertil hvor forbrydelserne ikke længere kan dækkes til eller offentlighedens dom undslippes. Et pragteksempel er Mark Foleys sex-sms'er med mindreårige, skønt han var formand for komitéen for forsvundne og (seksuelt) udnyttede børn. Efter skandalen blev afsløret, blev han stadig beskyttet af Dennis Hastert, den daværende formand af kongressen, indtil det så ikke kunne lade sig gøre længere.
Og så fremdeles.
At Alberto Gonzales stadig er justitsminister siger alt. Hvis han ikke er komplet uduelig og dybt uegnet til jobbet, er han lystløgner og lovbryder, og er gået alt igennem for at beskytte sine egne, ikke sit land. Og for det får han ros af præsidenten.
Man kan ikke sige, at de er ligeglade med loven. Men at loven står for retfærdighed har de aldrig forstået. Al den snak om demokrati og civilisation var bavl, selvfølgelig. De prøvede selv at hive civilisationens bærende søjle, lovens objektivitet, dens blindhed, omkuld. De gav lov til tortur. De angreb et land uden grund. De fyldte deres egne lommer ved korruption og lyssky forretningsforbindelser. Og de hyldede deres egen moral altimens.
Det er ikke ofte man ser så korrupte ledere i den vestlige verden. Nixon når dem ikke til sokkeholderne. Vi lever i historiske tider.
Hele vejen igennem har princippet været at vægte loyalitet over færdigheder. Det ikoniske symbol var da Michael Brown, den daværende leder af det føderale katastrofeberedskab, spillede violin mens New Orleans skyllede væk, og fik ros af Bush for sin indsats med de berømte ord: Heckuva job.
Besættelsen af Irak har været en kolossal fiasko, og har været det til dels på grund af de uduelige loyalister, som administrationen udnævnte til at lede processen. Der har ikke blot været tale om en kulturkløft af fejltagelser som i Vietnam, men decideret og meget konsekvent inkompetence. Fra finanssektoren til sundhedspolitikken har alt for unge frimarkedsfundamentalister fået alt for frit spil til at underminere institutionerne, der holdt resterne af det irakiske samfund sammen. En laden-stå-til holdning, fra plyndringerne i begyndelsen til den tiltagende modstandskamp og stadigt værre borgerkrig, har afsløret en dogmatisk tro på en ganske apatisk form for liberalisme. En slags slogan-liberalisme, udbasuneret af mennesker født til rigdom. Det gør hverken Adam Smith eller Irak ære eller gavn.
Med James Comeys vidnesbyrd foran senatet er lovløsheden endelig blevet så tydelig, at alle mennesker med blot en rest af retfærdighedssans nu må sige fra overfor Bush og hans slæng. For et slæng er det, og de har beskyttet hinanden til det sidste - hvormed menes; dertil hvor forbrydelserne ikke længere kan dækkes til eller offentlighedens dom undslippes. Et pragteksempel er Mark Foleys sex-sms'er med mindreårige, skønt han var formand for komitéen for forsvundne og (seksuelt) udnyttede børn. Efter skandalen blev afsløret, blev han stadig beskyttet af Dennis Hastert, den daværende formand af kongressen, indtil det så ikke kunne lade sig gøre længere.
Og så fremdeles.
At Alberto Gonzales stadig er justitsminister siger alt. Hvis han ikke er komplet uduelig og dybt uegnet til jobbet, er han lystløgner og lovbryder, og er gået alt igennem for at beskytte sine egne, ikke sit land. Og for det får han ros af præsidenten.
Man kan ikke sige, at de er ligeglade med loven. Men at loven står for retfærdighed har de aldrig forstået. Al den snak om demokrati og civilisation var bavl, selvfølgelig. De prøvede selv at hive civilisationens bærende søjle, lovens objektivitet, dens blindhed, omkuld. De gav lov til tortur. De angreb et land uden grund. De fyldte deres egne lommer ved korruption og lyssky forretningsforbindelser. Og de hyldede deres egen moral altimens.
Det er ikke ofte man ser så korrupte ledere i den vestlige verden. Nixon når dem ikke til sokkeholderne. Vi lever i historiske tider.
søndag den 13. maj 2007
Afgud
Mere om rygning.
Følger man logikken, bør alt, som på nogen måde er skadeligt, kun være tilladt for børn over 15 år. Dvs. al form for vold, alle andre sundhedsskadelige aktiviteter, alt som inspirere negativt.
F.eks.: Køre cykel uden cykelhjelm. Skate uden knæbeskyttere. Køre hurtigt i bil. Bruge bandeord. Spise usund mad. Tage stoffer. Drikke øl. Ryge hash. Opføre sig usympatisk. Gøre skade på sig selv eller andre.
Ydermere må ingen negative karakterer vises uden at de tydeligt fordømmes i filmen. Det inkluderer personer, der foretager nogen af ovenstående aktiviteter, samt: Dårlige fædre og mødre, dårlige politikere, korrupt politi, forbrydere generelt. De grimme, dumme og beskidte.
Fanden tag alle deres falske guder.
Følger man logikken, bør alt, som på nogen måde er skadeligt, kun være tilladt for børn over 15 år. Dvs. al form for vold, alle andre sundhedsskadelige aktiviteter, alt som inspirere negativt.
F.eks.: Køre cykel uden cykelhjelm. Skate uden knæbeskyttere. Køre hurtigt i bil. Bruge bandeord. Spise usund mad. Tage stoffer. Drikke øl. Ryge hash. Opføre sig usympatisk. Gøre skade på sig selv eller andre.
Ydermere må ingen negative karakterer vises uden at de tydeligt fordømmes i filmen. Det inkluderer personer, der foretager nogen af ovenstående aktiviteter, samt: Dårlige fædre og mødre, dårlige politikere, korrupt politi, forbrydere generelt. De grimme, dumme og beskidte.
Fanden tag alle deres falske guder.
Bakke snagvendt
Kommentar til denne notits.
En borgmester om Ny Alliances skatteudspil:
»Det vil tvinge kommunerne til at føre en bestemt politik og fjerner fuldstændig kommunernes råderum til selv at prioritere«, siger Johs. Poulsen.
Hvilket nok er pointen. Hvis regeringen beslutter sig for at sætte skatten ned, så skal kommunerne selvfølgelig spare. Hvis kommunerne trodser regeringen og ikke vil spare i det kommunale selvstyres navn, bør de ikke have kommunalt selvstyre. Regeringen bestemmer, ikke borgmestrene. Det er ikke kommunerne forundt at sætte skatteprocenten som de lyster.
I øvrigt: At V og K borgmestre rutinemæssigt kritiserer regeringens velfærdspolitik viser egentlig, at det kan være ligegyldigt hvilket parti borgmesteren er fra.
En borgmester om Ny Alliances skatteudspil:
»Det vil tvinge kommunerne til at føre en bestemt politik og fjerner fuldstændig kommunernes råderum til selv at prioritere«, siger Johs. Poulsen.
Hvilket nok er pointen. Hvis regeringen beslutter sig for at sætte skatten ned, så skal kommunerne selvfølgelig spare. Hvis kommunerne trodser regeringen og ikke vil spare i det kommunale selvstyres navn, bør de ikke have kommunalt selvstyre. Regeringen bestemmer, ikke borgmestrene. Det er ikke kommunerne forundt at sætte skatteprocenten som de lyster.
I øvrigt: At V og K borgmestre rutinemæssigt kritiserer regeringens velfærdspolitik viser egentlig, at det kan være ligegyldigt hvilket parti borgmesteren er fra.
lørdag den 12. maj 2007
Af det gode
Kommunismen var engang en ideologi. En samfundsmodel, der skulle udrydde fattigdom og krig, sygdom og ulykke. Mange kunne lide idéen. Så mange endda, at halvdelen af verden blev kommunistisk.
Ved sine tvangskollektiviseringer, sit antidemokratiske sindelag, sin totalitære intolerance, sit verdensfjerne tankespind og sin ringeagt for individet opnåede kommunismen det modsatte af sine mål. Hungersnød, folkedrab, afmagt og undertrykkelse var resultaterne, og arven til eftertiden var forarmede og nedbrudte nationer verden over.
Men man ville det godt. Man havde ikke forestillet sig. Selv da tingene gik så galt, at alle kunne se det, ville mange stadig ikke vide af sandheden om de gode hensigters resultater. Man adskilte derfor hensigten fra resultatet. Det blev en moralsk rigtig beslutning at være socialist, selv om man ikke var det længere, da det nu ikke virkede.
I Did What I Thought Was Right.
Ved sine tvangskollektiviseringer, sit antidemokratiske sindelag, sin totalitære intolerance, sit verdensfjerne tankespind og sin ringeagt for individet opnåede kommunismen det modsatte af sine mål. Hungersnød, folkedrab, afmagt og undertrykkelse var resultaterne, og arven til eftertiden var forarmede og nedbrudte nationer verden over.
Men man ville det godt. Man havde ikke forestillet sig. Selv da tingene gik så galt, at alle kunne se det, ville mange stadig ikke vide af sandheden om de gode hensigters resultater. Man adskilte derfor hensigten fra resultatet. Det blev en moralsk rigtig beslutning at være socialist, selv om man ikke var det længere, da det nu ikke virkede.
I Did What I Thought Was Right.
fredag den 11. maj 2007
Snik Snak
Kommentar til lynvalg.
Det ville være noget af det mest rådne i dansk politik, hvis lynvalget udskrives for at holde Ny Alliance ude. Muligvis noget både Kjærsgaard og Jelved tænker på. Men: Et valg er ikke i Foghs interesse. Og hvad mere er, han og Khader kan godt lide hinanden. Ikke på den måde. Et noget andet forhold end til Jelved, der vist hader Fogh for at gå på kompromis med DF på indvandrer- og flygtningeområdet. Kompromiser er ikke hende, så hellere sidde og surmule i et hjørne når man ikke kan få sin vilje alligevel.
Vi får se. Vi får da forhåbentligt et partiprogram at se. Sikkert uden atomkraft, som ellers kunne sikre denne stemme. Gad vidst, hvornår det tabu falder. Omvendt proportionalt med den globale temperaturstigning, velsagtens.
Det ville være noget af det mest rådne i dansk politik, hvis lynvalget udskrives for at holde Ny Alliance ude. Muligvis noget både Kjærsgaard og Jelved tænker på. Men: Et valg er ikke i Foghs interesse. Og hvad mere er, han og Khader kan godt lide hinanden. Ikke på den måde. Et noget andet forhold end til Jelved, der vist hader Fogh for at gå på kompromis med DF på indvandrer- og flygtningeområdet. Kompromiser er ikke hende, så hellere sidde og surmule i et hjørne når man ikke kan få sin vilje alligevel.
Vi får se. Vi får da forhåbentligt et partiprogram at se. Sikkert uden atomkraft, som ellers kunne sikre denne stemme. Gad vidst, hvornår det tabu falder. Omvendt proportionalt med den globale temperaturstigning, velsagtens.
onsdag den 9. maj 2007
Det kom så langt væk fra
To sammenhængende begivenheder:
USA forlænger soldaternes turnuslængde fra de traditionelle 12 måneder til mellem 15 og 18 måneder.
Samtidig opfordrer Afghanistans senat til forhandlinger med afghanske talebanere.
USAs hær var i Donald Rumsfelds vision ikke designet til at kæmpe i lange, udmarvende guerillakrige. Han skabte et militær, der var en skalpel. Det kunne gå ind hvor som helst, når som helst, og foretage de ønskede snit uden at patienten led unødig skade. Specialoperativer, smarte bomber, højteknologisk kunnen, lavfrekvent brug.
USA endte så i Irak, et nyt Vietnam. Et land på 25 millioner indbyggere, give or take, og en professionel amerikansk hær på omtrent 150.000 soldater, hvoraf kun halvdelen er kamptropper. Nu ser man det forudsigelige resultat. Den hær, der fra starten af var for lille til at bære Afghanistan alene, fik Irak på ryggen tilmed, og er nu knækket helt og aldeles. Soldater og officerer forlader hæren i 'alarmerende tal', for de ved, at alle karrierer går gennem Irak, hvad enten det nytter eller ej. Har de deres kærester eller koner kært, gør udsigten til en cølibat udstationering kun valget lettere. Og er en sådan udvikling i gang, går det kun en vej.
Så det går, som det må gå, givet at Vestens ungdom ikke pludselig beslutter sig for at sætte livet på spil for andre menneskers problemer. Hidtil har man ikke set noget til en sådan offervilje. Og deri ligger de vestlige politikeres hybris, for de har ikke indset, at Vestens lande ikke længere ønsker at føre en de facto kolonikrig - forstået som en årelang udstationering med en svag, men stadig strøm af døde hjemad - og derfor, når viljen mangler, heller ikke kan føre kolonikrig.
Afghanistans senat har set skriften på væggen, og ønsker at forhandle med fjenden, før Vesten trækker sine tropper hjem.
USA forlænger soldaternes turnuslængde fra de traditionelle 12 måneder til mellem 15 og 18 måneder.
Samtidig opfordrer Afghanistans senat til forhandlinger med afghanske talebanere.
USAs hær var i Donald Rumsfelds vision ikke designet til at kæmpe i lange, udmarvende guerillakrige. Han skabte et militær, der var en skalpel. Det kunne gå ind hvor som helst, når som helst, og foretage de ønskede snit uden at patienten led unødig skade. Specialoperativer, smarte bomber, højteknologisk kunnen, lavfrekvent brug.
USA endte så i Irak, et nyt Vietnam. Et land på 25 millioner indbyggere, give or take, og en professionel amerikansk hær på omtrent 150.000 soldater, hvoraf kun halvdelen er kamptropper. Nu ser man det forudsigelige resultat. Den hær, der fra starten af var for lille til at bære Afghanistan alene, fik Irak på ryggen tilmed, og er nu knækket helt og aldeles. Soldater og officerer forlader hæren i 'alarmerende tal', for de ved, at alle karrierer går gennem Irak, hvad enten det nytter eller ej. Har de deres kærester eller koner kært, gør udsigten til en cølibat udstationering kun valget lettere. Og er en sådan udvikling i gang, går det kun en vej.
Så det går, som det må gå, givet at Vestens ungdom ikke pludselig beslutter sig for at sætte livet på spil for andre menneskers problemer. Hidtil har man ikke set noget til en sådan offervilje. Og deri ligger de vestlige politikeres hybris, for de har ikke indset, at Vestens lande ikke længere ønsker at føre en de facto kolonikrig - forstået som en årelang udstationering med en svag, men stadig strøm af døde hjemad - og derfor, når viljen mangler, heller ikke kan føre kolonikrig.
Afghanistans senat har set skriften på væggen, og ønsker at forhandle med fjenden, før Vesten trækker sine tropper hjem.
Kontra
Kommentar til Ny Alliances skattepolitiske oplæg. Citat:
»Vi er ikke Radikal-light. Der er masser af forskelle. Vi vil for eksempel have en skattereform uden at røre ved ejendomsværdibeskatningen,« siger Naser Khader, der samtidig slår fast, at meningen er, at langt de fleste danskere ikke skal betale mere end 40 pct. i skat, og at skattesystemet bliver så enkelt, at enhver kan udregne sin egen skat.
Hvordan vil I finansiere så massiv en skattesænkning, hvis I ikke vil røre ved beskatningen på fast ejendom?»Vi vil slet ikke snakke finansiering endnu. Det ligger blot fast, at vi af principielle årsager ikke vil røre ved ejendomsværdiskatten. Men I må give os tid, så vi kan få diskuteret de her ting ordentligt igennem. Giv os til sommergruppemødet,« siger Naser Khader med klar sproglig afsmitning fra sit hidtidige liv som radikal.
En udmærket reaktion fra journalisten.
Regel.
1a. Når et parti siger, at de vil sætte skatten ned -
1b. Spørg, hvad der skal skæres ned på.
2a. Når et parti siger, at de vil have mere velfærd -
2b. Spørg, om de vil sætte skatterne op, og hvis ikke, hvad de vil skære ned på til gengæld.
Politikere snakker nødigt 'finansiering'.
søndag den 6. maj 2007
Kontrol fra diagonalen
Lille kommentar til denne notits i Politiken:
Skuffende, at både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre hopper med på kontrolvognen. Den forbandede taxameterordning bør forføje sig til det helvede, der fostrede den. Hvorfor i alverden politikerne forestiller sig, at uddannelse og forskning bliver bedre, fordi man straffer universiteterne med de langsomste studerende, har jeg ikke forstået endnu. Det er netop de hårdeste uddannelser - såsom datalogi, naturvidenskab og ingeniørstudierne - der rammes hårdest. Netop de uddannelser, der er mest brug for. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at institutterne firer på kravene lidt efter lidt. Forbandet forudsigeligt.
Hvis man skal spare penge, foreslår jeg at sætte kvoter på, hvor mange, der må begynde på de forskellige uddannelser hvert år - og afveje det efter behovet.
Burde være nemt nok.
Skuffende, at både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre hopper med på kontrolvognen. Den forbandede taxameterordning bør forføje sig til det helvede, der fostrede den. Hvorfor i alverden politikerne forestiller sig, at uddannelse og forskning bliver bedre, fordi man straffer universiteterne med de langsomste studerende, har jeg ikke forstået endnu. Det er netop de hårdeste uddannelser - såsom datalogi, naturvidenskab og ingeniørstudierne - der rammes hårdest. Netop de uddannelser, der er mest brug for. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at institutterne firer på kravene lidt efter lidt. Forbandet forudsigeligt.
Hvis man skal spare penge, foreslår jeg at sætte kvoter på, hvor mange, der må begynde på de forskellige uddannelser hvert år - og afveje det efter behovet.
Burde være nemt nok.
De forpustede
Kommentar til Tyrkiets præsidentvalg og et læserbrev i Berlingske.
Gül blev ikke præsident, da de sekulære boykottede valget i parlamentet og dermed fik det erklæret ugyldigt af forbundsdomstolen. På trods af, at Güls kandidatur har et klart flertal hos Tyrkiets befolkning.
Læserbrevet, 'EU kriminaliserer højreradikale', sigter mod bl.a. det forbud mod Holocaust-benægtelse, som den tyske regering gennem sit EU-formandsskab har prøvet at få igennem på EU-plan. Læserbrevsskribenten Ib Christensen forbinder dette med Frankrigs politiske system, der holder Front National ude af det nationale parlament, og forbuddet mod Vlaams Blok i Belgien.
Grundlæggende handler demokrati om, at alle får en stemme.
Et demokrati, der fungerer, er en mental sikkerhedsventil, da det lader folk påvirke deres omgivelser gennem deres stemme. Man bliver hørt. Bliver man ikke hørt, fungerer ventilen ikke længere. Der følger vælgerapati, og i sidste ende finder man ørenlyd gennem voldens stemme. I et repræsentativt demokrati kræver man, at der findes repræsentanter man gider stemme på, og at de rent faktisk har en chance for at blive hørt. Uden indflydelse, intet engagement.
Det brilliante ved demokrati er, at det lader idéer rase ud, til de står forpustede og rødmende. Ekstremister verden over ønsker magten. Lad dem få så meget magt som deres støtte hos befolkningen berettiger dem til, så længe de overholder de demokratiske spilleregler. Når deres selvbedrag er afsløret, og de står afpillede og nøgne, får de ikke stemmer længere.
I disse tilfælde: Lad Gül få præsidentembedet. Stem nej til forbuddet mod Holocaust-benægtelse. Hvis de radikale i Europa og resten af verden ikke går i sig selv, så må de blive del af den demokratiske proces. Så længe deres platform ikke er anti-demokratisk, har de ret til demokratisk repræsentation, og ved denne vil de blive draget til ansvar for den indflydelse, deres folkelige støtte giver dem.
Gül blev ikke præsident, da de sekulære boykottede valget i parlamentet og dermed fik det erklæret ugyldigt af forbundsdomstolen. På trods af, at Güls kandidatur har et klart flertal hos Tyrkiets befolkning.
Læserbrevet, 'EU kriminaliserer højreradikale', sigter mod bl.a. det forbud mod Holocaust-benægtelse, som den tyske regering gennem sit EU-formandsskab har prøvet at få igennem på EU-plan. Læserbrevsskribenten Ib Christensen forbinder dette med Frankrigs politiske system, der holder Front National ude af det nationale parlament, og forbuddet mod Vlaams Blok i Belgien.
Grundlæggende handler demokrati om, at alle får en stemme.
Et demokrati, der fungerer, er en mental sikkerhedsventil, da det lader folk påvirke deres omgivelser gennem deres stemme. Man bliver hørt. Bliver man ikke hørt, fungerer ventilen ikke længere. Der følger vælgerapati, og i sidste ende finder man ørenlyd gennem voldens stemme. I et repræsentativt demokrati kræver man, at der findes repræsentanter man gider stemme på, og at de rent faktisk har en chance for at blive hørt. Uden indflydelse, intet engagement.
Det brilliante ved demokrati er, at det lader idéer rase ud, til de står forpustede og rødmende. Ekstremister verden over ønsker magten. Lad dem få så meget magt som deres støtte hos befolkningen berettiger dem til, så længe de overholder de demokratiske spilleregler. Når deres selvbedrag er afsløret, og de står afpillede og nøgne, får de ikke stemmer længere.
I disse tilfælde: Lad Gül få præsidentembedet. Stem nej til forbuddet mod Holocaust-benægtelse. Hvis de radikale i Europa og resten af verden ikke går i sig selv, så må de blive del af den demokratiske proces. Så længe deres platform ikke er anti-demokratisk, har de ret til demokratisk repræsentation, og ved denne vil de blive draget til ansvar for den indflydelse, deres folkelige støtte giver dem.
fredag den 4. maj 2007
Er den helt død?
Martin Krasnik har en artikel i Weekendavisen denne uge om neokonservatismens død. Han kommer ind på Dar Fur konflikten:
Hvad sker der, hvis den demokratiske idealisme i Bush-doktrinen og neokonservatismen fra Irak ikke kan genoplives? En "defensiv nation" kan jo hverken redde Darfur, Kosovo eller Bosnien eller nogen andre steder, der kræver, at USA handler uden at være blevet provokeret direkte. Hvis denne centrale del af neokonservatismen forsvinder, bliver verden da et bedre sted at leve?
Den klart liberale kommentator Lawrence Kaplan mener, at den demokratiske idealisme og forestillingen om forebyggende krig i Bush-doktrinen skal reddes: "Ser man på FN's historiske ubeslutsomhed og institutionens medlemmer, bliver man jo ikke i godt humør. Bush-doktrinen lægger sig i forlængelse af alle tidligere præsidenter, som har handlet udenom FN. Det handler i bund og grund om, hvem man bedst kan stole på. USA? Eller Iran og Sudan?
Krasnik bruger ordet 'liberal' på amerikansk manér, hvilket betyder venstreorienteret.
Krasniks Dar Fur-eksempel er et blændende bevis på hvordan neokonservatismen bør dø, og jorden saltes hvor den voksede. På 'Aqoul har The Lounsbury skrevet om Dar Fur konflikten, og gennemtæsket de militante naivister igen, igen og igen. Hvad Krasnik mere end antyder at Vesten bør gøre vil føre til endnu et Irak/Vietnam. Latent etnisk had, hyrder mod bønder, oprørere der slås indbyrdes, nabonationer der blander sig, alle ingredienserne er der til endnu en kolossal krigsfiasko.
Der er også en anden og lige så vigtig vinkel: Civilisationskrigerne næres ved disse 'interventioner'. Al-Qaedas propaganda - og organisationen er stort set ikke andet - er bygget op i to trin: Først overbevises modtageren om at muslimer verden over er under angreb. Tjetjenien, Bosnien, Irak, Libanon, Palæstina, Afghanistan, Indien, Sudan, selv Malaysia kan bruges. Billeder af lemlæstede børn og grædende mødre vækker afsky, ophidser og agiterer, skønt langt de fleste muslimer bliver slået ihjel af andre muslimer. Dernæst bruges koranen og forskellige sunnah og hadith til at overbevise modtageren om det rigtige og hellige i voldelig modstand. I denne proces har Irakkrigen været uvurderlig, fordi den har bekræftet al-Qaedas paranoide ideologi blandt folkemasserne, og Irak er det bedste hvervningsskontor de nogensinde har haft.
Med en sådan tankegang i omløb ville det bedste være at lade de muslimske lande sejle deres egen sø, for at demontere situationen. Da al-Qaedas filosofi fostrer hulemenneskementalitet, vil de aldrig nogensinde være den trussel, som det gennemindustrialiserede og videnskabsbegejstrede Nazityskland gjorde. Så lad ingen tisse i bukserne af den grund.
Hvad sker der, hvis den demokratiske idealisme i Bush-doktrinen og neokonservatismen fra Irak ikke kan genoplives? En "defensiv nation" kan jo hverken redde Darfur, Kosovo eller Bosnien eller nogen andre steder, der kræver, at USA handler uden at være blevet provokeret direkte. Hvis denne centrale del af neokonservatismen forsvinder, bliver verden da et bedre sted at leve?
Den klart liberale kommentator Lawrence Kaplan mener, at den demokratiske idealisme og forestillingen om forebyggende krig i Bush-doktrinen skal reddes: "Ser man på FN's historiske ubeslutsomhed og institutionens medlemmer, bliver man jo ikke i godt humør. Bush-doktrinen lægger sig i forlængelse af alle tidligere præsidenter, som har handlet udenom FN. Det handler i bund og grund om, hvem man bedst kan stole på. USA? Eller Iran og Sudan?
Krasnik bruger ordet 'liberal' på amerikansk manér, hvilket betyder venstreorienteret.
Krasniks Dar Fur-eksempel er et blændende bevis på hvordan neokonservatismen bør dø, og jorden saltes hvor den voksede. På 'Aqoul har The Lounsbury skrevet om Dar Fur konflikten, og gennemtæsket de militante naivister igen, igen og igen. Hvad Krasnik mere end antyder at Vesten bør gøre vil føre til endnu et Irak/Vietnam. Latent etnisk had, hyrder mod bønder, oprørere der slås indbyrdes, nabonationer der blander sig, alle ingredienserne er der til endnu en kolossal krigsfiasko.
Der er også en anden og lige så vigtig vinkel: Civilisationskrigerne næres ved disse 'interventioner'. Al-Qaedas propaganda - og organisationen er stort set ikke andet - er bygget op i to trin: Først overbevises modtageren om at muslimer verden over er under angreb. Tjetjenien, Bosnien, Irak, Libanon, Palæstina, Afghanistan, Indien, Sudan, selv Malaysia kan bruges. Billeder af lemlæstede børn og grædende mødre vækker afsky, ophidser og agiterer, skønt langt de fleste muslimer bliver slået ihjel af andre muslimer. Dernæst bruges koranen og forskellige sunnah og hadith til at overbevise modtageren om det rigtige og hellige i voldelig modstand. I denne proces har Irakkrigen været uvurderlig, fordi den har bekræftet al-Qaedas paranoide ideologi blandt folkemasserne, og Irak er det bedste hvervningsskontor de nogensinde har haft.
Med en sådan tankegang i omløb ville det bedste være at lade de muslimske lande sejle deres egen sø, for at demontere situationen. Da al-Qaedas filosofi fostrer hulemenneskementalitet, vil de aldrig nogensinde være den trussel, som det gennemindustrialiserede og videnskabsbegejstrede Nazityskland gjorde. Så lad ingen tisse i bukserne af den grund.
onsdag den 2. maj 2007
Tålmodighed
Kommentar til denne kronik, skrevet sammen af formændene for DSU og VU.
Mit hjerte banker for et specielt punkt, nemlig et udvidet politisamarbejde og velfinansieret EU-efterforskningsenhed. Det er selvfølgelig det retspolitiske forbehold, der er problemet her.
Med åbne grænser kommer ikke kun fordele, men også problemer. Den grænseløse, organiserede kriminalitet boltrer sig som fisk i vandet, når politistyrkerne er alt andet end grænseløse. Internationalt politisamarbejde burde være reglen snarere end undtagelsen, og gøre internationale mafiaer til undtagelsen snarere end reglen. Med Bulgariens optagelse i EU har vi fået et medlem hvor mafiaen er usandsynlig stærk, og da et indre marked ikke kun er et indre marked for folk på den rigtige side loven, er det let at se, at der vil komme endnu flere problemer end der allerede er med organiseret østeuropæisk kriminalitet.
Der er også psykologisk: Tålmodighed er en resource. Folk har ikke ubegrænset tålmodighed med EU, og den jordnære konsekvens af udvidelsen behøver ikke være særligt negativ før det tærer på resourcen. Hvis den slipper op, hvad enten det er berettiget eller ej, ender EU i stagnation, stasis og krise, og derfor bør politikerne ikke gamble med organisationens fremtid. Uffe.
Mit hjerte banker for et specielt punkt, nemlig et udvidet politisamarbejde og velfinansieret EU-efterforskningsenhed. Det er selvfølgelig det retspolitiske forbehold, der er problemet her.
Med åbne grænser kommer ikke kun fordele, men også problemer. Den grænseløse, organiserede kriminalitet boltrer sig som fisk i vandet, når politistyrkerne er alt andet end grænseløse. Internationalt politisamarbejde burde være reglen snarere end undtagelsen, og gøre internationale mafiaer til undtagelsen snarere end reglen. Med Bulgariens optagelse i EU har vi fået et medlem hvor mafiaen er usandsynlig stærk, og da et indre marked ikke kun er et indre marked for folk på den rigtige side loven, er det let at se, at der vil komme endnu flere problemer end der allerede er med organiseret østeuropæisk kriminalitet.
Der er også psykologisk: Tålmodighed er en resource. Folk har ikke ubegrænset tålmodighed med EU, og den jordnære konsekvens af udvidelsen behøver ikke være særligt negativ før det tærer på resourcen. Hvis den slipper op, hvad enten det er berettiget eller ej, ender EU i stagnation, stasis og krise, og derfor bør politikerne ikke gamble med organisationens fremtid. Uffe.
tirsdag den 1. maj 2007
Afstumpet
Kommentar til dagens Groft Sagt i Berlingske.
Sven Haakon Rossel har to indlæg. Ved siden af hinanden. I den ene beder han Asmaa Abdol-Hamid om at tage utvetydigt afstand fra dødsstraf. I den anden skriver han, at præsidentkandidat John McCains omkvæd 'Bomb, bomb, bomb Iran' ikke er så ringe endda.
To mulige forklaringer på den åbenlyse selvmodsigelse :
1. Dødsstraf er mord. Krig er ikke mord. For dødsstraf er afstumpet, mens krig er forsvar for civilisationen.
2. Det var en joke. Som en anden Akmed Akkari eller Ann Coulter finder Rossel det morsomt at spøge med at slå folk ihjel.
Sandsynligvis lidt det ene, lidt det andet.
Andre fejl: At Iran er et arabisk land. At alle arabiske lande er som Saudi-Arabien. At tyve får hugget deres hænder af i andre arabiske lande. Men Groft Sagt er hverken oplysningstidens eller Oscar Wildes genkomst, og vi forlanger hverken elegante pointer eller vidende bidragsydere. Det er blot Berlingskes version af blogosfæren.
I øvrigt er det udemærket at både Asmaa, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Søren Krarup får en tur i vridemaskinen. Det var, alt i alt, det bedste udfald overhovedet på hele sagen.
Sven Haakon Rossel har to indlæg. Ved siden af hinanden. I den ene beder han Asmaa Abdol-Hamid om at tage utvetydigt afstand fra dødsstraf. I den anden skriver han, at præsidentkandidat John McCains omkvæd 'Bomb, bomb, bomb Iran' ikke er så ringe endda.
To mulige forklaringer på den åbenlyse selvmodsigelse :
1. Dødsstraf er mord. Krig er ikke mord. For dødsstraf er afstumpet, mens krig er forsvar for civilisationen.
2. Det var en joke. Som en anden Akmed Akkari eller Ann Coulter finder Rossel det morsomt at spøge med at slå folk ihjel.
Sandsynligvis lidt det ene, lidt det andet.
Andre fejl: At Iran er et arabisk land. At alle arabiske lande er som Saudi-Arabien. At tyve får hugget deres hænder af i andre arabiske lande. Men Groft Sagt er hverken oplysningstidens eller Oscar Wildes genkomst, og vi forlanger hverken elegante pointer eller vidende bidragsydere. Det er blot Berlingskes version af blogosfæren.
I øvrigt er det udemærket at både Asmaa, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Søren Krarup får en tur i vridemaskinen. Det var, alt i alt, det bedste udfald overhovedet på hele sagen.
Abonner på:
Opslag (Atom)