Det kom så langt væk fra

To sammenhængende begivenheder:

USA forlænger soldaternes turnuslængde fra de traditionelle 12 måneder til mellem 15 og 18 måneder.

Samtidig opfordrer Afghanistans senat til forhandlinger med afghanske talebanere.

USAs hær var i Donald Rumsfelds vision ikke designet til at kæmpe i lange, udmarvende guerillakrige. Han skabte et militær, der var en skalpel. Det kunne gå ind hvor som helst, når som helst, og foretage de ønskede snit uden at patienten led unødig skade. Specialoperativer, smarte bomber, højteknologisk kunnen, lavfrekvent brug.

USA endte så i Irak, et nyt Vietnam. Et land på 25 millioner indbyggere, give or take, og en professionel amerikansk hær på omtrent 150.000 soldater, hvoraf kun halvdelen er kamptropper. Nu ser man det forudsigelige resultat. Den hær, der fra starten af var for lille til at bære Afghanistan alene, fik Irak på ryggen tilmed, og er nu knækket helt og aldeles. Soldater og officerer forlader hæren i 'alarmerende tal', for de ved, at alle karrierer går gennem Irak, hvad enten det nytter eller ej. Har de deres kærester eller koner kært, gør udsigten til en cølibat udstationering kun valget lettere. Og er en sådan udvikling i gang, går det kun en vej.

Så det går, som det må gå, givet at Vestens ungdom ikke pludselig beslutter sig for at sætte livet på spil for andre menneskers problemer. Hidtil har man ikke set noget til en sådan offervilje. Og deri ligger de vestlige politikeres hybris, for de har ikke indset, at Vestens lande ikke længere ønsker at føre en de facto kolonikrig - forstået som en årelang udstationering med en svag, men stadig strøm af døde hjemad - og derfor, når viljen mangler, heller ikke kan føre kolonikrig.

Afghanistans senat har set skriften på væggen, og ønsker at forhandle med fjenden, før Vesten trækker sine tropper hjem.