Lovløs

Man kan ikke sige, at de er ligeglade med loven. Hele strategien var at gøre Justitsministeriet, både på føderalt og statsligt plan, til en politisk gevækst på Det Republikanske Parti. Og historien om Irak kan ikke fortælles uden at hæfte den sammen med Bush Jr.-administrationens lovløshed.

Hele vejen igennem har princippet været at vægte loyalitet over færdigheder. Det ikoniske symbol var da Michael Brown, den daværende leder af det føderale katastrofeberedskab, spillede violin mens New Orleans skyllede væk, og fik ros af Bush for sin indsats med de berømte ord: Heckuva job.

Besættelsen af Irak har været en kolossal fiasko, og har været det til dels på grund af de uduelige loyalister, som administrationen udnævnte til at lede processen. Der har ikke blot været tale om en kulturkløft af fejltagelser som i Vietnam, men decideret og meget konsekvent inkompetence. Fra finanssektoren til sundhedspolitikken har alt for unge frimarkedsfundamentalister fået alt for frit spil til at underminere institutionerne, der holdt resterne af det irakiske samfund sammen. En laden-stå-til holdning, fra plyndringerne i begyndelsen til den tiltagende modstandskamp og stadigt værre borgerkrig, har afsløret en dogmatisk tro på en ganske apatisk form for liberalisme. En slags slogan-liberalisme, udbasuneret af mennesker født til rigdom. Det gør hverken Adam Smith eller Irak ære eller gavn.

Med James Comeys vidnesbyrd foran senatet er lovløsheden endelig blevet så tydelig, at alle mennesker med blot en rest af retfærdighedssans nu må sige fra overfor Bush og hans slæng. For et slæng er det, og de har beskyttet hinanden til det sidste - hvormed menes; dertil hvor forbrydelserne ikke længere kan dækkes til eller offentlighedens dom undslippes. Et pragteksempel er Mark Foleys sex-sms'er med mindreårige, skønt han var formand for komitéen for forsvundne og (seksuelt) udnyttede børn. Efter skandalen blev afsløret, blev han stadig beskyttet af Dennis Hastert, den daværende formand af kongressen, indtil det så ikke kunne lade sig gøre længere.

Og så fremdeles.

At Alberto Gonzales stadig er justitsminister siger alt. Hvis han ikke er komplet uduelig og dybt uegnet til jobbet, er han lystløgner og lovbryder, og er gået alt igennem for at beskytte sine egne, ikke sit land. Og for det får han ros af præsidenten.

Man kan ikke sige, at de er ligeglade med loven. Men at loven står for retfærdighed har de aldrig forstået. Al den snak om demokrati og civilisation var bavl, selvfølgelig. De prøvede selv at hive civilisationens bærende søjle, lovens objektivitet, dens blindhed, omkuld. De gav lov til tortur. De angreb et land uden grund. De fyldte deres egne lommer ved korruption og lyssky forretningsforbindelser. Og de hyldede deres egen moral altimens.

Det er ikke ofte man ser så korrupte ledere i den vestlige verden. Nixon når dem ikke til sokkeholderne. Vi lever i historiske tider.