Folkets visdom, nationens styrke

Hvis det virkelig ender i et tilbagetog fra Afghanistan, så mener jeg, at det er vigtigt, at det først sker, når et flertal af amerikanere har vendt sig afgørende mod krigen. Obama førte kampagne på at eskalere i Afghanistan; det er det, amerikanerne har stemt på, og i den demokratiske selvkritiks hellige navn bliver de nødt til selv at forstå konsekvenserne af deres egne valg, så de ikke gør det igen.

Jeg mener, at der er to scenarier forude: Det første er, at NATO henholdsvis får drevet de militante på flugt og indlemmet andre i den afghanske stat, for derefter gradvist at trække sig ud, mens NATO-landene giver økonomisk, logistisk og rådgivende støtte til en svag, men stadigt stærkere afghansk stat.

Det andet scenarie er et nationsgradvist tilbagetog, indledt af Canada og Holland, efterhånden som befolkningerne herhjemme mister tålmodigheden. Det vil efterfølges af en afghansk borgerkrig, der vil være langt, langt mere ødelæggende end krigen nu mellem NATO og de militante. Det er ikke sikkert, at dette vil ske, da de krigsførende godt kan huske tilbage til den forrige, og måske vil undgå endnu en sådan katastrofe. Men jeg tror, det er sandsynligt. I sidste ende vender Afghanistan tilbage til et talibanstyre - eller noget, der ligner til forveksling.

Det kommer meget an på, hvad der sker i Pakistan. Det er ikke til at vide.

I hvert fald: Når en nation invaderer en anden nation langt, langt væk, risikerer den at løbe ind i en guerillakrig, som den sandsynligvis hverken har den politiske tålmodighed eller den militære og sociologiske kunnen til at vinde. Den sandsynlige udvikling er fra succesrig invasion til politisk uro, gryende militær modstand, statsmæssigt kaos, faldende opbakning, klodset tilbagetog og ødelæggende borgerkrig. Og en masse døde mennesker, der ellers ville være i live.

Det skidt bør undgås a priori, og det er vigtigt, at amerikanerne (endnu engang) får banket det ind i hovedet. Europæerne gør intet uden USA, og er i al fald langt mere skeptiske over for alskens militæraktioner. Kina er nok det eneste land, der pt. kunne gennemføre lignende aktioner, men ser i øjeblikket ikke ud til at ville andet end et økonomisk imperie.

Ikke at jeg tror, at Obama-administrationen vil trække sig ud, før der er overvældende folkeligt pres herfor. Tidsånden i DC er så militaristisk, at det opfattes som politisk selvmord overhovedet at nævne muligheden. Og det er svært at pege på en ny Cronkite. Så det var vist et lidt formålsløst indlæg. Men jeg ser ikke mange tegn på, at man har lært særligt meget af Irak - hverken i Europa eller Nordamerika. Hvor mange ville i dag være med på en invasion af Burma? Alt for mange, gætter jeg på.

NATO's militær vil nok endnu engang drage den lære, at krigen blev tabt på hjemmefronten. Jeg vil gerne tage fejl.