Vi er ved at tabe i Afghanistan

Er jeg ked af at sige. Men det ser sådan ud. Karzai med hatten i hånden er ikke nok, Mullah Omar vil have betingelsesløst blowjob.

The Deal

Mere om handelen jeg nævnte forleden. Det viser at Kurdistans parlament slet ikke var blevet rådspurgt. Ikke et ord. De stejler, stemningen forsures, Ankara bliver irriteret, fordi de ikke vil forhandle direkte med Kurdistans ledere - det ville være en slags anerkendelse af Kurdistans uafhængighed af Baghdad. Perish the thought. Men Tyrkiets nation er til dels tankespind, en dominerende tanke. Hvis minoriteterne fik det, de burde have, ville landet muligvis gå i opløsning lidt efter lidt, i stil med Storbritannien.

Iraks politiske proces på skinner. Men toget kører den forkerte vej.

Tilføjelse: Spot on.

En dansk dolkestødsmyte

Uffe Ellemann:

De skal naturligvis have det bedst tænkelige materiel - men de skal også have moralsk opbakning. De er i kamp med en modstander, der uden videre bryder krigens love. Det gør vore soldater ikke - for de er blandt andet ude for at forsvare retssamfundet. Men de skal vide sig sikre mod bagholdsangreb hjemmefra. Der har desværre været for mange eksempler på, at det kan de ikke regne med.

Godt, Uffe, du har nu fortjent min foragt. At sammenligne kritik af militæroperationer med bagholdsangreb er noget af det værste man kan byde på. Næste skridt er at kalde kritikere for landsforrædere og terroristsympatisører. Også flot at smelte Afghanistan og Irak sammen til ét. Hvorfor ikke tage fodnotepolitikken fra Den Kolde Krig med, nu du er i gang? Det var trods alt dit årti.

Hvor er det dog kønt: En politisk dværg på sin karrieres høje hæle, som mener sig højere end andre. Men jeg har lagt mærke til denne tanke før; at kritikerne af krigen kun er ude på at score politiske point. Med denne ad hominem kryber man udenom at diskutere selve emnet.

2. Verdenskrig er den gennemgående reference blandt krigstilhængerne. Så lad mig påpege, at da Singapore faldt, da bad Churchill om et tillidsvotum fra Underhuset, indledt af en fri og åben debat. Han sagde:

A Debate on the war has been asked for. I have arranged it in the fullest and freest manner for three whole days.

Any Member will be free to say anything he thinks fit about or against the Administration or against the composition or personalities of the Government, to his heart's content, subject only to the reservation, which the House is always so careful to observe about military secrets. Could you have anything freer than that? Could you have any higher expression of democracy than that? Very few other countries have institutions strong enough to sustain such a thing while they are fighting for their lives.

Paf

Fordi der er for meget at skrive om. Ting, der gør mig paf:

---

1. At der stadig er nogen, der sympatiserer med autoerne. Inkl. politiomkostninger har deres gadefester indtil videre kostet 70 millioner kroner.

2. At nogen mener, at Ahmadinejad er snedig som en ræv. Manden nærmest tigger USA om at bombe.

3. At teologerne herhjemme bliver ved med at sige at kristendommen, i modsætning til islam, betyder adskillelse af stat og kirke. På trods af, at kampen mellem konge og kirke stod på i mindst 1600 år efter Jesu død.

4. At de danske liberale mener at Danmark fungerer ad helvede til, og mener at kunne overbevise danskerne om det.

5. At atomkraft stadig er så dæmoniseret. Flot, Greenpeace.

6. At den danske højrefløj ikke har forkastet Bush endnu. Eller aggressionskrig for demokrati. Men kun har forkastet begges resultater.

7. At Rudy Guiliani er den ledende republikanske præsidentkandidat i øjeblikket. Manden minder mig om Caligula.

8. At nogen tror, at det går bedre i Irak. Og har troet det siden 2004.

9. At der stadig findes kommunister.

10. At Mark Steyn bliver taget alvorligt.

---

Ah, det var bedre. Måske det kan blive en serie.

Pop skat

Kommentar til Sarkozys skattelettelser. Noget, jeg har berørt før: Problemet med Frankrigs økonomi er arbejdsmarkedet, der er håbløst ufleksibelt. Fagforeningerne er ikke andet end håndværkerlaug, hvis formål er at monopolisere faget for medlemmerne og holde andre ude af arbejdsmarkedet, og derved holde deres egne fortjenester høje. Det går ud over de arbejdsløse og de korttidsansatte, der må hutle sig igennem tilværelsen på elendige dagslejervilkår. Og det går ud over økonomien. Frankrig kunne lære en del af Danmarks flexicurity, når det drejer sig om hire'n'fire.

Og hvad gør Sarkozy så? Giver skattelettelser uden at skære ned. Min bare. Frankrigs nationale gæld overstiger 64% af BNP, og så giver han ufinancierede skattelettelser. Dette er intet andet end højrefløjspopulisme. Han er Frankrigs Bush, og det er ingen ros. Bush's skattelettelser blev i det mindste foretaget på baggrund af den solide økonomi som Clinton med møje fik opbygget efter de financielt uansvarlige år under Reagan og Bush Sr. Og i begge tilfælde er argumentet, at skattelettelser vil øge væksten, og dermed dække tabet. Reaganomics. Det er heller ingen ros.

På den anden side beviste Reagan at underskud ikke betyder noget. Det skulle Schlüter bare have vidst.

Mellem arabere og tyrkere findes kurderne

Kommentar til denne studehandel. Let me get this straight: Jawad Bolani, en shi'a-araber, uafhængigt medlem af den hedengange shi'a-koalition Den Forenede Irakiske Alliance, giver Tyrkiet lov til at forfølge kurdiske oprørere ind over Iraks grænse, "in hot pursuit", i stil med Tyrkiets aftale med Iran. Der står intet om, at han har rådført sig med hverken Talabani eller Barzani. Eller hvorfor i alverden det er en indenrigsminister fra det berygtede indenrigsministerium, der står for aftalen.

This likes me not. Barzani har gjort sit standpunkt klart. Er kurderne atter engang ved at komme i klemme? Hvem sælger hvem?

Enemy Mine, del 2

Der er noget helt forkert i at Osama bin Laden og Mahmoud Ahmadinejad dominerer det vestlige mediebillede efter tur. En hulemand og en klovn er hvad de er, men som fjender kan de bruges. I mellemtiden er Centralafrika vasket væk af regn, stagnerende huspriser og konkursramte kreditfonde truer med en økonomisk nedtur, Nordvestpassagen er åbnet af rekordhastig global opvarmning, og Myanmar oplever sine største regeringsfjendtlige demonstrationer i et årti. Vores tid er dum.

Quixotisk

Har jeg nogensinde fået sagt at Financial Times er en god avis?

So, anyway. En lille artikel om kommissionens nye linie med liberaliseret energimarked, og den forudsigelige modreaktion, da det endelig skulle føres ud i livet:

The European Commission last week published its latest proposals to boost competition and create a single energy market. One of them is to unbundle the power grids and gas transmission networks from the power generators and gas suppliers to ensure freer access for alternative sellers. This is being fiercely opposed by France and Germany.

The hostile takeover battle for Mol shows how sensitive the energy sector remains for European governments.

Det er meget ligetil: Energi er magt, og man udliciterer heller ikke sit politi eller militær til udenlandske firmaer. Hvis man har et hoved på. Dette er endnu et eksempel på kommissionens quixotiske* kamp mod de europæiske nationers virkelighed. Det tragiske er, at hver gang den prøver noget lignende, graver den sin egen grav, og EUs også. Hver forudsigelige fiasko eksponeres i medierne, ødelægger en smule af EUs sammenhold, og en del af tilliden til kommissionens fingerspidsfornemmelse. Spænder man buen får hårdt an, knækker strengen. Frattini.

*Eksisterer det ord på dansk? Det gør det nu.

Enemy Mine

Brown: Up against the competition of two billion people in China and India...

Fik mig til at tænke. Den flittige brug af ordet konkurrence i økonomi får måske folk til at tro at kun én vinder. Ikke sandt. Kina og Indiens økonomi vokser, de får flere penge, de køber flere ting, der bliver mere arbejde med at lave disse ting, også til os i Europa.

Det er grundlæggende markedsøkonomi. Konkurrence handler om effektivitet, men ikke samhandel. For at være ærlig, så er det en smule bekymrende at et rigt Kina eller Indien kun ses som konkurrenter og ikke som handelspartnere.

AIPAC & Co.

Lidt sent, men ville gerne linke til et indlæg på American Footprints om den israelske lobbys begrænsede indflydelse i Washington DC, og hvorfor man også bør lægge mærke til den saudiske lobby. Og De Forenede Arabiske Emirater, ikke at forglemme. Kort fortalt: AIPAC påvirker kongressen og senatet mere end den udøvende gren, dvs. administrationen.

Ét er dog sikkert: Det var ikke med Saudi-Arabiens velsignelse at Irak blev invaderet.

Årets Godwin

Kastholm i sin Groft Sagt spalte:

Hitler og hans yndlingsarkitekt var besat af byudvikling og elskede ord som "drømme, store visioner og tanker". Deres foretrukne stilfigur var hyperbolen (den sproglige overdrivelse), deres foretrukne bøjningsform superlativ (højeste grad).
I et indlæg i Jyllands-Posten skriver Københavns miljøborgmester Klaus Bondam: "Storbyer har brug for drømme, store visioner og tanker. De holder gang i byens liv og puls. De gør byen nyskabende..." Bondams reklameagtige sprog er tidstypisk og minder om nazismens æstetiske hujen. Hvormed ikke er sagt, at det har noget med nazisme at gøre, kun med en tomhedens overbegejstring, som vi også så i nazismen.

Ja, jeg har også tit tænkt, at superlativer minder om nazismen. Faktisk slår det mig hver eneste gang jeg hører en svulstig tale. Tit, når jeg så Blair, Clinton, Kohl eller Mitterand tale tænkte jeg, hvor minder han meget om nazisterne.

Men som Kastholm siger, det er i øvrigt en konsekvensløs sammenligning. Blot fordi man siger at nogen taler som nazisterne gjorde, behøver det jo ikke være et tarveligt forsøg på at svine vedkommende til. Overhovedet ikke.

Det evige emne

Huspriser. Link til FT artikel om huspriser i USA. Hvis de falder skarpt, skal Europa nok få det at vide. Hold øje.

Blackwater, spekulationer

Spekulerer på, om Blackwater-drabene er a defining moment i Irakkrigen. Al-Maliki kan ikke løbe fra at han bad dem om at forlade landet, men prøver alligevel, og sætter dermed en tyk streg under sin egen svaghed og Iraks status som besat. Spekulerer, at drabene bliver til et symbol for irakerne, der efterhånden har fået nok af en de facto besættelsesstyrke, der kan slå irakere ihjel uden straf. Og at de vil kræve Blackwaters hoved på et fad, og får de det ikke, så al-Malikis. Og får de heller ikke det, så er fanden løs.

USA kan selvfølgelig ikke undvære Blackwater. Hele operationen er så hårdt spændt for, at 10.000 lejesoldater færre vil få store konsekvenser. Så de vil ikke give sig. Hvem så?

Ja, for fanden.

Og mange andre bandeord unfit for print. Politiken brokker sig over at Storbritannien og Frankrig vil tælle atomkraft som ren energi. Hvilket det er.

Det er den værste side af de grønne: Man vil have perfekte løsninger, eller intet andet. Så vi får intet andet. I en tid hvor den globale opvarmning får Nordpolens permafrost til at forsvinde som dug for solen (og med dejlig olie/gas neden under), hvor accelereret ørkenspredning og oversvømmelser truer med kolossale menneskevandringskrige, insisterer de grønne på at en klump radioaktivt affald, der måske kan give problemer for fremtidige generationer, er lige så slemt.

De onanerer foran spejlet.

No shit

Finn Mortensen i Berlingske om Microsoft:

Alt tyder desuden på, at innovationen faktisk trives bedst de steder, hvor konkurrencen er stærkest.

Ord har konsekvenser

Louise Stigsgaard har skrevet en lille artikel om Frankrig, Iran og andre godtfolk. Hun er lidt ... jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om hende. Hun går hele situationen igennem uden at nævne, at Frankrig for nogle måneder siden solgte atomkraftteknologi til Libyens oberst Qaddafi, Vestens tidligere fjende nr. 1, som gensidig udnyttelse i kølvandet på løsladelsen af de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge.

Frankrigs nye udenrigspolitik er hanestolt og lurvendrejet. Den lægger sig op af USA på et tidspunkt, hvor de fleste er flygtet skrigende væk fra tosserne i DC. Typisk for den seriøse arbejdshest holder Tyskland sig i baggrunden, pragmatisk irriteret over Frankrigs provopostuleren. Den model har man set nogle gange.

Nuvel. Hvorfor er Iran nu en større trussel end noget som helst andet land i verden?

Død over USA. Derfor. Når disse ord blev til et slogan for den islamiske republik, måtte det få konsekvenser før eller siden. Det fik det fra starten, hvor både USA og USSR støttede Iraks angreb på Iran: Død over Sovjetunionen er mindre kendt, men var lige så anvendt. Man slipper ikke fra dagligt at true verdens to supermagter på livet, næ du.

For Iran er ingen trussel i dag. Man har ladet både Pakistan og Indien få atomvåben uden protester. Irans atomvåbenprogram er ikke engang en vished. Og Saudi-Arabien er langt mere involveret i udbredelsen af salafismen/wahhabismen (der er vist efterhånden ingen forskel), angrebene på amerikanske soldater i Irak, 12 ud af 15 deltagere i 9/11, etc.

Forskellen er retorikken. På samme måde som Rusland bliver set som Europas onde storebror, fordi Putin fyrer op for nationalismen, på samme måde bliver Iran set som Den Store Satan. På trods af, at begge lande økonomisk er til rotterne. Og som Kina tager det stille og roligt, bruger blød og skjult magt, således også Saudi-Arabien. At Qaddafi er kommet ind i varmen betyder ikke, at han er et mindre ondt menneske. Kun at han har lært at lade være med at skilte med det. Hvis luftangrebet på Iran kommer, er det Ahmadinejads skyld. Han kunne bare have holdt sin kæft, som Rafsanjani og Khatami.

Men det viser et andet problem: At civilisationskrigerne i Vesten ikke kan skelne skidt fra kanel. Man kan ikke gennemskue postuleren og spankuleren, man ved ikke hvornår noget er en hensigt, et slogan, eller en reel trussel. Og man gør derfor ikke andet end at danse efter modstanderens pibe. Det eneste, fjenden skal, er at true. Så lever man efter truslen, hvad enten den er virkelig eller ej. Det tjente ikke Saddam godt, og vil heller ikke tjene Iran godt. Men al-Qaeda spillede USA efter den model. Hold da op. Hvad nytter det at være stor og stærk, når man falder for den værste?

Eudiot

Undskyld titlen. Hvis vicepræsident Frattini er ude på fuldstændigt at undergrave støtten til EU i EU, skal han endelig tale for en standardisering af indvandringsregler med mere indvandring som erklæret mål. Hvad finder han dog ikke på næste gang. Hvad med lidt internet-censur? Det virker jo blændende mod pædofili.

Aktører

Lille pointe: Politisk analyse, både af fortid og nutid, er at regne begivenhederne ud. Man spekulerer i hvad, hvordan, hvem, hvor, og frem for alt hvorfor. Men målet er sandheden. Det glipper når analytikere overrationaliserer, dvs. rationaliserer det irrationelle. Når Caligula gjorde sin hest til prokonsul, måtte der have været en rationel grund, ellers kan man ikke bruge historieanalysen til noget. Hvis han blot var bindegal, så nytter det ikke noget at spekulere i rationelle baner. Den analytiske metode kan derfor, som en ren selvfølge, føre til selvbedrag.

Point in case: Irak. I lyset af Bush/Cheney-administrationens strålende inkompetence mener jeg, at det næppe var planen at ødelægge og dele Irak op fra starten af, ved at lade samfundet falde sammen, som det jo skete. En bivirkning har været den mest upopulære præsident siden Nixon, et GOP i frit fald, et sønderslidt amerikansk militær, etc. Hvis det i stedet var gået godt, ville Bush være en levende legende, Roves permanente republikanske flertal en kendsgerning mange år fremover, Ahmadinejads hoved på et spyd, etc. Altså, klart at foretrække for Bush/Cheney.

Nej, det mest sandsynlige er at de ikke aner deres levende råd, og kører operationen fra dag til dag. Petraeus tænker kort, og har derfor - af ren og skær pragmatik - slået fred med sunni-oprørerne, hvor omstændighederne har tilladt det - dvs. kampen mod AQI. Det næste skridt er at overføre penge til Anbar udenom Baghdad, hvor Ramadi eller en anden by så bliver hovedstaden i det nye land.

Men, nej. Petraeus har kun magt over det militære, og er ingen guvernør med både politisk og militær kontrol over sin koloni. Den bløde opdeling af Irak skal derfor køres gennem den civile ledelse i Pentagon og Det Hvide Hus. I mine øjne er der al mulig grund til at tro at ingen har tænkt så langt, men blot har tænkt frem til Magiske September. Og nu truer en ny dag.

Derfor titlen, aktører. Der er mange forskellige aktører i dette spil, med hver sin magt. Der er Petraeus. Der er al-Maliki. Der er Aziz al-Hakim, Moktada al-Sadr, al-Sistani, den usynlige ledelse af oprørerne (se i øvrigt her...). Der er Gates, Rice, Cheney, Rove, Pelosi, Reid, Kristol et al. Der er Kong Abdullah, Assad-familien, Ahmadinejad, Khameini, Talabani, Barzani, Erdogan, AIPAC, Olmert, Nasrallah.

Jeg kunne blive ved længe endnu. Min pointe er at der ikke er styr på noget, og at alle aktørerne tænker som individer, dvs. på sig selv, og at de er oppe mod alle de andre aktører, i et virvar af interaktioner og tilfældigheder. Og ingen ved præcis hvad der foregår. Et land i borgerkrig, hvor journalister ikke kan færdes, er en lukket bog at læse. Det er et mørke, hvor man føler sig frem, så langt éns arm kan nå. Og der har man sine tanker. Så den oplagte forklaringsramme er kortsigtede, selvcentrerede mål. Petraeus får som opgave at reducere volden. Han gør det nemmeste. Og det er det.

There Is No Pilot.

---

Tilføjelse: Der røg han. Det tog ikke lang tid. Og tilføjelse til CDs resumé: Ingen stor plan, men mange små, der ikke hænger sammen. Jeg forestiller mig passagerer, der slås om de bedste pladser i et styrtende fly.

o - o - o

For lige at understrege det åbenlyse i ministerrokaden: Udnævnelsen af Karen Jespersen til socialminister har et formål for øje - at beholde magten. Der er ingen andre grunde til at forfremme en prominent nytilkommen i partiet, fremfor mangeårige og trofaste, men anonyme medlemmer. Fogh kerer sig ikke det mindste om liberalismen længere, han er en ideologisk vendekåbe. Ikke farlig, for der er ikke noget usædvanligt i det: Som vand er vådt, således er politikere opportunister.

Men hvor er Liberalisterne? Venstre blev stor, fordi mange - specielt driftige jyder - ville stoppe velfærdssamfundets svulmen. Mange hjemløse stemmer, nemme at fiske.

Ps. Hun har i hvert fald forstået hvad Venstre går ud på i dag - den pureste doublethink:

Jeg vil værne om de liberale frihedsværdier.

og

Vi skal udjævne sociale og kulturelle skel.

Fundamentalt

Petraeus sagde én rigtig ting:

The fundamental source of the conflict in Iraq is competition among ethnic and sectarian communities for power and resources.

Resten er ævl og kævl.

Civil war is like a box of chocolates

Fra WaPo:

The strategist notes that the administration is simultaneously moving toward a second longtime Democratic goal -- of allowing a "soft partition" of Iraq at a time when national political reconciliation seems impossible. This soft-partition approach is inherent in Petraeus's "bottom-up" alliance with Sunni tribal leaders in Anbar Province, which is the big success he and Ambassador Ryan Crocker will report.

Stor misforståelse af sunni-oprørerne, de fagre nye allierede. Meget mere hos jordsvinet. De er nationalister, som jeg har skrevet om før. De vil ikke acceptere nogen deling af Irak, om den er blød eller hård, og deres mål er at smide USA og Iran ud, og tillige generobre magten fra shi'a-militserne, som de ser som Irans håndlangere. Gad vide, hvor længe facaden holder. Så længe pengene og våbnene fra USA ruller ind, velsagtens, i lighed med al-Maliki og kumpaner.

I øvrigt er det kun Joe Biden blandt de demokratiske topfolk, der har ønsket en opdeling. Det har aldrig været et "longtime Democratic goal".

Du er busted

Dårlige tal fra USA skubber til læsset:

Unfortunately, financial globalization together with securitization and mushrooming of complex credit instruments has lead to greater opacity and less transparency in the financial system. And this lack of transparency breeds unmeasurable uncertainty rather than priceable risk.

Fra RGE. Uigennemsigtighed fører til usikkerhed, usikkerhed fører til frygt, frygt fører til panik, etc. Samme gamle historie, nu ekstra globalt og hårdtslående. Jeg håber EU kommer på banen med noget anstændig regulering af lån, for at sætte en stopper for de seneste års afsindige Ikaros-økonomi. Idiotisk det fik lov at udvikle sig til at begynde med.

Mere Myopi

I lyset af østeuropæernes miserable fødselsrate burde overskriften have været Dansk Velfærd Truer Østeuropa.

Kampagnebølgen

Det er et gammelt tema fra Intel Dump: Politiseringen af militærets ledelse. Man lytter til generalerne, så længe de siger hvad man vil høre. Resultatet kan man læse om her, fra WaPo, og sætte det i sammenhæng med kampagnen om Bølgens succés. Grundlæggende er militærets ledelse blevet endnu en arm på Det Republikanske Parti, i lige så høj grad som Justitsministeriet under Ashcroft og Gonzales.

De moderate

Kommentar til Ole Bang Nielsen:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model

Jo, det vil vi, og det bør vi. Det er ikke vores sag at bestemme om andre må lege islamister eller ej, ligesom det ikke er andres sag om vi tegner profeten på en sjov måde.

eller synke ned i årelang borgerkrig.

Irak er sunket ned i en årelang borgerkrig. Og med mindre vi vil stikke fingrene i den hvepserede, så foreslår jeg at vi holder os langt, langt væk. Hvis vi partout vil hjælpe, så er det bedste at sørge for flygtningene i Jordan og Syrien. Ikke flere storpolitiske cirkusnumre.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen.

"Moderate arabiske lande" er diplomatjargon for pro-vestlige arabiske diktaturer.

Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Skal vi tage den igen: Saudi-Arabien kan ikke leve med et fundamentalistisk Irak. Jeg græmmes. Det, de ikke kan leve med, er et shi'itisk styret Irak i forbund med Iran. Hvis "europæiske diplomater" er så naive, så er det endnu mere grund til at holde sig langt, langt væk fra regionen, for hele afsnittet sætter en tyk streg under hvordan Vesten i Mellemøsten er en elefant i en porcelænsbutik. Og vice versa, faktisk.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Det sidste ord bliver hverken sagt af Europa eller USA, men af landene i regionen. Så længe vi er vores egne begrænsninger bevidst, så kan vi gøre et forsøg på mægling. Men det forudsætter også at vi er klar over hvad der foregår, og ikke gør os illusioner om "moderate arabiske landes" rolle. Virkelighed, virkelighed, virkelighed bør sætte dagsordenen. Skriv jer det bag øret, "europæiske diplomater".

Identitetsangst

Det slog mig forleden, lighederne mellem Qutb, Khomeini og Europas radikale nationalister.

Territorial identitet og globaliseringen: De harmonerer ikke. I en verden hvor folk rejser fra kontinent til kontinent i løbet af få timer, hvor satellitter bestråler jordkloden med alskens makværker alle steder fra, og hvor internettet kanaliserer hvad som helst hvor som helst, begynder en territorialt baseret identitet at blive svær at holde fast i. I en verden, hvor kapitalistisk forbrugerkultur ved markedskræfternes ubønhørlige virke trænger ud i alle afkroge af verden, må der komme reaktioner: Identitetsangst.

På Europas ekstreme højrefløj er anti-globalismen etableret politik. Man ser et skred af identitet, nationalstater der udviskes, og truslen kommer flere steder fra: Muslimsk indvandring, amerikansk kultur, EUs overnationale autoritet, og endda FN. Betragt f.eks. koalitionen Identitet, Tradition, Selvbestemmelse, som blev etableret i EU-parlamentet i 2004. Man bruger ordet "identitet" som et verbalt holdepunkt, gerne i sammenhæng med et ultrakulturkonservativt syn på livet. Fælles for alle partierne er at fremmedhadet går hånd i hånd med nationalisme.

Og så er der den arabiske verden, som siden gud ved hvornår har befundet sig i en identitetskrise, og som en anden hikikomori lukker sig inde i sin egen verden og nægter at blive voksen. Qutb søgte en tredje vej mellem Vest- og Østblokken under Den Kolde Krig, og fandt den i en ultraortodoks islamisme, som senere - åbenbart efter kærlig behandling af Nassers voldspersonale - blev vanvittigt ekstrem. Intolerant er ikke ordet. Qutbs historie viser udviklingen i sin yderste konsekvens, men identitetsangsten, frygten for at forsvinde i mængden, lever i bedste velgående. Man ser den i absurde begreber som "islamisk finansiering", "islamisk videnskab", etc. Islam som identitetsbærer gør intet for at ændre arabernes status som omvandrende selvmål.

Iran, til sidst. Khomeini gjorde anti-amerikanisme til en central del af den islamiske revolution, bl.a. fordi To Minutters Had mod en fjern og utydelig fjende gør underværker for partisoldaterne. Men Irans mullaher kæmper samme kamp i dag, og kampen står mod deres egen befolknings forkærlighed for djævlemusikken fra djævlenationen. Den Islamiske Republik er forankret i en særegen identitet - typisk for shi'ismen - og det moralske politi kæmper for republikkens overlevelse, når de straffer unge kvinder for at gå i jeans. Bæster.

Det er logisk. Globaliseringen er også en kulturglobalisering. Og for så vidt kultur er identitet, så forsvinder de regionale identiteter lidt efter lidt. Reaktionen er lige så ekstrem, som fjenden er sløret og kampen diffus. Eksistentiel, faktisk: I den kulturelle tomhed slår man ud i mørket. Måske man rammer andre.

(Inspireret af Aggers indlæg om de forfærdelige baskere.)

Mookies milits

Tanker om Sadrs våbenstilstand.

Moktada rider på en tiger. Han er søn af den legendariske og kontroversielle prædikant Sadik al-Sadr, hvis Sadr-bevægelse populariserede shi'ismen, og nåede stor udbredelse blandt de fattige shi'aer i Irak. Sadrismen står for en jordbunden og livsnær teologi, i modsætning til både Iraks og Irans traditionelle shi'itiske autoriteter.

Sadrismens populisme er dens livsblod. Derfor faldt dens rolle som rygraden i den shi'itiske del af oprøret naturligt. Som mennesker verden over, så er irakerne utilpas ved fremmede magter i landet, og skønt den shi'itiske reaktion på invasionen var "vent og se", så lå viljen mod invasionsstyrkerne lige under overfladen. At kombinere modviljen med sadrismen var oplagt, og Moktada nåede på ingen tid stor politisk magt i Irak ved at ride på ryggen af tigeren.

Men Moktada har gjort sig stort umage for at legitimisere sin modstand mod USA. Han vil ikke ses som en gemen oprører, en renegat. Derfor gik han fra gaden og ind i politik. Målet er landsfaderfiguren. Men når midlet er vilde følelser, snarere end streng politisk doktrin, så må det nødvendigvis løbe ud af kontrol i takt med at Irak løber ud af kontrol. Mahdi-Hæren, som voksede ud af de mange militser som magtvakuumet dannede, er af sin natur knap nok organiseret. Dens styrke vokser ud af de mest primitive følelser blandt shi'aerne, og anti-sunnismen er en af disse. Derfor har Mahdi-Hæren været en af de største dræbere af sunnier i Baghdad, og Moktada er klar over og indforstået med dette. Landsfader er han først og fremmest for sine egne.

Uroen i Karbala er derfor et problem for Moktada. Den udstiller både hans manglende kontrol og hykleriske uansvarlighed. Så han afsværger handlingerne, og befaler våbnenes tien. Det vil næppe få mere effekt end når al-Sistani prøver. Men Moktada kan dermed sige at dem, som stadig skyder løs, har vist at de ikke er soldater i Mahdi-Hæren. Men hvor meget, der så vil være tilbage af militsen, er et stort spørgsmåltegn. Som BBC skriver, så er det en satsning. Moktada kan hurtigt komme til at ligne en idiot, hvis de eneste som adlyder ham er Sadr Bys styrker, og det er muligt at dette er hans første store fejltrin.