Exceptionalisme

Kommentar til de seneste dages brouhaha om Sarkos enegang.

Det er ikke nyt, at Frankrig ser EU som sin ejendom, og forventer at resten af landene danser efter dets pibe. Det er heller ikke nyt, at Frankrig går enegang, fører sig frem med ufortjent arrogance, og i øvrigt ignorerer resten af verden når det kan betale sig. Ikke altid, men ofte. Det, Frankrig lider af, er exceptionalisme. Det er en sygdom som nationer kan få, hvor de forestiller sig at være unikke, enerådige, usårlige, specielle, med forrang, over andre, verdens centrum, og alt dette med den selvfølgeligste selvfølgelighed.

I den vestlige sfære er det for tiden kun USA der også lider under samme vrangforestilling, hvilket forklarer de to landes indbyrdes rivaliseren. Tyskland blev alvorligt kureret af 2. Verdenskrig, og Storbritannien har efterhånden fundet sig til rette med sin nye middelmådighed indenfor politik og cricket. Andre lande, der i øjeblikket lider under exceptionalisme, er Saudi-Arabien, Rusland og Nordkorea. Og mere end det ved jeg ikke om verden. Selvfede Danmark tæller ikke, for selvfølgelig er vi verdens bedste i alt, men vi ved godt vi ikke er verdens centrum.

Alle imperier har haft det, og alle tidligere imperier har det latent. Det er som malaria, hvor tiden mellem anfaldene domineres af det mindreværdskompleks, som er exceptionalismens skyggeside. Fælles for lande, der har lidelsen, er deres manisk-depressive adfærd: Hvis de ikke er på toppen, så er de på bunden. De er svære at omgås, frustrerende at forhandle med, kulturelt nærsynede, og generelt virkelighedsfjerne. De samler ikke ligemænd omkring sig, men tjenestenationer, og finder deres fjender i andre exceptionalister.

Men på et tidspunkt løber de ind i virkeligheden. Problemet er, hvis de ikke lærer noget af det, hvis de beholder exceptionalismen på den anden side af nederlaget. Exceptionalister har det meget svært med selvkritik, for de er jo verdens bedste land, hver og en. Rusland tabte den kolde krig til NATO, men opfører sig som om dets nabolande er illoyale vasalstater. Arabien er ophavet til den eneste sande religion - Gud er jo araber - men bider alligevel i støvet foran zionisterne hver eneste gang. Etc. Ansvarsforskubbelsen viser sig som sammensværgelsesteorier: Det må være Irans skyld at det går dårligt i Irak. Jesus forbyde at det har noget med USA og irakerne selv at gøre.

I øvrigt: Sarkozy er dum, hvis han tror skattelettelser kan sætte gang i Frankrigs økonomi. Problemet er det rigide arbejdsmarked, som også i den grad lukker maghreb-araberne ude. Fanden tag Thatcher for det hun gjorde i Storbritannien, men fanden tag de britiske fagforeninger for at gøre det nødvendigt. Hvis det eneste Sarko laver er ufinancierede skattelettelser, bliver det kun værre. Så ville Royal - og status quo - have været et bedre valg.