Aktivistisk Autopuddelpilotpolitik

Som Danmarks fremmeste udenrigspolitiske ekspert :P burde jeg vel sige et par ord om Pakistan. Problemet er at jeg ikke ved mere om det end det, jeg har læst mig til de sidste par uger. Så skal jeg spille smart eller ej? Ved min sjæl, beslutningen tynger. Blogosfæren er jo ellers stedet, hvor man brager løs om alt det, man ikke ved noget om. På den anden side er det jo noget wank.

Jeg kan i hvert fald linke lidt. Registan, ICGA, Guardian og selvfølgelig American Footprints.

Men Pakistan har en del at sige mht. Afghanistan. Pakistans hær sympatiserer med talebanerne, selv om den jævne pakistaner ikke gør. I hvert fald er der ikke nogen lyst til at konfrontere guerillaerne, og slet ikke fra Musharraf, der følte magten smutte, efter at en miserabel kampagne mod islamisterne demoraliserede Pakistans hær. Så meget har jeg da samlet op.

Så talebanerne, der i bund og grund er en pashtunsk bevægelse, har en temmelig sikker base i de nordvestlige pakistanske provinser. Da Pakistan er et kinky land med atomvåben, er det udelukket at lade NATO gøre noget som helst ved disse baser. Det ville i øvrigt nok også være kontraproduktivt. USA er ganske paralyseret af krigen i Irak, og skyggefyrsten i Pakistan er nu Kina.

Så hvad nu? Med de resourcer, som Den Glemte Krig i Afghanistan får fra Vesten, er det bedste resultat på sigt en langsomt forværret situation. 32.000 udenlandske soldater slukker ildebrande i et land på størrelse med Ukraine. Det er latterligt lidt, men siger også noget om at trykket sydfra ikke kan være særligt stort. For så var de små 32.000 soldater løbet over ende for længst. Men den afghanske hær er intet steds at se, det afghanske samfund udenfor Kabul er ikke andet end små len med hver sin feudale krigsherre, der ikke ser det voldsomt nødvendige i et demokratisk retssamfund, og den politiske situation er noget værre rod. Og det efter seks års indsats. Samtidig pønser den amerikanske vicepræsident på krig med Iran vestpå, hvilket ville være noget af en katastrofe for situationen i Afghanistan.

Jeg tvivler ikke på krigens mål. Målet er fint nok. Men jeg tvivler på, om målet er de ofre værd som det ville koste, og jeg tvivler på at vi nogensinde vil ofre det nødvendige for hvad der i grunden er en unødvendig sejr, da al-Qaedas ledelse sandsynligvis sidder trygt og godt i Pakistan. Der er alt for få soldater i Afghanistan, så det logiske ville være at eskalere og sende flere, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så at trække alle soldater tilbage. Men NATOs medlemslande har sat sig mellem to stole, og kæmper en udmattelseskrig de aldrig vil kunne vinde. Jeg burde ikke behøve forklare hvorfor.

Så alt i alt, HVAD FANDEN LAVER VI?

Det er til grin, det her.