Fredsvagter

For at bygge videre på Marc Lynchs indlæg om al-Malikis syn på national forsoning, lidt spekulation.

Under Petraeus har USA søgt "bottom-up reconciliation", det kan vel oversættes med "græsrodsforsoning". Man prøver at give magten tilbage til de lokale, med hvilke der ikke menes regeringens lokale repræsentanter. Det fungerer nogenlunde, men deler selvfølgelig magten i landet i tusinde dele. Problemet før var, at Baghdads autoritet, og med dette også USAs, søgtes påtvunget ved militær magt. Idet USA har opgivet princippet om regeringens overherredømme er det ikke længere nødvendigt at kæmpe mod dem, der kæmper mod regeringen. Og så falder volden. Tydeligst i Anbar, der tidligere stod for en ganske stor del af den amerikanske hærs tab.

Meget af denne udvikling har været nærmest tilfældig: Briternes tilbagetrækning fra Basra, stammernes kamp mod AQI, og Moktada al-Sadr og Rådets våbenhvile har ikke haft noget at gøre med Bølgen, eller USA i det hele taget, og er faldet ned som appelsiner i Petraeus' turban. Hans opgave var at reducere volden, og det er kun godt for Irak at han greb muligheden for at slå fred, indtil videre, med stammerne i Anbar.

Som Lynch skriver, så er der ingen forsoning på vej overhovedet. De grundlæggende konflikter er derfor stadig ikke løst, men nu er USA taget ud af ligningen. For at markedsføre Bølgen som en succés for en amerikansk administration, der først og fremmest slås en indenrigspolitisk kamp for at bevare støtten til fortsat amerikansk tilstedeværelse i Irak, kan Bush/Cheney ikke presse al-Maliki til noget som helst. USAs styrker er nu derfor en slags fredsvagter, hvis eneste mål er at skille de stridende parter ad. Det kan man så kalde fred, og Bush/Cheney kan få sig et solidt talking point. Man ser dette mest ekstremt i Adhamiya i Baghdad, hvor meterhøje betonmure beskytter et sunni-kvarter midt blandt shi'aerne. Det er vel en slags fred.

Samtidig er USA nødt til at trække flere og flere soldater tilbage. Den nedslidte hær har intet mere at give af, ganske få melder sig hjemme, og soldater i tusindvis må trækkes tilbage, som del af en naturlig udstationeringsrotation. Strategien er derfor klar: USAs få soldater skal bruges på de etniske skillelinier. Træk dem tilbage fra de sekterisk rene regioner, hvor kampene er mere Cosa Nostra end Femte Armé, og brug dem der, hvor magten stadig flyder frit og anarkistisk.

Problemet er så, at det ikke er helt det, de gør. Der er stadig en kampagne i gang mod Moktada og Sadr By. Det giver ikke mening, for hvis der er nogen der kan give USA og den irakiske regering problemer, så er det Mookie. Der er også bøvl i Diyala-provinsen nordøst for Baghdad, en etnisk/sekterisk blandet provins, og logikken burde diktere flere soldater. Men det modsatte er ved at ske.

Så igen; hverken hoved eller hale. Hvis bare Petraeus kørte efter en klar strategi. Eftersom USA sandsynligvis ikke begynder en tilbagetrækning før tidligst januar 2009, ville en strategi, hvor USA blev i landet, men prioriterede en dæmpning af volden fremfor politiske løsninger, være det bedste, indtil tropperne kan trækkes ud. Det er i sig selv midlertidigt, og fint. USA er alligevel en kæmpe klodshans i et stupidt loppecirkus, og mere del af problemet end løsningen. Men volden vil ikke kunne holdes nede særlig længe, og der murres i krogene. Når volden stiger igen, vil der ikke være noget tilbage at give af, hverken politisk eller militært. Men bombe kan man altid.