De Dummes Dag

NYTimes har denne søndag haft fire sensationelt dumme opinionsklummer. Matthew Yglesias og Glenn Greenwald om nogen af de andre, jeg vil fokusere på Kagan og O'Hanlons op-ed om Pakistan. Nøglecitat:

One possible plan would be a Special Forces operation with the limited goal of preventing Pakistan’s nuclear materials and warheads from getting into the wrong hands. Given the degree to which Pakistani nationalists cherish these assets, it is unlikely the United States would get permission to destroy them. Somehow, American forces would have to team with Pakistanis to secure critical sites and possibly to move the material to a safer place.

Og ellers:

A second, broader option would involve supporting the core of the Pakistani armed forces as they sought to hold the country together in the face of an ineffective government, seceding border regions and Al Qaeda and Taliban assassination attempts against the leadership. This would require a sizable combat force — not only from the United States, but ideally also other Western powers and moderate Muslim nations.

Efter at have læst grundigt om Pakistan i ca. to uger ved jeg åbenbart mere end Frederick Kagan og Michael O'Hanlon tilsammen. Og de er pinger:

Frederick W. Kagan is a resident scholar at the American Enterprise Institute. Michael O’Hanlon is a senior fellow at the Brookings Institution.

O'Hanlon er desuden en af Hillary Clintons udenrigspolitiske rådgivere. Så indlægget repræsenterer det niveau, som USAs mest indflydelsesrige udenrigspolitiske eksperter befinder sig på.

Så hvor i alverden begynder man? Pakistans hær, ja. Den sympatiserer svagt med talebanerne, og fokuserer på Kashmir og Indien. Ikke godt at glemme, at Pakistan støttede talebanerne i Afghanistans borgerkrig, et efterhæng af Den Kolde Krig. Det gjorde vi vist også lidt. Hærens fiasko i kampen mod islamisterne i det nordvestlige Pakistan var netop det, som fik Musharraf til at erklære undtagelsestilstand. Moralen var faretruende lav, og Musharraf, der jo kuppede sig til magten fra sin position som hærens stabschef (i hvilken han i øvrigt stadig befinder sig), er afhængig af hærens støtte for sin fortsatte ledelse af landet. Den har han besluttet skal skabes ved at slå ned på Pakistans Højesteret, der har udfordret hærens dominans, og derved også Musharrafs. Hvad angår islamisterne: Musharraf er helst fri for at gøre noget som helst ved dem. Det var hovedsageligt pga. Kina (og en smule pga. USA) at Musharraf mente sig tvunget til at handle. Og det startede så udviklingen hen mod den situation, vi har nu.

Og i den vignette foreslår Kagan og O'Hanlon at tilføje amerikanske soldater, for at hjælpe hæren med at beskytte atomvåbnene mod islamisterne. Right-o. USA er ikke for populær i forvejen, det vil næppe hjælpe at bruge amerikanske soldater til at babysitte et symbol på national stolthed. Vi burde ikke glemme at Musharraf benådede Khan, fordi han var for populær til andet. Og vigtigere endnu; at islamisterne skulle kunne tage over. Vås. Hæren er soleklart den stærkeste institution i Pakistan, og er kun blevet styrket under Musharraf. Hvis islamisterne tager over, så er det med hærens velsignelse, og sandsynligvis med hærens soldater også. Så hvad skulle det hjælpe at hjælpe hæren? Vær vis på, at atomvåbnene er præcis lige så sikre, som hæren ønsker de skal være, hverken mere eller mindre.

Og så det andet forslag, som er tifold dummere: At indsætte en styrke på flere hundredtusinde soldater - hvorfra de så end skal komme - for at hjælpe hæren at holde sammen på landet. Den slags fungerer jo så pragtfuldt, ved vi fra Irak. Og vil næppe provokere en krig, eller noget. For Pakistans hær er jo ubetinget på vores side. Good grief. Sådan spekulerer man kl. tre om natten i lufthavnen. Burde ikke ske andre steder, og slet ikke på NYTimes' sider.

Uffe har i det mindste ret denne gang. Hans kommentatorer, not so much. De synes at tro, at Pakistan er Irak og Palæstina, og at det vil gå ligesådan. Nej, Pakistan er ikke Irak. Der er langt mellem de to lande. Pakistanere er ikke irakere, selv om begge folk er brune i huden. Der er store historiske og kulturelle forskelle. En af dem er f.eks. at Pakistan har erfaringer med demokrati, har stærke elementer af en retsstat, som tidligere har slået ned på korruption og magtmisbrug, og at tidligere diktatorer ikke har været nogen garanti mod islamisering. Hvis det altså er det, man er imod.

Hvis der er noget der skal støttes, så er det Højesteretten og Lovens Lange Arm. Ikke Musharraf, Bhutto eller Sharif. Og det er netop den, som Musharraf slår ned på.

---

Tilføjelse. Ville være et skarn hvis jeg ikke også linkede til CDs indlæg.