Der var engang en fløj

Jalvings indlæg om Blekingegadebanden langer ud efter venstrefløjens vantro overfor noget der skete - tilbage i 1989.

Jalvings type sviner tit nutiden til med fortiden. Jeg kunne på samme måde anklage højrefløjen for at ignorere eller undskylde Iran-Contra, Echelon, Nicaragua, Pinochet, Sydafrika, og andet godt fra Den Kolde Krigs huskekammer. Men da muren faldt, faldt også de gamle overbevisninger, og ud af ruinerne voksede en økonomisk ansvarlig venstrefløj, der havde kastet de gamle vrangforestillinger om planøkonomi og nationalisering af produktionsmidlerne overbords. Den næste skelsættende historiske begivenhed var 9-11, og ud af denne voksede den nye tids højrefløj, der i modsætning til den gamle knugede frygten til sig, både som våben og rygrad.

Mekanikken var kompliceret, og partiskellene mudrede: Storbritanniens Labour var således de amerikanske neokonservatives bedste disciple, og Blair frygtens profet i Europa.

Ikke desto mindre: Hvor venstrefløjen engang så mellem fingre på forskellige former for revolutionær-marxistisk terrorisme og østblokkens statsterrorisme, ser nutidens højrefløj mellem fingre på Terrorkrigens forbrydelser: Ulovlige kidnapningsprogrammer, ulovlige aflytninger, voldsom erodering af retssikkerheden, diktatoriske beføjelser til statsmagten i sammenhæng med retsstatens nedbrydelse, uretsmæssige angrebskrige, demagogisk nationalisme, fusionen af rovdyrskapitalisme og statskorruption, og tortur som almindeligt redskab.

Fortid og nutid. Spørg dig selv i hvilken af disse to vi lever.