Verden er for stor til at fattes. Da verden var én stamme, ét sted og én religion, var det til at holde styr på. Da verden blev større, begyndte det at blive svært. Fra én stamme til tusindvis er der langt for sindet at nå. Fra et lille territorie til den ganske jordklode er der langt for benene at gå. Fra en religion og verdensanskuelse til utallige er der langt for tanken at rejse. Og vi har aldrig formået det.
Vi kompenserer ved at gå ud fra at andre er som os. Men når magten overstiger evnen til at fatte magtens konsekvenser, går det ud over magtens objekt. De besejrede og koloniserede afviser sejrherren, eller bliver forvandlet i hans billede, og der er ikke meget mellem de to.
Eksemplet Irak. Et af de oprindelige problemer med neokonservatismen var axiomet at alle ønsker frihed og demokrati. At give disse ting videre var derfor simpelthen et spørgsmål om at fjerne den undertrykkende magt, og friheden og demokratiet ville blomstre af sig selv.
Det er et voldsomt naivt og ahistorisk syn på demokrati. Om noget er det diktaturet, der er den naturlige tilstand, og demokratiet, der kræver konstant pleje og opsyn. Men det er en anden diskussion. Hovedsagen er, at de neokonservative førte deres egne idealer over på andre. De gik ud fra, at andre var som dem. Det var ikke et spørgsmål om at lave irakere til amerikanere, man gik ud fra, at irakere allerede var som amerikanere. Fra Full Metal Jacket:
We are here to help the Vietnamese, because inside every gook, there's an American trying to get out.De neokonservative fik deres vilje med Irak. 9-11 kom belejligt, og med en svag og hædersbegærlig præsident gik overtalelsen nemt. Således blev Irak kædet sammen med Krigen Mod Terror. Det perspektiv, som Irakkrigen blev solgt på, har siden domineret debatten. Derfor omtales borgerkrigen på højrefløjen oftest som en kamp mellem en legitim regering, som er demokratisk valgt af frihedselskende borgere, mod horder af blodtørstige terrorister, der vil indføre verdenskalifatet hvis de vinder.
---
Efter at arbejderklassen blev rigere, købte bil, hus og græsplæne, kom der en forskubbelse mellem denne og den politiske venstrefløj. Industrialiseringen var på retur, og med en arbejderklasse der opførte sig mere og mere borgerligt, blev mere og mere rig, og i stadig mindre grad arbejdede i fabrikker, måtte de næstekærlige finde sig et nyt objekt for deres godhed.
De fandt den tredje verden. Her var ægte fattige, oprigtigt lidende. Venstrefløjen satte de brune mennesker ind i den marxistiske begrebsverden som man kendte så godt i forvejen. Klasse blev til race, og mærkaterne blev flyttet: Fabriksejerne blev til de hvide, og arbejderne blev til de ikke-hvide. Og man kunne straks køre videre som før. Den tredje verdens historie blev til historien om undertrykkelse og revolution, om kolonialisme og post-kolonialisme, og om hvordan de brune kastede den hvide udbytter af sine skuldre, og knejsede stolt derefter.
Da kapitalisterne var arbejderklassens gamle modstandere kom USAs fjenderolle helt af sig selv. Selveste inkarnationen af kapitalismen. Hvor USA var, måtte undertrykkelse og udbytning derfor være. Og hvor USAs modstandere fejlede, måtte det nødvendigvis være på grund af USAs handlinger.
Enhedslisten, den levende anakronisme, bærer stadig rundt på marxismens slukkede fakkel, og SF er kun svagt bedre. Derfor er deres fortolkning af Irakkrigen spækket med eksempler på amerikansk brutalitet, imperialisme og udbytning, præcis som deres tankegods byder dem. Værst er opfattelsen at der ikke er borgerkrig, men kun opstand mod USAs tilstedeværelse. Man ser det tydeligt hos Søvndal:
USA har udliciteret alle store kontrakter til amerikanske firmaer, hvilket de facto betyder 1) at de amerikanske virksomheder vinder fodfæste i et fremtidigt Irak på unfair og monopollignende vilkår der på længere sigt vil svække den irakiske selvberoenhed og 2) at det økonomiske incitament for at blive er så stort, at den militære tilstedeværelse, som er en torn i øjet på mange irakere, vil være påkrævet længe, hvorfor urolighederne også må forventes at fortsætte. (min fremhævning)Og hvorfor urolighederne må forventes at stoppe, når USA trækker sig ud. As if.
---
Ingen synes at ville forstå Irak på Iraks betingelser. Venstrefløjen er lige så skyldig i imperialistisk tankevoldtægt som højrefløjen, når den tvinger Irakkrigen ned i sine egne fossilerede rammer. Og hvad højrefløjens tankespind angår; fri mig. I kan begge slås mod jeres egne ideologiske spøgelser hvis I vil, men hold Irak udenfor.
Så her er et par fakta:
1. Shi'a-blokken i parlamentet består af islamistiske partier. Den demokratisk valgte og FN-godkendte regering domineres af islamister. To af de fire største shi'a-partier (Det Øverste Irakiske Islamiske Råd og al-Da'awa) har stærke forbindelser til Teheran.
2. Oprørerne er for 95% vedkommende sunni-arabere, som udgør omtrent 18% af Iraks befolkning. Opstanden er derfor ikke national, men sekterisk. Sunni-oprørerne kan inddeles i forskellige grupper, hvor kun "Al-Qaeda i Irak" er mere islamistisk end shi'a-partierne. "Al-Qaeda i Irak" består kun af irakere, med få undtagelser. Den er i øjeblikket på tilbagetog, under angreb fra andre oprørsgrupper, og er reduceret til en minimal rolle i borgerkrigen. Alle oprørsgrupperne har grader af islamisme.
3. Shi'a-militserne, og frem for alt Det Øverste Råds "Badr-Brigade", har mange steder overtaget politiet, og kidnapper civile sunnier i flæng under dette dække. Det shi'a-kontrollerede indenrigsministerium har hidtil ikke gjort noget for at stoppe dette. Kidnapningerne er ikke baseret på begrundet mistanke om terrorvirksomhed, kun på sekterisk tilhørsforhold, altså sunni eller shi'a. De kidnappede bliver tortureret og myrdet.
4. De tre største shi'a-partier i koalitionen "Den Forenede Irakiske Alliance" bekriger jævnligt hinanden. De udgør også det meste af regeringen.
---
For at udtale sig om Irak i dag, må man som minimum vide:
1. Hvem al-Sistani er.
2. Hvem Abdul Aziz al-Hakim er.
3. Hvor Moktada al-Sadr har sin autoritet fra.
4. Hvem Paul Bremer var.
5. Hvad sunni-trekanten er.
6. Hvem, der leder irakisk Kurdistans to partier.
Og ved du ikke dette, så ti.
0 kommentarer:
Send en kommentar