Endnu en dag

Kommentar til det seneste nyt fra Washington DC.

Seks år efter indvielsen af USAs 43. præsident er Bush-baskning blevet trivielt, men det gør det ikke mindre nødvendigt. Det er en af grundene til at jeg beundrer Glenn Greenwald. Han bliver ved, uanset. Det bliver sagt, at man fokuserer for meget på Vestens svagheder frem for fjendens grusomheder, som er noget, der godt kan siges om dækningen af Afghanistan. Men, grunden til at det ikke er interessant at skrive om forbrydelser, forrådnelse og korruption på øverste plan i Rusland eller Kina er, at de to lande er nogen forbandede diktaturer, af hvilke man ikke forventer mere. Men Vesten; vi er de gode, vi er de frie. Vi forlanger mere af os selv, og det er vores styrke.

Whatev. Første nyhed er, at administrationen vidste besked om torturen i Abu Ghraib allerede i januar, fem måneder før billederne kom frem. Dette ifølge den to-stjernede general Taguba, som ledte undersøgelsen. Og det eneste de var kede af, var at det blev opdaget. Tagubas undersøgelse blev begrænset til soldaterne, efter ordre fra - administrationen. Rumsfeld løj. Bush løj. Taguba blev fyret.

Anden nyhed er, at hundredtusindvis af emails er blevet slettet, med vilje, ulovligt, fra Republican National Committees servere, som blev brugt til email af 88 mennesker i administrationen. I øvrigt ulovligt, med fare for sikkerhedsbrud. Det får Nixons atten minutter til at ligne et slettet komma.

Trivielt. For det er endnu en dag i Washington DC. Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Denne administration er værre end nogen anden i det tyvende århundrede. Lovløs, skamløs, hæmningsløs. Og jeg spekulerer på, hvordan tiden efter juntaen vil være. Da den romerske republik blev til det romerske kejserrige, da magten gik senatet af hænde og givet til kejseren i stedet, blev den aldrig givet tilbage igen. I 2008 vil Irakkrigen være så upopulær, at en demokratisk præsident er givet. Men det er ikke givet, at en demokratisk præsident vil give den magt, som Bush har tilranet sig, tilbage til kongressen og senatet.

En af de specielle ting ved USA er kanoniseringen af forfatningen. Den gør det nærmest ud for et kongehus: Et objekt, der symboliserer nationen. Derfor må den ikke røres. Men ulig dronning Margrethe har den en reel rolle at spille, og de seneste seks år har vist hvor utilstrækkelig den har været. Det er skam ikke at administrationen ikke jævnligt er blevet underkendt af domstolene. Den er bare ligeglad, og har konsekvent kørt en forhalingstaktik, der har udsat retfærdigheden på ubestemt tid. Og så længe enhver afstraffelse afhænger af en kvalificeret politisk majoritet, er der ingen, der behøver at stå til regnskab for noget.

Så Bush-administrationens tid har afsløret to ting om USAs politiske system: For det første, i hvor høj grad systemet har været baseret på konventioner. Hvis man ignorerer en stævning fra senatet, så ikke noget. For der er ikke politisk flertal for straf, og en retssag tager for lang tid at nå frem til en afgørelse.

For det andet, at 'checks and balances' ikke sikrer mod magtmisbrug, hvis administrationen og begge kamre er i det samme partis hænder. Nu er problemet snarere, at 'checks and balances' forhindrer de eroderede borgerrettigheder i at genindføres. De forskellige mekanismer som skulle forhindre tosserier, forhindrer nu afskaffelsen af samme.

Pudsigt så skrøbeligt systemet har vist sig at være. Og at ingen så det før.