Fascineret af det totalitære

Civilisationskrigernes nye helt:

Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.

Jeg slås for at få dette til at give mening. Siger professor Russell Berman, at bomberne i London og Madrid blev sprængt, fordi folk ikke er kristne længere? Fordi ægtefolk bliver skilt? Fordi folk får for få børn? Mener han virkelig, at bomberne blev sprængt, fordi terroristerne kunne mærke, at de vesteuropæiske lande er svage, og ville udnytte det?

Hvis ja, så er han kun en mere veltalende udgave af Dinesh D'Souza, som er en af de værste skribenter i vores tid. Han skrev i sin bog, The Enemy at Home: The Cultural Left and its Responsibility for 9/11:

In this book I make a claim that will seem startling at the outset. The cultural left in this country is responsible for causing 9/11. (...) I am saying that the cultural left and its allies in Congress, the media, Hollywood, the nonprofit sector, and the universities are the primary cause of the volcano of anger toward America that is erupting from the Islamic world.

D'Souza blev slået til plukfisk af sine konservative åndsfrænder i et underholdende symposium. Hvad Berman angår, kan jeg ikke få øje på forskellen, kun formuleringen. Ligesom D'Souza kan han ikke se ud over sin egen kulturs næsetip, når det drejer sig om muslimsk terrorisme. Stanley Kurtz gendriver D'Souzas tese:

- recruitment to radical Islam first burgeoned in 1970s Egypt, prefigured by Egypt’s 1967 defeat by Israel. That defeat punctured confidence in Nasser’s Arab nationalism and occasioned a series of religiously motivated visions and revivals, in which many argued that God had used defeat in war to punish Egypt for its declining morals. Egypt’s initial success in the 1973 war against Israel seems to have been the immediate impetus for the turn to traditional dress among college students, and for increased organization by radical Islamist groups.

Behind these changes lay larger social factors. Expanding higher education brought increasing numbers of traditionalist youth into coeducational contact to which they were unaccustomed. And large numbers of previously home-bound Egyptian women began doing office work. The extended family system gave way to more nuclear arrangements. And as the traditional Egyptian family seemed to come under threat from the demands of modern life, there was a broad reaction against the image of the Westernized Egyptian working woman, then lionized in the secular media.

All this played into the rise of Islamism. Was disgust with American pop-culture part of the mix? Sure. Yet by far the deeper cause was this whole series of tensions between traditional Islamic mores and modern social life. To say that Qutb was revived after being read through the prism of the Vagina Monologues, without also adding that he was revived after being read through the prism of the wars of ’67 and ’73—and all the profound social tensions between Islamic tradition and modern Egyptian life—is misleading and mono-causal in the extreme. My earlier critique of D’Souza stressed that Muslim objections to Western pop culture serve as proxies for distress over these deeper social changes. D’Souza has not truly responded to this point.

Læg mærke til detaljerne, til begivenhedshistorikken, til den kausale argumentation. Der kunne både Berman og D'Souza lære noget om akademisk pli. Og det bliver nok første og sidste gang National Review bliver citeret som autoritet på denne blog. Nu må jeg ud og vaske hænder.

Tilbage til Berman. Som mange af civilisationskrigerne er hans billede af venstrefløjen forstenet i 70'erne. Venstreintellektuelle er marxister og anti-amerikanske, og besnæret af totalitære systemer. Og derfra går hans verden. Jeg er skam enig i, at højre/venstre distinktionen er ved gravens rand, for i mine øjne holder de autoritetstroende til højre i spektret i dag. Det er dem, der forlanger en stærk leder. Det er dem, der ønsker mere overvågning. Det er dem, der kalder dissidenter for terroristsympatisører. Så når jeg læser dette:

Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven.

Tænker jeg:


At han ikke engang kan se dette.