mandag den 2. april 2007

Anti-amerikanisme

Kommentar til en lille 'Globalt Udsyn' artikel i dagens Berlingske Tidende.

Det er kolossalt som disse mennesker, der brokker sig over anti-amerikanisme i Europa, fuldstændigt udelader enhver reflektion over tid, rum, sammenhæng, udvikling, kontekst i deres brokkerier. Artiklen citerer en tysker og en amerikaner, der er fælles i deres opfattelse af europæisk anti-amerikanisme som en slags identitetshærdning - et teenageoprør.

Hør Claus Malzahn: 'Der går ikke en dag i Tyskland uden, at nogen kommer med de vildeste påstande (...) eller spreder de mest besynderlige konspirationsteorier om USA. Men der er ingen risiko forbundet med det, og det handler mest om at styrke den tyske selvretfærdighed.'

Andrei Markovitz: 'Anti-amerikanismen tjener som en nyttig mobiliserende faktor for at skabe bevidsthed i Europa om kontinentets nye rolle som en voksende magtblok, der står i direkte kontrast til og i et klart konkurrenceforhold til USA.'

Intet om, hvordan verdens opfattelse af USA er gået dramatisk ned ad bakke siden Bush tog fat. Intet om, hvordan de kolossalt mange skandaler i Washington D.C. har, med rette, skadet USAs image. Intet om forskellen i opfattelsen af Bill Clinton og Bush. Tror fanden anti-amerikanismen vokser. For lige nu, på dette punkt i historien, er USA en større fare mod verdensfreden end både Iran og Nordkorea. Uden tvivl. Skønt Kim Jong-Il er en menneskelig vanskabning på linie med Caligula, har han meget mindre magt at rutte med, og er derfor en væsentlig mindre fare end en evangelist med vrangforestillinger om verdensdominans, der bestemmer over verdens i særklasse dyreste militær.

Multiplicer galskab med magt for at finde den totale fare for verden.

Det er historisk uden sidestykke hvad der er sket i USA de sidste seks år. Danmarks højrefløj kan undskyldes med ikke at vide nok om den nuværende inkarnation af Det Republikanske Parti, og hvad det står for. Og det har mere med stalinismen at gøre end Eisenhowers og Goldwaters republikanisme.

UPDATE: Aha. Besynderlig påstand at anti-amerikanismen voksede i ugerne efter 9-11. Besynderlig.

0 kommentarer:

Send en kommentar