Om selvkritik

Selvkritik er intet andet end at kende til konsekvenserne af ens egne handlinger. Det er kilden til integritet. Mangler selvkritikken, så forsvinder integriteten, og korruptionen og ineffektiviteten træder i dens sted.

Men det kræver, at ens egne handlinger påvirker verden. Lever man under et diktatur, vel at mærke en af de værre, er éns liv altid i andres hænder. Man er et nummer der kan lægges til eller trækkes fra, alt efter magthavernes behag. Éns eget liv er uden indflydelse, og man hensættes først til en frustreret passivitet, og snart en apatisk afstumpethed. Selvkritik er her meningsløst, det giver sig selv.

Belejringsmentalitet hæmmer selvkritik, fordi trykket kommer udefra. Når man er under angreb, står man skulder ved skulder, og indadvendt kritik er ikke andet end et angreb udefra under et andet navn. Denne mekanik er meget nem at udnytte, og man bør gøre alt for at modstå den, for i en kamp er det vigtigste at kende virkeligheden, om fjenden og om en selv.

Demokratiet er selvkritikkens ven, for det giver folk mulighed for at påvirke deres land. Men det kræver et rigtigt demokrati, hvor valget har virkelige konsekvenser. Når feedbackprocessen går i gang, modnes man politisk, for man forstår mere og mere ens eget ansvar for sine omgivelser, både som gruppe og som individ. Det tager tid, og mange unge demokratier falder i demagogiens fælder inden de bliver voksne.

Og derfor:

Forfatningssikrede rettigheder bør holdes til et minimum, da demokratiet skal stå over retsstaten. Selv om folk kan være nogle bæster. Lad dem forstå at de er.

Enhvert forsøg på ansvarsforskubbelse skal imødegås. Man skal lære at genkende de politiske typer der benytter sig af det, og ikke give dem muligheden. Militær indblanding i andre lande bør kun være gennem FN, og helst ikke, folkemord eller ej. Angreb skal slås tilbage. Detente. Forandringer må forstås som noget der kommer indefra, og ikke som noget der kan installeres udefra.

Beslutninger taget ved folkeafstemninger bør ikke være for små, valget skal have mærkbare konsekvenser. Ikke schweiziske tilstande.

Ingen imperier. Ikke overnationale institutioner, men internationale fora. Internationalt samarbejde må gøres så gennemsigtigt som det politisk kan lade sig gøre.

Ansvarsplacering er det bedste i verden.

Og så forbehold:

Grupper påvirker hinanden, og ingen gruppe kan isoleres. Der vil altid være muligheder for at skyde skylden over på andre. Der vil også altid være, i hvert fald midlertidigt, indenrigspolitisk bonus ved at forskubbe ansvar, og det gælder både i et demokrati og et diktatur. Den mekanik kan ikke ophæves, kun imødegås.

Medier vil altid kunne manipulere og manipuleres med, og via dem demokratiet. Udenrigspolitisk indblanding vil ikke påvirke vælgerne i samme grad som indenrigspolitiske beslutninger, og vil derfor ikke forstås så godt. Spin trumfer ofte virkeligheden når det gælder om at kapre folkets gunst, for virkeligheden er grim.

Mange internationale institutioner er nødvendige, specielt de økonomiske.

Eksempler på ansvarsforskubbelse:

Tyskland tabte Den Store Krig pga forræderiske politikere.
USA tabte i Vietnam, og nu også i Irak, pga sin indre opposition.
Afrika bliver lænset af Vesten for penge.
Globalisering har ansvaret for Den Tredje Verdens fattigdom.
De arabiske lande er i dårlig stand pga jødernes jerngreb om økonomien.
De muslimske lande er under angreb fra Vesten. Derfor har de det dårligt.
Pakistan er et skidt land pga Indien.
Indien er et skidt land pga Pakistan.
Rusland mistede sit imperie pga amerikanerne gennem Verdensbanken og NATO.
Rusland tabte ikke i Afghanistan, det trak sig bare ud.

Der er mange.