lørdag den 8. december 2007

Hvem ønsker fred ?

Martin Krasnik er i det store og hele en god journalist. Men jeg har lagt mærke til et par tosserier fra hans side mht. Iran. For eksempel foretrækker han Hillary Clinton fremfor Barack Obama som næste amerikanske præsident, fordi han mener der er større chance for at Hillary vil bombe Iran, hvis det skulle komme til stykket. Lidt i retning af "Obambi"-tanken.

Derfor har han ikke modtaget det nye NIE - National Intelligence Estimate - fra Washington med kyshånd:
Om Iran vil producere en atombombe i 2009 eller 2014 kan eksperter diskutere sandsynligheder for i månedsvis. Men det er helt sikkert, at den sidste uge har øget sandsynligheden for, at datoen for den første iranske bombe er rykket nærmere.
Baseret på Mossad:
Det bliver lidt mudret af, at israelerne insisterer. Tirsdag sagde forsvarsminister Ehud Barak nemlig, at Iran måske nok stoppede våbenprogrammet i 2003 efter heftigt internationalt pres, men at iranerne har sat det i gang igen, og at de derfor kan have den første atombombe klar i slutningen af 2008 eller i løbet af 2009. Han læner sig op ad Israels egne efterretninger.
Følgende pointer:

1) Ethvert land har ret til fredelig atomkraft, også Iran.

2) Det giver god mening for Iran som individuel nation at få sig atomvåben som afskrækkelse, specielt i lyset af USAs krigsmageri under Bush Jr. Pakistan er også en faktor.

3) Iran vil ikke gensidigt udslette Israel.
a. De kan ikke få ram på Israel uden også at dræbe mange palæstinensere, samt ødelægge al-Aqsa-moskéen. No dice.

b. Selv dette forudsætter at ledelsen er selvmorderisk. Lad os derfor ikke glemme deres fredsouverturer efter både talebanernes og Saddam Husseins fald: Om noget er dette det mest tydelige bevis på rationel iransk nationalisme, og på at "hadet til Vesten" ikke overtrumfer nationale hensyn. Mere om dette fra Fareed Zakaria her og her.
4) Det ville være en dårlig udvikling for hele regionen, eftersom rivalen Saudi-Arabien, og sikkert også Tyrkiet og Egypten, som svar vil prøve selv at få atomvåben.

5) Et atombevæbnet Iran er ikke i Ruslands interesse. Skulle der være pålidelige efterretninger om et atomvåbenprogram, tror jeg ikke det ville være særligt svært at få Rusland med på vognen.

6) Dette NIE ødelægger reelt Cheney-fløjens chancer for at bombe Iran, og det er godt, da en sådan bomberegn ville destabilisere regionen langt mere end en iransk atombombe. Og som sagt, de har alligevel ikke har nogen anelse om hvor programmet fysisk skulle være.

7) Hvis Mossad ved hvor det er, forstår jeg ikke helt hvorfor de ikke har delt disse - åbenbart skudsikre - informationer med de amerikanske efterretningstjenester. Det er jo ikke fordi de to lande ikke har arbejdet sammen før...

Krasniks artikel indeholder desuden dette:
Alle er altså enige om, at Iran producerer højt beriget uran, og at det kan bruges til at lave bomber.
Nej. Der er stor forskel på uran, der er beriget nok til atomkraft, og til atomvåben. En verden til forskel.

Og denne, om NIEs påstand om atomvåbenprogrammets standsning i 2003:
Skyldtes det diplomati alene? Naturligvis ikke, ligesom presset, der har fået Nordkorea og Libyen til at opgive deres våbenprogrammer ikke skyldes diplomati alene, men også hårde sanktioner, militært pres og reelle trusler om intervention.
Sagen er, at USA opfatter begrebet "diplomati", som administrationen opfatter begrebet "kompromis": Giv os først alt vi forlanger, så kan vi forhandle. Og sådan leger man ikke udenfor den amerikanske kongres. Her et længere uddrag fra en Esquire-artikel, som Krasnik nok ikke har lyst at kende til:
It was an average morning in April, about four weeks into the war. Mann picked up her daily folder and sat down at her desk, glancing at a fax cover page. The fax was from the Swiss ambassador to Iran, which wasn't unusual -- since the U.S. had no formal relationship with Iran, the Swiss ambassador represented American interests there and often faxed over updates on what he was doing. This time he'd met with Sadeq Kharrazi, a well-connected Iranian who was the nephew of the foreign minister and son-in-law to the supreme leader. Amazingly, Kharrazi had presented the ambassador with a detailed proposal for peace in the Middle East, approved at the highest levels in Tehran.

A two-page summary was attached. Scanning it, Mann was startled by one dramatic concession after another -- "decisive action" against all terrorists in Iran, an end of support for Hamas and the Islamic Jihad, a promise to cease its nuclear program, and also an agreement to recognize Israel.

This was huge. Mann sat down and drafted a quick memo to her boss, Richard Haass. It was important to send a swift and positive response.

Then she heard that the White House had already made up its mind -- it was going to ignore the offer. Its only response was to lodge a formal complaint with the Swiss government about their ambassador's meddling.
De mennesker, der fejede Irans fredsfølere af bordet, er dem, der kastreres af dette NIE. Hele verden bør juble derfor, og Krasnik også.

---

Tilføjelse: Historien genudsender sig selv. Om de neokonservative.
Among the scariest of these radicals was Richard Pipes, father of Daniel. The Harvard historian thought nuclear war was not only thinkable, but winnable. Moreover, the Soviet Union was hell bent on total world domination and would readily fight a nuclear war to achieve it. Those who thought the Soviets were afraid of WW III were simply “mirroring” their values on the enemy. He based these views on his “deep knowledge of the Russian soul.”

Almost three-dozen people like Pipes were swept into office on the coattails of Ronald Reagan in 1980. All told, Reagan hired 31 members of the Committee on the Present Danger, the threat inflation lobby and hawk-workshop that had been hurling public invective at arms control and détente from the sidelines of power since 1975. Soon the biggest military buildup in peacetime history was underway, matched by provocative rhetoric and military maneuvers along Russia’s borders.

0 kommentarer:

Send en kommentar