Perception is Reality

Per Stig Møller (Danmarks udenrigsminister) skrev:

Det voksende militære pres på Taleban og andre grupper har fået dem til at skifte strategi, og det har ændret trusselsbilledet. Frem for større direkte konfrontationer benytter Taleban og andre sig nu i stadig højere grad af asymmetriske angreb som vejsidebomber og selvmordsangreb.

Disse angreb gennemføres over store dele af Afghanistan – også i Kabul – og er således ikke forbeholdt de mere urolige provinser mod syd. Med angreb, der rammer mere vilkårligt, opfatter mange afghanere følgelig, at deres sikkerhed nu er forværret.

NavyTimes:

According to retired Lt. Gen. David Barno, former commander of U.S. forces in Afghanistan and now director of the Near East South Asia Center for Strategic Studies, National Defense University, acts of violence in Afghanistan rose from 900 in 2004 to 8,950 last year. Over the same span, roadside bomb attacks increased from 325 to 1,469; suicide bombings rose from 3 to 130.

A total of 107 U.S. troops were killed in Afghanistan in 2007 — the most ever, according to icasualties.org.

Spørgsmål: Er dette fokus på opfattelsen af virkeligheden, snarere end virkeligheden selv, en konsekvens af:

a. Hensyn til og påvirkning af Bush/Cheney-administrationen, Premium-quality B.S. Artists?

b. Spindoktorernes indtog i politik, og deres påvirkning af politikernes virkelighedssyn?

c. Standard Operating Procedure i moderne krig?

SMS dit svar til Udenrigsministeriet.

Recession

En af de ting, der tit slår mig, er hvordan jeg efter at have brugt et par uger på at læse om et særligt emne, ved mere om emnet og er bedre til at forudsige begivenheder end journalister, der skriver om det i landsdækkende aviser.

Irak, selvfølgelig. Pakistan, Iran. Det er blogmediets styrke; at man ikke behøver vade gennem stakkevis af groupthink-kundskab kun for at nå frem til nutidens emner med fortidens fordomme som ballast, men i stedet kan forlade sig på blogs skrevet af folk, der ved noget om emnet, og går direkte i kødet på kontroverserne. Ikke som journalister, der ikke nænner at støde ortodoksien, uvist af hvilken grund. Det er journalistikkens træghed, som jeg skrev om før. Træghed lider blogosfæren bestemt ikke af.

Så vidt journalister.

Jeg har fulgt sandsigeren Nouriel Roubinis blog et stykke tid, og set hver en spådom mere end opfyldt. Man skulle tro, folk ville begynde at høre efter. For det er stadig nemt at støve en ekspert op, der insisterer på, at økonomien "grundlæggende er sund".

The hell it is. En recession har visse formelle definitioner, men basalt er det, når økonomien går tilbage. Og det, vi også kender til herhjemme, er at økonomien i høj grad er blevet trukket frem af eksplosionen i friværdierne: Man har brugt sit hus som et kreditkort. Det siger sig selv, at når eksplosionen i friværdier har været båret oppe af dårlige lån, at disse friværdier derfor vil mindskes når lånene ikke bliver betalt, at husene derfor bliver sat på tvangsauktion, og at huspriserne derfor falder som en sten, så man ikke længere kan bruge ejendommen som kreditkort. Ergo vil forbruget falde. Ergo vil firmaerne tjene mindre. Ergo vil økonomien skrumpe.

EU vil slet ikke rammes så hårdt som USA, men huspriserne går kun én vej i øjeblikket: Ned. Dertil, at når USA nyser, bliver resten af verden forkølet. Hvad så, når de hoster blod?

Kang og Kudos

Der er næppe noget bedre argument imod topartisystemet end det, der foregår i DC i øjeblikket: Demokraternes ledere underløber deres egne for at hjælpe Bush/Cheney.

Den politiske apati, som tit kendetegner topartisystemer, bliver forstærket af USAs spøjse system: Checks and balances, som forhindrer særligt meget i at ske særligt hurtigt, men til dette vil jeg tilføje spørgsmålet om politisk identifikation.

Hvem er demokraternes leder? Er det Steny Hoyer, Harry Reid eller Nancy Pelosi? Eller er det Chris Dodd, Hillary Clinton, Barack Obama eller John Edwards? Rahm Emanuel eller Howard Dean?

Kucinich?

Der er ingen leder. Der er masser af ledere. Og for befolkningen er ansvarsplaceringen diffus, for man skal virkelig følge med for at vide hvem der står for hvad. Det er pressens ansvar at skrive om dette, men hvor vores flerpartisystem kræver at pressen hæfter politiken fast på en bestemt leder af et bestemt parti, så er et topartisystem langt mindre gennemsigtigt, hvis man regner de uofficielle indre fraktioner med.

Og det bør man. Indenfor demokraterne er der The Blue Dogs til højre og The Congressional Progressive Caucus til venstre. Og mange, mange andre. De er en stor del af forklaringen på hvorfor demokraterne pt. er så uduelige. En del af ulykken er at disse fraktioner ikke annoncerer med deres tilhørsforhold, når de er på valg. De har vist ikke engang logoer. Derfor kan vælgerne ikke identificere hvem der står hvor, og ender som regel med at vælge de samme gamle stoddere ind igen. Læser derefter om "demokraterne", skønt det er så vag en betegnelse, og bliver skuffet.

Well, you voted for the bastards. Selv om du nok ikke var klar over det.

Uden Pakistan...

Ruh roh, indeed: Forsyningslinierne fra Pakistan til NATOs soldater i Afghanistan under angreb.

Det anmoder én om at spørge hvordan en eventuel undsætningsstyrke fra Irak til Afghanistan skal forsynes, da det lige nu virker som om talebanerne vokser i styrke, og er i stand til at sætte både Afghanistan under pres, imens de overløber fort i Pakistan. Fra Turkmenistan eller Uzbekistan tværs over Tyrkiet, Armenien og Azerbadjan? Sounds like a plan.

Sikken hjælp Iran ville være.

En perser i Irak

Ahmadinejad vil besøge Irak. Besøgets præcise dato vil næppe være annonceret på forhånd, men når han er der, vil regeringen sandsynligvis sætte Baghdad i spændetrøje: Ingen biler, måske udgangsforbud om aftenen. Hvis de ikke føler sig nok som en koloni i forvejen. Jeg kan ikke forestille mig andet end at dette vil være en rød klud for sunni-nationalisterne.

Er det virkeligt nødvendigt?

Elektrisk Israel

Dette har ikke noget med Gaza at gøre, skønt man må sætte pris på modsætningerne. Blot noget, der er værd at holde øje med: Israel vil forsøge at skifte hele sin benzindrevne bilpark ud med elektriske biler i de næste ti år. Sikkerhedspolitik, der kan give gevinst for resten af verden.

Et år

Lad jorden svinge så hurtigt rundt om solen som lovene tillader.

Et år endnu. Noget at se frem til.

Sov trygt

Jeg plejer at sige at man ikke kan stole blindt på staten mht. overvågning og datasamlinger, men det her er latterligt.

Det er faktisk lidt sjovt. Flere stemmer til liberal-demokraterne, vil jeg tro.

Jer og jeres skide midte

Ritt har ret.

Der er brug for, at [S] sætter spørgsmålstegn ved vores politiske projekt, og der er brug for grundigt at diskutere de tanker og de ambitioner, der ligger hos den moderne venstrefløj.

Noget tyder på, at vi i valgkampen blev bange for vores egen skygge. Strategien var, at skræmme færrest mulige vælgere væk ved at sige mindst muligt, som kunne være kontroversielt. Der er vist ingen tvivl om, at den vej endte blindt.

Ja. Fordi Socialdemokraternes værdipolitik er ligeså hjernedød som CEPOS's og Karl Marx's: Det drejer sig kun om rigdom. På trods af alt det orwellske onani i deres partiprogram. Eller endnu værre: Det drejer sig kun om at vinde valget, om at tage magten. Store elementer i S's politiske program ses derfor, med rette, som ikke andet end taktiske manøvrer, der skal få flere til at sætte krydset ved partiet. Eller blot undgå at de sætter det et andet sted. Elementer som tilslutning til 24-års-reglen og skattestoppet.

Ok. Som højreorienteret socialdemokrat holder jeg selv meget af 24-års-reglen. Men jeg ved hvorfor. S's ledelse gør ikke. Stor forskel. For eksempel ville S aldrig have fundet på loven selv, og slet ikke i forbund med R, SF og Ø. Man ser dette hver gang en asyl- eller indvandrersag kommer op i medierne, hvor S halser efter snart den ene, snart den anden fløj.

Skattestoppet er jeg uenig i, og jeg ved hvorfor. S's ledelse gør ikke. Derfor har de ændret retning på dette punkt flere gange end jeg kan huske.

Og skal jeg også nævne tegneseriekrisen? Thorning, der beder R om at holde sig tilbage, fordi hun ikke kan komme til? Man kan have sine meninger om Khader eller Seidenfaden, men de vidste hvor de stod. Ikke som S, der gemte sig under dynen og læste meningsundersøgelser med en lommelygte.

Det er patetisk. Find dog ud af hvad I mener.

Salt i såret ? Resten i håret ?

Et tomgangsargument, men lad gå. Dette:

Økonomer står i disse år nærmest i kø for at anbefale højere boligskatter, så der bliver bedre råd til at sætte personskatten ned.

...er i mine øjne en logisk konsekvens af husprisernes himmelløb de sidste seks år, og den ulighed som udviklingen har skabt, hvor spekulation/investering lønner sig bedre end arbejde. På det lange sigt er det selvfølgelig noget vås for samfundet som et hele, fordi arbejde skaber rigdommen til at begynde med, så en forhøjelse af boligskatterne mod en sænkning af indkomstskatterne virker fornuftigt nok, ikke blot til at drive spekulanterne væk. Specielt i et skandinavisk velfærdssamfund, hvor incentivet til at arbejde ikke er så voldsomt som i mere liberale lande.

Men: Måske de sidste seks-ti år har været en undtagelse pga. de abnorme tilstande i kreditmarkedet. Da dette økonomiske sofisteri nu er gennemskuet, og de unormale tilstande langt om længe er ved at reguleres væk, kan de højere boligskatter være en løsning på et problem, der om få år ikke længere findes. Fordi hele skidtet er ved at ramle ned nu. Højere boligskat vil derfor være dobbelt smerte for husejerne, og der er ingen grund til at gøre krisen endnu værre. Ja, jeg har sagt det før.

Jeg ville ikke købe hus nu.

Uden Pakistan, intet Afghanistan

Dagens amatørspekulation: Den afghanske mission var fucked fra starten, ved denne argumentationsrække:

1. Da talebanerne som magtmiddel blev opfostret og støttet af ISI og Pakistans hær, var det naivt at tro at disse forbindelser kunne skæres over med en erklæring eller to i kølvandet på 9-11. Da talebanerne også var/er en pashtunsk bevægelse, og da pashtunerne udgør størstedelen af befolkningen i Afghanistan og Pakistans grænseområder, og ydermere ikke tager sig særligt meget af Durand-linien, var det til at forudse at en af-talebanisering af Afghanistan måtte inddrage Pakistan i løsningen.

2. Derfor var det naivt at tro, at man kunne tage sig af Afghanistan uden også at tage sig af Pakistan.

3. Pakistan er fucked. Der er heller ikke grund til at tro, at nogen vestlig indblanding i Pakistans indenrigspolitik ville føre noget godt med sig. Særligt ikke med Bush/Cheney i Det Hvide Hus. Hidtil er det gået ad helvede til.

Som jeg ser det, er den eneste langtidsholdbare løsning at piske en antipakistansk nationalisme op i Afghanistan. Måske opfordre de pashtunske stammer til ikke kun at være uafhængige af Kabul, men også af Islamabad. Jeg har ingen anelse om hvordan man gør det, men talebanerne gør selv deres bedste for at støde afghanerne fra sig.

Jeg ved ikke rigtigt hvad det har at gøre med Danmark. Noget med terrorisme og Søren Espersens svigersøn i Israels hær. Gætter jeg på.

Hvad fanden laver vi der?

Kunne titlen være på denne WaPo artikel om Afghanistan. Canada gider snart ikke mere.

Status over Afghanistan

Hvis der aldrig var kommet et 9-11, ville NATO være i Afghanistan?

Nej. Vesten har ingen interesser i Afghanistan, med undtagelse af rørledninger og opiumsdyrkelse. Men vi er der nu, og det ændrer billedet. NATO kæmper mest af alt for sin ære. Terrorbekæmpelse, forstået som kampen mod talebanerne, er ikke en grund, der er god nok:

1. Al-Qaedas ledelse har det godt, sandsynligvis i Pakistans grænseprovinser. Vi kan ikke røre dem.

2. Terrorismen foregår hjemme hos os selv, og for så vidt der er forbindelse til Afghanistan, så er det i tråd med jihadisk ideologi: At det er selve tilstedeværelsen i Afghanistan, der skaber terrorismen.

Er det derfor terrorbekæmpelse man har for øje, giver indsatsen i Afghanistan ikke længere mening.

Krigens status er at den simrer videre. Det er en guerillakrig med ganske lav intensitet. Hvis det var en folkeopstand, ville de få 40.000 vestlige soldater overhovedet ikke slå til, da Afghanistan er både større og mere folkerigt end Irak. Fjenden kommer fra de uregerlige pakistanske grænseprovinser, og er faktisk en uformel infiltrationsstyrke. Og den er ikke populær: Talebanerne scorer 13% opbakning blandt afghanerne.

Det er meget væsentligt: NATO slås faktisk for afghansk uafhængighed. Der er heller ikke tvivl om, at talebanerne - forstået som de pakistanske pashtunere, der kryber over grænsen - er nogle rådne mennesker. Så NATO slås også for et godt Afghanistan.

Men hvorfor? Hvorfor i alverden skulle NATO ofre penge og blod for et land, der synes ude af stand til at forsvare sig selv, på den anden side af jordkloden?

Det eneste svar, der giver mening, er at dette er en styrkeprøve mellem Vesten og jihadismen, og at en sejr til jihadismen vil give samme fremdrift for ekstremisterne som den gjorde, da Sovjetunionen trak sig ud.

På den anden side næres jihadismen jo også ved NATOs blotte tilstedeværelse i Afghanistan.

Så det er jo fucked. Specielt når blowback fra Pakistans forsøg på at få grænseprovinserne under kontrol har destabiliseret nationen så meget, at det overvejer helt at holde fingrene væk fra pashtunerne, og erklære sig neutral i Terrorkrigen.

Så længe talebanerne ikke skruer op for blusset, kan NATO følge med, mens det håber på at kavaleriet fra Irak kommer i tide. Men hvis kampene tager alvorligt til i styrke, skal der ikke meget til, før folk herhjemme spørger sig selv: Hvad fanden laver vi der?

Godt spørgsmål.

Men klamt er det

Vedr. dette: Det tiltalende ved Obama er bl.a. at hans kandidatur er en klassisk amerikansk historie om at transcendere éns oprindelse. Her: hudfarve. Det er den amerikanske drøm.

Så når Hillarys kampagnefolk begynder at stikke til Obamas hudproblemer, kan det ikke gøre andet end at ødelægge den historie. Svarer Obama igen, virker han som en vred borgerrettighedsforkæmper. Og dem vil hvide ikke stemme på. Svarer han ikke igen, eller siger han, at han ikke tænker på sådanne ting, får anklagerne lov at hænge i luften, Swift Boat Style.

En anden subtekst er racisme mellem USAs latinoer og sorte; latinoerne har ligeså svært ved at stemme på sorte som hvide har.

Public Enemy

Dagens doublethink, serveret af K's retspolitiske ordfører, Tom Behnke:

#1

En mistanke for terror er nok til, at udlændinge kan udvises uden forklaring. Og statens sikkerhed vejer tungere end den enkeltes retssikkerhed, mener retsordfører Tom Behnke.

#2

Dermed mener han dog ikke, at statens sikkerhed "står over" den enkeltes retssikkerhed.

Ordfører Analfabet

Karen Hækkerup, Socialdemokraternes retsordfører, udtale om udvisning uden rettergang:

- En del af terrorloven indebærer, at hvis Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at en udlænding er i landet med henblik på at skade os, så kan man blive administrativt udvist. Det stemte vi med åbne øjne for i 2002, og det står vi stadigvæk ved i dag, siger Karen Hækkerup.

Flere jurister og menneskeretseksperter mener, at fremgangsmåden er i strid med menneskerettighederne.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at vi har vedtaget en lov i Folketinget, der går imod menneskerettighederne. Har vi gjort det alligevel, er situationen selvfølgelig en anden, og så bliver vi nødt til at se på det, siger Karen Hækkerup.

Almindelig juridisk fornuft: Man er uskyldig indtil andet er bevist, og beviset for dette skal føres ved en domstol. Dette er retsstatens bærende søjle. Så hvad er egentlig værst ved denne udtalelse? Er det, at S åbenbart er ligeglade med retssikkerheden, eller er det, at S åbenbart er ligeglade med retssikkerheden med mindre det går ud over menneskerettighederne? Eller er det, at Karen Hækkerup har svært ved at forestille sig at dette kunne være i strid med menneskerettighederne?

Man ser at fetisheringen af menneskerettighederne har nået et punkt, hvor et brud på disse er grund til at handle, hvorimod et brud på den anklagedes grundlæggende ret til at få sin sag prøvet ved en domstol ikke er. Ikke blot er Karen Hækkerup juridisk analfabet; hun er tilbeder af menneskerettighederne uden at vide hvorfor.

Spørg dig selv, Karen, hvorfor artikel 6 er med. Et lille vink: Statsmagtens tredeling.

Irakisering

To nyheder om Irak: Anbar parat til irakisk kontrol, og neddrosling af såvel amerikansk indblanding i Irak som ambitioner.

Det har en historisk forgænger.

Ros til Petraeus, han får faktisk det bedste ud af en elendig situation.

Good on ya mate

Storbritannien erstatter sine gamle atomkraftværker med nye. Greenpeace & Co. brokker sig over økonomien - som om det nogensinde var deres fokus. For det billigste er stadig fossile brændstoffer. Men det vil de jo heller ikke have. Man skulle jo næsten tro det er et stråmandsargument, da grøn energi pt. er dyrere end atomkraft, og så ustabilt, at det maksimalt ikke kan dække mere end 8-10% af elektricitetsforbruget, som i sig selv kun udgør nær 20% af den totale drivhusgasudledning. Deraf den 4% reduktion ved atomkraft, som Greenpeace har regnet sig frem til.

Der er brug for energi nu, og vi kan ikke fyre med forskning. Det eneste alternativ til atomkraft er kul eller gas. Vælg selv.

Der var engang en fløj

Jalvings indlæg om Blekingegadebanden langer ud efter venstrefløjens vantro overfor noget der skete - tilbage i 1989.

Jalvings type sviner tit nutiden til med fortiden. Jeg kunne på samme måde anklage højrefløjen for at ignorere eller undskylde Iran-Contra, Echelon, Nicaragua, Pinochet, Sydafrika, og andet godt fra Den Kolde Krigs huskekammer. Men da muren faldt, faldt også de gamle overbevisninger, og ud af ruinerne voksede en økonomisk ansvarlig venstrefløj, der havde kastet de gamle vrangforestillinger om planøkonomi og nationalisering af produktionsmidlerne overbords. Den næste skelsættende historiske begivenhed var 9-11, og ud af denne voksede den nye tids højrefløj, der i modsætning til den gamle knugede frygten til sig, både som våben og rygrad.

Mekanikken var kompliceret, og partiskellene mudrede: Storbritanniens Labour var således de amerikanske neokonservatives bedste disciple, og Blair frygtens profet i Europa.

Ikke desto mindre: Hvor venstrefløjen engang så mellem fingre på forskellige former for revolutionær-marxistisk terrorisme og østblokkens statsterrorisme, ser nutidens højrefløj mellem fingre på Terrorkrigens forbrydelser: Ulovlige kidnapningsprogrammer, ulovlige aflytninger, voldsom erodering af retssikkerheden, diktatoriske beføjelser til statsmagten i sammenhæng med retsstatens nedbrydelse, uretsmæssige angrebskrige, demagogisk nationalisme, fusionen af rovdyrskapitalisme og statskorruption, og tortur som almindeligt redskab.

Fortid og nutid. Spørg dig selv i hvilken af disse to vi lever.

Hot dog! Hillary!

Hillary vandt i New Hampshire mod alles forventninger og meningsmålinger. Hvof? Godt indlæg på Kos prøver at forklare.

Luftkraft ?

Luftdrevet bil. Og her går jeg rundt og vrøvler om atomkraft. Er ikke helt med på energiregnskabet mht. luftkompression. Men luft løber vi ikke tør for lige foreløbig.

Kunst & Penge

Demokrati er jo at vælge mellem dumheder, så her er venstrefløjen i middelsvær vægtklasse:

»Problemet er, at kunstnerne i perioder ikke har nogen indtægt, og de perioder skal dækkes ind«, siger SF’s kulturordfører Pernille Frahm til politiken.dk.

»Det her handler jo ikke om at være arbejdsløs. Det handler om at være indtægtsløs i en periode. Når vi snakker arbejdsmarked, handler det om, hvorvidt man er i beskæftigelse eller ej. Men det skel kan man ikke lave med kunstnere, fordi de også har beskæftigelse, som de ikke får løn for. Eksempelvis når en konservatorieuddannet musiker, sanger eller skuespiller øver sig«, siger Pernille Frahm.

Hvad Pernille Frahm rent faktisk siger er at nogle kunstnere ikke kan leve af den løn de får for det færdige arbejde, hvad enten det er en udstilling, opførsel eller andet.

Man har ikke ret til at leve af det, man vil. Hvis man vil prøve at leve af at være kunstner, så held og lykke; det har altid været meget, meget svært. At man har en uddannelse med burde ikke gøre nogen forskel, der er ingen naturlov der siger at hver gennemført uddannelse skaber et job, der svarer til denne.

Hvis man derfor mener at en uddannelse giver én ret til dagpenge, så længe man ikke har det perfekte job, så skaber man ved denne politik et forvredet forhold mellem udbud og efterspørgsel, hvis konsekvens kun kan være at udhule sundheden på sigt. Hvis man derimod satte sig for at begrænse uddannelses-udbuddet efter job-efterspørgelsen, så ville der være gods i. Et sted skal der være et feedback. Af dette kommer økonomisk integritet. Som sagerne står nu, så uddanner man folk til arbejdsløshed. Det er ikke fedt.

Specielt i kunstverden er der så mange, så mange, af disse forvredne forhold. Det er ikke meningen, at det skal løbe rundt. Fordi man jo gør det for kunsten, og ikke pengene. Og det burde ikke gå ud over andre.

Obama Iowa

Ikke fordi resten af verden ikke er igang med at spekulere over primærvalget, men jeg kan ikke lade være: Obama vinder. Med vinden fra Iowa i ryggen tager han New Hampshire også, og så er det forbi.

Jeg kunne godt unde Hillary sejren, mest fordi hun bliver behandlet som skidt af pressen, men det er også problemet; at hun bliver behandlet som skidt af pressen. Stiller hun op mod St McCain, pressens darling, kunne det faktisk blive knebent.

Mellem Obama og Edwards: Jeg foretrækker Edwards' standpunkter, men hans dagsorden har længe virket for todimensionel, og med recessionen endelig skudt igang, tror jeg en Obama vil være mere tilbøjelig til økonomisk at prioritere langsigtet end kortsigtet, og det bliver pinedød nødvendigt, når skatteindtægterne falder lige så hårdt som gælden stiger. Udenrigspolitisk har Obama også vist både bedre formel og instinktiv forståelse af problemerne end Edwards, og sandelig bedre end Hillary, der er den største høg blandt demokraterne. Udenrigspolitik er også et punkt, hvor jeg lægger stor vægt på fortidens synder og mavefornemmelser, for man kan ikke forudsige hvilke kriser verden vil komme ud for.

Typer som Obama bliver nogle gange skudt ihjel. Måske særligt når de er sorte.

St McCain

En ny meningsundersøgelse har McCain foran i New Hampshire, den anden stat, der stemmer i primærvalget.

Jeg tror, det bliver McCain. Han er sandsynligvis også republikanernes bedste chance for at vinde præsidentembedet, da alle de andre kandidater - med undtagelse af Ron Paul - er forfærdelige. Mitt Romney er en plastikdukke, Rudy er bindegal, Huckabee er fundamentalist, Fred Thompson er faldet i søvn.

Men McCain vinder ikke selve præsidentvalget, fordi han så utvetydigt går ind for Irakkrigen. Og derfor vil han ikke kunne vinde de uafhængige vælgere, som betyder alt, da de er ligeså meget imod Irakkrigen som de demokratiske kernevælgere. McCain vil have pressen på sin side, men der er grænser for hvad den kan udrette: Bølgen er udråbt til en kæmpe succés, men i spørgsmålet om tilbagetrækning fra Irak har vælgerne ikke flyttet sig en tomme (PDF, side 31).

---

Og selvfølgelig dette: At de republikanske kernevælgere hader McCain, fordi han engang har vovet at sige Den Kære Leder imod, og officielt er imod tortur. Sådanne skrupler har ingen af de andre: Huckabee angreb forleden Romney for ikke at have henrettet nogen, da han var guvernør for Massachusetts.

Jeg tillader mig at glemme Ron Paul. Det burde jeg ikke, men han passer ind i partiet som Carsten Jensen passede til Berlingske.

100 $

En tønde Light Sweet Crude til 100 $, som er et så pænt og rundt tal, at det når verden rundt på sine blå øjne alene.

Hvis man ønsker bevis for at energiforbruget ikke sættes ned verden over, så er det lige her. Gores Oscar levede forgæves.

Whodunnit 2: Taktiske beskyldninger

Kort pointe.

Hvem myrdede Benazir Bhutto? Alle spekulerer på intet grundlag. I en sådan situation, hvor data er skyllet væk, drejer spillet sig om at pege på en organisation, hvis skyldighed ville gavne éns egen sag. Så Pakistans regering forsøger at skyde skylden på al-Qaeda, Bhuttos parti skyder skylden på Musharraf, og Sharif kører med, mens han prøver at overtage Bhuttos rolle, på trods af deres tidligere fjendskab. Taktik & Politik.

Kosovo 4ever

Denne sætning:

The worst thing a world power can do is pick sides in a non-stop tribal war for sentimental reasons.

Ja. Det får mig til at tænke på Kosovo og Serbien, hvis skæbner netop nu er i spil, og i hænderne på hver sin verdensmagt: Vesten og Rusland. Hvis Vesten satte sig for at være verdens politimand, at håndhæve "den internationale retsorden" uden fordomme og forbehold, så ville der i det mindste være en moralsk kontinuitet med en vis basis i virkeligheden. Som jeg ser det, så har Vesten valgt kosovo-albanernes side - der er en grund til, at Bush er mere populær i Albanien end i noget andet land. Og kosovo-albanernes strid med serberne er en god gammeldags etnisk krig, hvor endemålet er at fordrive, assimilere eller udrydde den anden etnicitet.

Sådan er det. Og for fremtiden vil kosovo-albanernes forbrydelser være vores, som serbernes forbrydelser er russernes. Jeg har den dybeste foragt for disse stammekrige, der er ligeså meningsløse som de er nådesløse. Og det her vil blive ved, indtil serberne er fordrevet, som de blev fordrevet fra Bosnien-Herzegovina og Kroatien. Præcis som de selv forsøgte at fordrive kosovo-albanerne fra Kosovo.

Hvis éns indgriben sker med øje for slutmålet, og ikke er belastet af sentimentale vrangforestillinger om menneskets natur, så kan jeg måske overtales. Men at vælge side i en sådan strid; der findes ikke ord til at beskrive hvor dumt det er. Som regel på baggrund af éns egne fantasier om verden, det er ganske typisk.

Alt, man skriver i dag, er i skyggen af Irak.

Khodi...

God lille artikel om den forvirrede deling af magten i Iran, og de forstenede økonomiske strukturer. Khomeinis projekt er ved at sygne hen, kanske styret får sig en del bøvl med den stadigt fattigere befolkning. Understreger også det absurde i opfattelsen af landet som en trussel på størrelse med Sovjetunionen. Ren Team B.

Gad vidst, om Irans tilbud til USA om at slå hånden af Hizbollah og Hamas havde noget med budgettet at gøre.