Afprogrammering

Jeg har svært ved at bestemme mig, men måske den dummeste idé fra Bush-æraen var, at terrorisme var noget, man skulle gå i krig med. Bush/Cheney-administrationen var på udkig efter en krig fra starten. Den neokonservative klike, der havde - har - stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, kunne ikke bestemme sig mellem muslimer og Kina - men 9/11 afgjorde den tvist. Muslimsk terrorisme blev til Fjenden, og det var derfor ikke den store kunst at få amerikanerne til at hoppe med på krigen mod Irak, som administrationen havde planlagt fra nærmest dag ét, otte måneder før 9/11 skete. Også en del mere overkommeligt end Kina. Men retorikken, der er blevet brugt til at forklare hvorfor det var nødvendigt at invadere både Afghanistan og Irak, og hvorfor det stadig er nødvendigt med soldater i Afghanistan, har slået dybe, dumme rødder i den offentlige bevidsthed.

Men nu bør afprogrammeringen komme i gang. Greg Djerejian har et af sine sjældne indlæg - læs det hele. Om Afghanistan, om hvilket det siges, at det ikke igen må være et safe-haven, et tilholdssted, for terrorister:

...what was it about the 9/11 hijackers, say, that made it so critical that they’d enjoyed a safe-haven in Afghanistan? Was this safe haven needed to allow some of the hijackers to attend flight school in Florida, say, as former UK diplomat Rory Stewart has quipped? Can one only learn the finer usages of box-cutters—or more ambitious chemical and biological schemes for that matter—in far-away Afghanistan (...)?

In fact, our most worrisome terror threats are probably far afield from Afghanistan, no matter how intellectually consuming and fodder for myriad think-tank ‘studies’ the latest folly-like fantasy of turning Afghanistan into a modern state might be (...) Put simply, any rational cost/benefit analysis should have us, not only forging and speedily implementing a responsible exit strategy from Iraq, but also accomplishing the same in Afghanistan. As I’ve said, the realer threats instead persist in Internet cafes and empty store-fronts in portions of the Parisian banlieu, the fringes of East London, and so on.

Ikke uden problemer: Jeg havde regnet med, at der ville komme en lind strøm af jihadi fra Irak tilbage til Europa og de arabiske lande, nu hvor jihadismen reelt er blevet besejret (ganske vist af de tidligere så terroristiske sunni-oprørere, men skidt pyt). Men i stedet er de taget til Afghanistan. Hvis NATO trækker sig ud af Afghanistan, vil dette nok ske:

1. Kollaps af den afghanske stat.

2. Ny borgerkrig i Afghanistan om magten. Muligvis med støtte til forskellige stridende fra Iran, Pakistan og NATO.

3. Jihadi, der vender tilbage til deres ophavslande, og ikke kan lægge vanen med at sprænge folk i luften fra sig.

Vigtigst af alt; så vil det være endnu en sejr for jihadismen, der vil juble over at have jaget både Sovjetunionen og NATO på flugt, verdens to mægtigste militærmagter. Det vil så give tosserne politisk vind i sejlene og føre til flere ruiner (men - som sædvanligt - først og fremmest i muslimske lande). Det er ad helvede til.

Det kommer i sidste ende af, at slagmarken ligger, hvor den gør. Civilisationskrigerne var jo vilde med 300, men lektien fra slaget ved Termopylæ var, at hvis man vælger sin forsvarsposition nøje, kan man vinde mod en overlegen fjende. Osama bin Laden planlagde at gøre ved USA, som hans venner havde gjort ved USSR. Det ser ud til at lykkes.