At prioritere

Historien om USA det forgangne årti har været om en nation, der frivilligt har gabt over meget mere, end den har kunnet sluge. To samtidige krige + skattelettelser = underskud. Samt diplomatisk overmod -> tab af indflydelse.

Men et biplot har været statens manglende evne til at prioritere. Det er ikke bare, at ledelsen er gået for langt, men at den heller ikke har stækket de mange grene, der udgør nationen. Ingen prioriteter, vækst alle vegne, for lidt vand. Ikke bare dårlig ledelse, men ingen ledelse - statsvækst som en kræftsvulst, i et politisk system overrendt af lobbyister, der alle trækker i hver sin retning.

Prima eksempel er hæren, der nu reelt leder den "kæmpe maskine", der er USAs udenrigspolitik. Har fået de fleste af pengene. Tjuf tjuf tjuf, kul på. Obama skal nu sætte sig ned og forhandle med maskinen. Træde varsomt forbi ømme tæer. Føre diplomati med staben.

Maskinen vil have flere penge, til Irak, Afghanistan, og missilforsvaret. Ellers bliver den sur, og sætter sig på halen. Obama skal passe på. Men sætte sig igennem, og fortælle militæret, hvem den egentlige øverstkommanderende er. Vil den lystre? Eller sidder de dårlige vaner fast, fordi den ikke blev opdraget?

Sjovt, at hæren ikke er gået så meget op i veteranpleje som et ubrugeligt missilforsvar. Men den prioriterer vel.

---

Bonusopgave: Hvor mange metaforer bruger jeg?