Maskine

C foreslår vedr. NATO:

I dag marcherer NATO lige så meget i takt som EUs udenrigspolitik tilsat USAs ønske om at sætte sig tungt på alting. Hvilket vil sige ikke ret meget.

Institutionel automatik? Forstået som institutionernes egne mekanismer, der er gået grassat, og løber hurtigere end politikerne kan følge med.

Det er igen Per Stigs maskine, vi har at gøre med. Men USAs forsvar er kun én maskine; EU er en anden, og NATO en tredje. Krugman skrev forleden om EUs og Den Europæiske Centralbanks passivitet i forhold til den økonomiske krise. Passiviteten er indlejret både i den vesteuropæiske mentalitet og selve systemet: Et er at opføre sig som imperiets provinser, et andet er, at EU i sig selv - og særligt inden for eurozonen - simpelthen ikke har institutioner til at tage hårde beslutninger, når krisen virkelig kradser. Sagt på en anden måde, så er der ingen politisk union.

Det er ikke nyt. C peger på udenrigspolitik, her er det økonomi. EU er en amøbe, der udvider sig overalt, men ikke kan meget andet end det. Selve udvidelsen er den største del af grunden til paralysen. Men EUs opbygning er slet ikke lavet til så mange medlemmer - og der er alligevel ingen politisk loyalitet overfor EU. I sidste ende er det altid ens eget land, der kommer først.

USAs forsvarspolitik er fuldautomatisk: Budgettet skal bruges, krigene skal findes, egoet skal pudses. Som et orkester, der spiller uden dirigent, fører militæret store dele af USAs udenrigspolitik, der ikke kan adskilles særligt fra militærpolitikken. Den går stort set ud på at bygge en masse baser over hele verden, sælge våben og fyre penge af på det ene sjove projekt efter det andet, uanset hvor meget det kommer på tværs af en fornuftig udenrigspolitik.

NATO kommer ind i midten: Organisationen er pt. USAs reservehær, og ses som en del af pakken "vesteuropæisk integration". Oprindeligt var organisationen en forsvarsalliance; nu er den bare noget, man skal være med i, hvis man vil være med, hvor det sker. Husk: Vi bliver nødt til at være med til alt, for at få indflydelse på alt det, vi bliver nødt til at være med til.

Og sådan kører det. Prioritetsløs internationalisering og industrialisering af udenrigspolitik og økonomi hiver tænderne ud på demokratiet og gør selve de internationale organisationer ude af stand til at handle - hvis overhovedet reagere. Afghanistan kan måske gøre det af med endnu et imperie, og tage en superalliance med i købet. Den globale økonomiske krise kan gøre det af med euroen og den globaliserede økonomi. Men se, om man gør noget ved det.