I den fri natur

Brad DeLong om Greenspans lave rente:

Central bankers have long recognized that it is imprudent to lower interest rates in pursuit of full employment if the consequence is an inflationary spiral in wages, resource prices, or consumer prices. (...)

I do, however, know that the way the issue is usually posed is wrong. People claim that the Greenspan Federal Reserve "aggressively pushed the interest rate below its natural level." But what is the natural level of the interest rate? Swedish economist Knut Wicksell defined the natural rate of interest in the 1920s: it is the interest rate at which, economy wide, desired investment is equal to desired savings and hence in which there is neither upward pressure for consumer price, resource price, and wage inflation to accelerate as aggregate demand outruns supply nor downward pressure on those three inflation rates as demand falls short of supply. On Wicksell's definition--which is the best, in fact, to my knowledge the only definition--the market interest rate was if anything above the natural interest rate in the early 2000s: not accelerating inflation but rather deflation threatened. The natural interest rate was very low because, as Ben Bernanke explained at the time, the world had a global savings glut (or, rather, a global investment deficiency). (...)

You can argue--and on Tuesdays and Thursdays I will believe you--that Alan Greenspan's policies in the early 2000s were wrong. But you cannot argue that he aggressively pushed the interest rate below its natural level.

Men er det ikke netop problemet: At Kinas handelsoverskud og USA's relativt høje arbejdsløshed var to sider af samme mønt - nemlig Kinas valutamanipulation?

Jeg er som sagt ikke noget geni til økonomi, men at sætte renten til ingenting for at få folk i arbejde virker som at skyde forbi målet, der nu engang måtte være den skæve handelsbalance mellem USA og Kina, som følge af Kinas hokus pokus med valutakurser og vestlig modvilje mod en straftold på samme. "Det naturlige arbejdsløshedsniveau" kan under disse betingelser være temmeligt højt, og alt andet end naturligt.

Kommandoøkonomi

Selv om det kan diskuteres, om valget i Iran var et decideret militærkup eller blot led i en længerevarende konsolidering af magten hos Den Revolutionære Garde (heriblandt overtagelsen af det ganske vigtige olieministerie), så ved jeg blot, at et militærstyre næsten altid betyder en langsom død for økonomien. Se Nordkorea, Pakistan. Gennemsigtighed, åbenhed og frihed, som nærer økonomien; disse er ikke militære værdier. Irans økonomi er allerede noget skidt, og hvis Garden & Venner sætter sig helt på Iran, så forudser jeg hermed en stadigt større udvandring af arbejdsløse unge, der i kombination med Irans voldsomt faldende fødselsrate vil udhule landet indefra.

Det ser i det hele taget ikke så godt ud. Jeg kunne levende forestille mig, at arabiske rigmænd fra Golfen vil finansiere en stedfortræderkrig med Iran i Irak, når USA engang er forduftet. Eller fortsat finansiere den, ahem. Og når USA endelig er ude af Irak og Afghanistan, sidder de ikke længere i Irans geostrategiske skruestik, hvilket vil mindske Irans indflydelse yderligere. At Irans ledelse ikke smeder, mens jernet er varmt, vidner om hvor mange kræfter der bruges på de indenrigspolitiske kampe. Khomeini må rotere i graven.

And now for something completely different

Fra Registan:

Gazprom’s joint new energy venture in Nigeria is to be called Nigaz.

Bedste PR-kup siden Dansk Naturgas blev omdøbt DONG Energy.

30. juni: En sejr for Irak

To yderligere ting om amerikanernes tilbagetog fra de irakiske byer og de mange bomber:

1. De amerikanske soldater har været en modererende faktor. Med det mener jeg, at de opfører sig mere civiliseret end de irakiske og får disse til at opføre sig mere civiliseret. Fordi man gør, hvad amerikanerne siger - de er nu engang de dygtigste til organiseret vold. Når amerikanerne trækker sig ud af bykernerne, vil vi ikke blot se en opblussen af vold, men også en forråelse af samme. Det kan sammenlignes med at trække kontrolstængerne ud af en atomreaktor.

2. Dette er, hvad irakerne ønsker. SOFA-aftalen, der fastlagde tidsplanen for USA's retræte, blev nærmest dikteret Bush-administrationen af de irakiske regeringspartier, der tilmed har erklæret 30. juni en national helligdag. Al-Maliki render pt. rundt og kalder USA's tilbagetrækning en sejr for Irak, der kan sidestilles med det mislykkede oprør mod briterne i 1920: Ud med den fremmede besættelsesmagt. Samtidig har parlamentet afsat en klat penge til en folkeafstemning om selve SOFA-aftalen ved parlamentsvalget næste januar. Hvis irakerne stemmer nej, så skal USA holde sig helt og aldeles til egne baser for senere at forlade landet. Folkeafstemningen var al-Sistanis hjertebarn, og oprindeligt planlagt til denne juni, men udskudt af parlamentet. Det antages, at afstemningen blev tænkt og anvendes som en garant for, at amerikanerne rent faktisk gør det, de har lovet. Og man må sige, at det har virket.

Jeg gider ikke høre noget lort om, at dette er Obamas skyld. Men det skal nok komme. Alle dem, der vil anklage Obama for at ødelægge det gode arbejde, som Bush/Cheney lavede, og den fine stand, de efterlod Irak i, vil utvivlsomt ikke engang være klar over, at alt dette er irakernes ønske. Sådan noget gider de ikke sætte sig ind i - for dem er det hele alligevel et stort rollespil om hvem, der er Churchill og Hitler, og hvad vedkommer den irakiske virkelighed dagdrømmerne?

Og jeg har ikke orket at skrive om kurderne. Det er tilstrækkeligt at sige, at de har vedtaget en forfatning, der dekrerer, at Ninevah og Dijala-provinserne samt Kirkuk er kurdisk land. Det er, som hvis vi skrev ind i Grundloven, at Skåne, Halland og Blekinge tilhører Danmark. Og Riga med, for god ordens skyld. Åh jo; og forbudt undervisning i arabisk i Ninevah har en lokal kurdisk leder også. Efter tyrkisk forbillede, velsagtens.

Se nu bare at få det overstået. Træk plasteret af, eller hvad skal man sige. Det hele er som en dårligt skrevet tragedie; måske når de alle sammen er døde til sidst, kan publikum slippe ud i dagslyset.

Michael Jackson død?

Siger LA Times. Endnu en bid af min barndom lagt i graven.

Vinkling

Skønt Moon of Alabamas dækning af det iranske valg generelt har været indsølet i stupide, anti-amerikanske reflekser, så er det altid godt med folk, der bevidst udforsker andre kilder, historier og vinkler end de traditionelle medier. Det gælder tosser fra både højre og venstre.

Ikke fordi det alternative perspektiv altid har ret! Men der er mange tråde derude, der aldrig bliver samlet op af Google News' algoritmer og spundet sammen til et forløb, der giver mening.

Den, der tier, er måske bare ligeglad

Socialdemokraten Søren Krarup Lars Aslan Rasmussen fra KK's borgerrepræsentation ønsker en troskabsed i form af en fordømmelse af den iranske stats undertrykkelse fra Islamisk Trossamfund, efter de kritiserede Søvndal for at slå politisk plat på iranernes lidelser. Hvilket Villy gjorde - med mindre han er lige så moralsk underudviklet som Søren Pind og Holger K. Nielsen, og rent faktisk tror på sin egen fordømmelses iboende magt. Eller blot vil hævde sig selv.

Det er godt gjort, at man er nødt til at forsvare rådne lande som Iran og Rusland og salafier som Islamisk Trossamfund mod løgne, fordrejelser og demagogi fra centerpartierne. Med mindre vi gør denne moralske tommelfingerregel universel, og derudfra konkluderer, som Edith Tingstrup tidligere gjorde i Berlingske, at venstrefløjens manglende fordømmelse af Colombias FARC i sig selv er et udtryk for solidaritet.



---

Også.

---

Denne er også værd at overveje (via).

...consider the following thought experiment. In 1963, as King delivers his famous speech to the March on Washington, Soviet premier Nikita Khrushchev delivers a public message of his own to the protesters. “We would like to tell these brave voices of freedom,” Khrushchev says, “that they have the full support and solidarity of the USSR. The Soviet Union and the United States Communist Party are ready and willing to perform any measures within our power to help our American brothers and sisters obtain their rights from this oppressive regime. And although Dr. King pretends that he holds no hostility toward the American capitalist system of government itself, and wishes only to secure the ideals of the American founding for all of its citizens, we all know that he and his supporters really yearn for complete regime change in Washington. We in Moscow will do whatever it takes to help you achieve this goal.”

Let us ignore the question of Khrushchev’s intentions here: whether he is motivated by genuine sympathy and desire to aid the civil rights marchers, or a more cynical hope of destabilizing a rival government, or a narcissistic and self-righteous wish to take credit for the marchers’ achievement in order to feel better about himself and appease his domestic critics. (And before anyone gets up in arms about “moral equivalence,” let me note than I am not equating Obama’s America and Khrushchev’s Russia, merely noting that Obama and Khrushchev occupy structurally similar positions as leaders of distrusted rival powers.)

Let us focus only on a simple tactical question: would Khrushchev’s statement aid the civil rights movement? Would it be welcomed by King and his associates? Why or why not?

Afleveringsfrist kl. 12:00 d. 5. tir 1388.

Aktionærernes klassesamfund

Når Gud og hvermand ejer aktier, skal man sætte sine egne til salg...

Growing pessimism about the prospects for a global economic recovery sent stock and commodity prices tumbling on Monday while new data showed that leading US corporate executives were cashing out of their share holdings at a rapid pace. (...)

Executives in charge of the largest US companies sent a signal of their concerns by selling far more shares than they bought this month, according to new data based on filings with the Securities and Exchange Commission.

Share sales by so-called company insiders are outstripping purchases so far this month by more than 22 times. TrimTabs, the investment research company, said insiders of S&P 500 listed companies have unloaded $2.6bn in shares in June, compared with purchases of just $120m.

“The smartest players in the US stock market – the top insiders who run public companies – are not betting their own money on an economic recovery,” said Charles Biderman, chief executive of TrimTabs.

Småaktionærer er bare i en skidt position fra start af. De har ikke den erfaring, kunnen og adgang til sladder information, der skal til for at tjene penge på spekulation. De bliver ignoreret af bestyrelser. Den eneste grund til, at så mange legede med, var, at aktierne tordnede i vejret, båret frem af al den kapital, der tidligere blev sat i obligationer. Men med den lave rente gav obligationerne stort set ingenting. De, der har haft gavn af politikernes peptaler, har været bankerne, der har suget penge til sig på al den snak om de grønne skud.

Det er utroligt, at nogen stadig vil give penge til netop de banker, der aldeles selvforskyldt har været døden nær. Men det tager nok også af. Obligationer og afbetalinger på boliglån er nu engang den bedste investering/opsparing for vi almindelige dødelige. Derfor varer det et godt stykke tid, før aktierne kommer op på tidligere tiders højder, når småaktionærerne ikke længere vil lege med.

---

Også dette om pensionsopsparing.

Die Weimarer Republik

En Wolfgang Münchau skriver i FT om Tysklands egen stabilitetspagt, der blev skrevet ind i forfatningen for et par uger siden (nævnte den her). Ingen underskud fra 2020, altså. Det korte af det lange er, at det er åndssvagt, og at det vil skabe endnu større spændinger i euro-samarbejdet, end der allerede er.

Jeg kan se mening i langt mere kontrol med centralbankerne - vi kan simpelthen ikke risikere endnu en Greenspan - men at sætte en spændetrøje på statsbudgettet, der ikke tillader underskud overhovedet; det vil forstærke konjekturerne, og er derfor lodret dumt. Hvis det skal være, så hellere en lov, der forlanger, at regeringen sparer op i opgangstider.

What is the rationale for such a decision? It cannot be economic, for there is no rule in economics to suggest that zero is the correct level of debt, which is what a balanced budget would effectively imply in the very long run. The optimal debt-to-GDP ratio might be lower for Germany than for some other countries, but it surely is not zero.

While the balanced budget law is economically illiterate, it is also universally popular. Average Germans do not primarily regard debt in terms of its economic meaning, but as a moral issue. Der Spiegel, the German news magazine, had an intriguing report last week on the country’s young generation. One of the protagonists in its story was a young woman who had borrowed a little money to set up her own company. The company turned out to be a success, and she had began to repay the loan. And yet she said she had not felt proud of having taken on debt.

Jeg ved ikke, om Deutsche Bank har det på samme måde...

This general level of debt-aversion is bizarre. Many ordinary Germans regard debt as morally objectionable, even if it is put to proper use. They see the financial crisis primarily as a moral crisis of Anglo-Saxon capitalism. The balanced budget constitutional law is therefore not about economics. It is a moral crusade, and it is the last thing, Germany, the eurozone and the world need right now.

Keynes' lille genistreg var at se finans som et teknisk spørgsmål, og ikke et moralsk. Det er ellers normen, og inflationens dommedagsprofeter er at forveksle med de religiøse: Vi skal nok komme til at fortryde vores skørlevned - selv om historien ikke er dem til stor hjælp. Tyskernes ekstreme holdning stammer dog helt tilbage fra hyperinflationen i Weimar-Tyskland. Det trækker stadig dybe spor i nationens bevidsthed.

Tys tys

Det hører også med til historien, at det er en offentlig hemmelighed, at USA rent faktisk har iværksat hemmelige aktioner mod Iran under Bush, for omtrent 400 millioner US$. Også nævnt i artiklen af de to Leverett'er, der begge har siddet i Det Nationale Sikkerhedsråd (der, hvor Ross er på vej hen, i øvrigt):

[T]he Obama administration has done nothing to cancel or repudiate an ostensibly covert but well-publicized program, begun in President George W. Bush’s second term, to spend hundreds of millions of dollars to destabilize the Islamic Republic. Under these circumstances, the Iranian government — regardless of who wins the presidential elections on June 12 — will continue to suspect that American intentions toward the Islamic Republic remain, ultimately, hostile.

Så anklagerne om "udenlandsk indblanding" er ikke hevet ud af luften - hvorfor det også var interessant, at Iran ikke hævede stemmen mere, end de gjorde, da en moske blev sprængt i luften i det sydøstlige Iran lige før valget. En del af USA's penge skulle gå til Mujahideen e-Khalk og Jundallah. Den første gruppe er ved at blive smidt ud af Irak. Den anden gruppe er ifølge Syed Saleem Shahzad i forhandlinger om et samarbejde med selveste al-Qaeda. Go figure.

Hvad vejen til helvede er brolagt af

Det hører med til historien, at en karikaturkonkurrence i Danmark for over tre år siden gav os et særligt ry i mange muslimske lande, og at det nok ikke ligefrem ville hjælpe demonstranterne i Iran, at vi gav dem vores støtte, uanset hvor moralsk påkrævet Holger K. Nielsen end måtte synes det er, at vi kæfter op.

Men til disse moralske fantaster: God moral er at forhindre lidelse. Eller: At man når derhen, hvor man vil. Hvis det ønskede slutresultat er, at demonstranterne vinder, så bør vi holde vores mund.

Men det bevidner Holgers primitive moralske tankegang, at han forveksler at ville det gode med at gøre det gode. Kommunismen havde skam gode hensigter, men endte med at sulte en masse mennesker ihjel. Er det så stadig god moral at være kommunist, når man har erfaret, hvad den fører til? Invasionen af Irak havde skam også nominelt gode hensigter, men førte til kolossale lidelser for irakerne. Er neokonservatisme god moral? Er alle handlinger i orden, så længe hensigten er god?

Nej - det vigtigste er, at man handler på en måde, der fører frem til et godt slutresultat. Det er derfor typisk, at moralister som Holger og Pind har svært ved at forklare, hvad det egentlig er, man skal gøre, og hvordan det skulle hjælpe. Hør f.eks. Pind:

Det, Vesten kan gøre, er så vidt muligt at sikre, at demokratibevægelsen i Iran har kommunikationsmidler og får sine budskaber ud. Det kan ske ved at stille internet og bredbåndskommunikation til rådighed - f.eks. via Irak. Samtidig må der lyde et utvetydigt krav til det iranske styre om at overholde FN-pagtens grundlæggende menneskerettigheder. Og at holde fokus på styrets adfærd overfor sin befolkning.

Bortset fra, at Irak formelt er en suveræn nation, hvis amerikansk-installerede, iransk-venlige magthavere næppe vil underminere sine vigtigste internationale allierede, og bortset fra, at Irans demonstranter næppe kan gøre brug af irakisk telekommunikations-infrastruktur (de er i et andet land!), så sætter jeg pris på, at Pind her lyder præcis som den type menneskerettighedsforherligende, brevskrivende bløddyr, han normalt revser for ikke at ville bombe onde lande - som Iran.

Godt nyt

Tror jeg. Storhøgen Dennis Ross flyttet fra sin position som Hillarys særlige rådgiver for Golfregionen til USA's Nationale Sikkerhedsråd, hvor han næppe bliver mere end et menigt medlem. Muligvis et udfald af en intern strid med James Jones, Obamas personlige sikkerhedsrådgiver. Og i hvert fald en af den type afgørelser, der tyder på, at holdet er bedre sammenspillet end før.

Mht. Iran betyder alt dette efterhånden nok ret lidt. Hvis Musavi på en eller anden måde ender som præsident, vil Obama nok gribe muligheden for en gedigen normalisering mellem de to nationer. Hvis Ahmadinejad bliver på posten - hvilket jeg desværre tror er det mest sandsynlige - så bliver efter en mængde blodsudgydelser, som vil gøre tilnærmelser politisk umulige. Tillige alle beskyldningerne om udenlandsk indblanding. Desuden tvivler jeg på, at den hårde fløj i Iran, principalisterne ("de principtro"), overhovedet interesserer sig for at slå fred med Den Store Satan.

30. juni

30. juni trækker USA sine styrker ud af Iraks bycentre (undtaget en base ved Sadr By). Tilbagetrækningen følger tidsplanen, og alle forbereder sig, inkl. den irakiske stat:

Iraqi forces for the last two weeks have intensified their arrest and raiding campaigns across the country, the agency reports, citing official statements that the raids come in preparation for the withdrawal of American forces from Iraqi cities, scheduled for the end of the month.

Aftalen gælder kun kamptropper, hvorfor man kan forvente, at nogle amerikanere får nye stillinger blandt støttetropperne. Med livrem og seler.

---

Jeg noterede mig også, at Irak og Afghanistan var nogle af de første til at ønske Ahmadinejad tillykke med sin imponerende valgsejr. Ikke fordi det nødvendigvis betyder et ideologisk fællesskab frem for pragmatisk hensyntagen til en stor, stor nabo. Men de personlige bånd trækker vel også.

Syd-Waziristan

Jeg tror, at den seneste udvikling i Pakistan viser, at det ikke gør noget, at din COIN-praksis er dårlig, så længe fjendens er værre.

Nu falder bomberne snart tæt over Syd-Waziristan. Hvis Baitullah Mehsud har inderside, vil han få så meget blod og indvolde ud i æteren som overhovedet muligt. Hamas er generelt nogen cirkusklovne, men de er dygtige til at bruge medierne. Det kunne talibberne lære noget af.

Jeg er stadig skeptisk: Syd-Waziristan har været talibanland i mange år nu, i modsætning til Swat.

Den Islamiske Republik

Har været beskæftiget andetsteds, derfor ingen indlæg de sidste par uger. Jeg får jo ingen penge for det her, for fanden.

Om Iran, inspireret af dette via Sully: En som Rasmus Elling er selvfølgelig langt mere kvalificeret til at kommentere begivenhederne end jeg, men jeg kan jo ikke holde munden lukket for evigt, uanset hvor meget skidt, der kommer ud af den.

På mig virker det som om, at Den Islamiske Republik netop går ud på Den Islamiske Republik. Hele revolutionens pålydende værdi står og falder med republikkens legitimitet (i modsætning til Irans historiske identitet og iranernes selvforståelse, som er andet og langt mere end republikken). Grundlæggende burde Iran være et eksempel på, at Khomeini lavede det bedste system nogensinde. Hvis det ikke er det, så var revolutionen forgæves, og det er det, man hører fra mange nu. Musavi udlægger Ahmadinejads tvivlsomme valgsejr som et angreb på det fantastiske system, der skulle eksporteres til resten af verden (eksporten lagt lidt på hylden siden revolutionen, selv om Irak stadig ser lovende ud...) og kræver en genetablering af republikken, ikke en nedlæggelse.

Derfor er det altafgørende for Irans ideologiske identitet, at den åbenlyse splid i både toppen og bunden af samfundet på en eller anden måde løses eller skjules, så republikken igen fremstår som det ypperste. Om nøglespillerne selv tænker så langt er ikke til at vide; nogle sætter højst sandsynligt egen vinding over nationens sammenhold.

Iran er ikke Kina i 1989: Det er en langt mere demokratisk model - eller var i det mindste tænkt sådan. Hvis landets ledere ikke formår at løse denne konflikt på en pæn måde, så både de demokratiske og autokratiske elementer bevarer deres troværdighed hos folket, så vil iranere simpelthen miste troen på deres eget land - uagtet den tro på republikken, der allerede er gået tabt hos folket siden revolutionen. Demokratiske og autokratiske elementer er selvsagt noget svære at få til at spille sammen, når afstanden mellem den unge befolkning og de gamle nisser på toppen af kransekagen er så stor. Det måtte ligesom ske, ikke?

Man kan højst undre sig over, at Khomeini indførte det begrænsede demokrati til at begynde med. Han kunne vel ikke forestille sig, at Lederen efter ham ville bryde loven og anerkende vinderen tre dage før optællingen formelt er forbi og alle indsigelser mod uregelmæssigheder afklaret, eller at så mange ville ønske en mindre konservativ republik. Han troede vel på systemets indlysende overlegenhed.

"Hvem vil skaffe mig af med denne besværlige præst?"

Vedr. mordet på den amerikanske abortlæge George Tiller og den voldelige retorik, der ledte op til mordet: Mekanismen er universel, blandt abortmodstandere og vores hjemlige muslimhadere, for ikke at nævne hadske muslimske prædikanter. Man bør også inkludere det stadigt mere militaristiske politiske sprog i USA, inkl. deres mange "krige". Her vil jeg også sende en venlig tanke til Europas autonome, hvis billedsprog er fuld af knytnæver.

Jeg forstår faktisk de ekstremistiske abortmodstanderes perspektiv: Abort er mord, mener de, så det er kun retfærdigt, at morderne får sin bekomst.

Jeg er selvfølgelig rygende uenig. Men vi har jo det her demokrati, og det er inden for demokratiets rammer, at sådanne tvister afgøres, ellers ender vi i blodigt anarki. Som Hilzoy sagde forleden:

If anyone who believes the government had adopted a policy that would lead to the killing of innocent people is justified in killing people to stop this, then we might as well just decide not to have a government at all. During the Bush administration, half the country would have been justified in trying to assassinate the President and members of his administration.

Og det fanger også autonomes holdning til staten i spørgsmålet om indvandring: Når et flertal af den danske befolkning har besluttet sig for en stram indvandringspolitik, og når denne politik går ud over mennesker, så giver det ikke folk etisk ret til at bryde loven eller direkte at angribe dens repræsentanter, under samme princip. Selv om man er frustreret over majoritetens ligegyldighed.

Men den revolutionsromantiske retorik og det voldelige billedsprog, som autonome bruger, har sine konsekvenser. Jeg har kendt to, der var del af miljøet. Meget flinke mennesker. De har begge været med i voldelige aktioner. Det er bare del af den samlede pakke.

For så lige at nævne hærværket i Hyskenstræde, som de borgerlige lykkeligt tærskede halm på, så længe de kunne - når der i programmet står dette:

Cities today are scene for a long series of conflicts between different society groups. It’s a battle going on between those who are forced out into ghettolike districts, those who retreat to gated communities in the suburbs, the creative class in the redeveloped city centres, and the police who increasingly are forced to ensure these separations. The city and its space are more and more becoming battle zones – battle zones which call for a re-conquest of the city space against fences, profit and discrimination. It is a battle to be fought with theoretical inputs, political statements and with the entire spectrum of social, cultural and artistic forms of anti-power. We want to challenge both the capitals, the states, the city governments and the creative class’s ideas of the city. And we want to challenge our own idea of the city. Let’s undo the city.

Så får man det, man beder om.

Lidt om fordomme

Obama: Se en flot ballon!

Hamas og Hizbollahs Fadlallah: Det er en fin ballon, men vi vil hellere have konkrete forandringer.

Berlingske: Hvilket fuldstændigt uforsonligt raseri!

Lieberman!

Dig og din store mund!

Speaking in Russian, Mr Lieberman said: "I have been asked by Saudi journalists about when Israel plans to bomb Iran. We are not planning to bomb Iran."

Gode overskrifter i dag! Fra Iran:

The leading moderate candidate in Iran's upcoming presidential election accused on Wednesday hardline President Mahmoud Ahmadinejad of humiliating the Iranian nation by adopting "extremist" foreign policy. (...)

"Your Holocaust remarks have increased global sympathies for Israel when the Europeans were going to condemn its attacks on the Gaza strip last year," Mousavi said.

Fra USA:

President Barack Obama reiterated that Iran may have some right to nuclear energy _ provided it takes steps to prove its aspirations are peaceful.

Se bare der! Lieberman skruer temperaturen ned; Ahmadinejads største udfordrer forstår og argumenterer i en debat set over hele Iran, at det ikke ligefrem gavner Iran, når Ahmadinejad benægter jødeudryddelserne; og Obama lukker op for, at Iran beholder sit atomenergiprogram, så længe det er fredeligt.

Med obligatorisk forbehold for, at de alle lyver og bedrager og vil slå hinanden ihjel.

En anden artikel på Asia Times berører Irans nyfundne forståelse af diplomati i forbindelse med en muligvis amerikansk støttet terrorbombning i det sydøstlige Iran:

Tehran would have a watch list of "naughty powers" with stakes in Middle Eastern geopolitics. Yet, as indignation boiled over regarding the Zahedan attack, it took exceptional care while articulating its feelings. We have not heard an explicit word so far about an American or British intelligence hand behind the Zahedan attack. (...)

[Udenrigsminister] Mottaki said Tehran was in possession of evidence pointing at "foreign elements" in Afghanistan supporting the Jundallah. But the reference could as well have been to Wahhabist elements like al-Qaeda, whom Iran in the past blamed for promoting Jundallah. More so, as he also spoke positively in the same media interaction about the prospects of "practical and fruitful talks" between the US and Iran once the Iranian elections of June 12 are over.

The official news agency IRNA even featured amid all this a commentary on Saturday saluting Obama. It quoted an Iranian expert that "the US opposes Israeli adventurism against Iran" (...)

...Tehran is seized of the geopolitical reality that the US-Israeli honeymoon that seemed evergreen may not be so, after all. Tehran knows diplomatic opportunities lie ahead and rhetorical outbursts against Washington will only play into Israeli hands.

At Khamenei går på listesko sammen med udenrigsministeren er et ret tydeligt tegn på, at den gamle elite går mere op i Irans ve og vel end at irritere Israel, med mindre jeg ikke kan læse iransk politik.

Det er sgu spændende.

Tinsoldater Teater

Jeg faldt over denne strålende kronik af to tidligere medlemmer af USA's National Security Council om Obama-administrationen og Iran. Det ser ikke så godt ud: Administrationen påstår at mene, at Iran bør opgive sit atomenergiprogram til gengæld for, at USA indvilliger i at sidde med ved møder om samme. Det er der jo så nogle i administrationen - Hillary Clinton og Dennis Ross, som jeg har skrevet om før - der heller ikke forventer vil ske, og det er åbenbart del af planen:

As a presidential candidate, then-Senator Clinton ran well to the right of Mr. Obama on Iran, even saying she would “totally obliterate” Iran if it attacked Israel. Since becoming secretary of state, Clinton has told a number of allies in Europe and the Persian Gulf that she is skeptical that diplomacy with Iran will prove fruitful and testified to Congress that negotiations are primarily useful to garner support for “crippling” multilateral sanctions against Iran. (...)

In conversations with Mr. Ross before Mr. Obama’s election, we asked him if he really believed that engage-with-pressure would bring concessions from Iran. He forthrightly acknowledged that this was unlikely. Why, then, was he advocating a diplomatic course that, in his judgment, would probably fail? Because, he told us, if Iran continued to expand its nuclear fuel program, at some point in the next couple of years President Bush’s successor would need to order military strikes against Iranian nuclear targets. Citing past “diplomacy” would be necessary for that president to claim any military action was legitimate.

Så altså: Forhandlinger på skrømt, hvis sammenbrud skal give påskud for sanktioner eller krig. Det er så USA's udenrigsminister og dennes særlige rådgiver for Iran.

I mellemtiden står overskrifterne på blød magt og diplomati. Ved at udbasunere USA's nye imødekommenhed uden at følge op politisk sørger Obama for at miskreditere selvsamme imødekommenhed i medierne, hvis sammenbruddet kommer. Vi ved, hvor dumme folk er udenrigspolitisk til højre i øjeblikket, og at de som små Cheneyer vil tage ethvert tilbageskridt som bevis på, at kun vold og trusler om vold virker, uanset hvor dårligt det fungerede for den forrige administration. Pga. Obamas valenhed mht. Guantanamo har vi allerede artikler som denne: "Why Obama owes Bush an apology". Når Iran meddeler USA, at de ikke har tænkt sig at opgive atomenergiprogrammet, hvilke overskrifter får vi så? Og hvis USA alligevel har tænkt sig at acceptere iransk atomenergi, som Obama antyder i et interview med BBC, hvad er der så at forhandle om? Hvad kan Iran ellers tilbyde USA? Hvad går det her egentlig ud på?

Snart iransk præsidentvalg. Efter Khatami røg ud er Mir-Hossein Musavi Ahmadinejads største konkurrent. Musavi forstår vist, hvordan Irans image har lidt under Ahmadinejads store mund. Det ville hjælpe på stemningen, hvis Musavi kom ind i stedet. Imens presser Israel på for et angreb, men er pga. bosættelserne på konfliktkurs med USA.

Jeg tror: Dette teaterstykke må gå ud på at skabe dække for enten flere sanktioner eller en tilnærmelse mellem USA og Iran. Der er ikke nogen egentlig grund til nogen af delene, men man kan jo ikke bare angribe eller slutte fred uden videre. Og der er åbenbart ingen klar linie inden for administrationen, så det er der, kampen foregår, med den israelske lobby som ivrig deltager. Og gud ved, hvad der foregår i iransk politik.