Politisk praksis

Eftersom den bærende følelse i liberalisme ikke er frihed, men egoisme, så følger den amerikanske administrations afsindige redningsaktion af finanssektoren af sig selv. Nogle vil indvende, at liberalisme som ideologi er dybt imod en sådan indgriben. Liberalisme i praksis, til gengæld, er i dyb harmoni med den. For liberalisme er at lade egoismen råde, efter den teori, at dette vil indrette samfundet på den mest effektive måde. Et liberalt domineret demokrati vil derfor se egoister danne regering. Og hvorfor skulle disse egoister ikke udnytte regeringsapparatet til egen vinding?

Man er jo ikke idiot. Man er egoist.

Hvilket er et af mine hovedargumenter: De politiske bevægelser er følelser. Venstrefløjen er godhed. Højrefløjen er styrke. Kommunisme er kontrol. Socialdemokratisme er hjælpsomhed. Konservatisme er sømmelighed. Liberalisme er egoisme.

I grove træk. Man finder ikke dette i partiprogrammer, men man finder det i praksis. Liberalisme er derfor uegnet til at styre et land. Det er udmærket i opposition til en socialdemokratisk omklamring, en konservativ reaktionisme, eller en kommunistisk totalitarisme. Dets teorier fortjener sin plads i midten af alle diskussioner om økonomi. Men på sigt vil liberalisme uhindret ikke kunne styre et land uden at styre det mod korruption.