Mere bavl

Mere om frimarkedsfundamentalister. I en kronik i JP fortæller redaktøren af det liberale 180grader om velfærdsstatens vederstyggeligheder. Nu gør den os kriminelle, absolut:

"Sammenhængen mellem kriminalitetsudviklingen og opbygningen af velfærdsstaten er klar."

Right-o. Så lad os se på kriminalitetsstatistikkerne over forskellige lande. Der er store problemer med at måle kriminalitet ved antallet af anmeldelser, som Ole Birk springer let hen over. Derfor er det en bedre metode at anvende en decideret kriminalitetsundersøgelse, end bare at bruge politiets anmeldelsesstatistikker. Men dem er der også problemer med. Så vi tager det med et gran salt.

Jeg anser mordraten for at være temmelig pålidelig, fordi mord bliver som regel anmeldt, og hvis de ikke bliver anmeldt, så er de svære at skjule. Den kan vi begynde med. Jeg vil være nådig og holde mig til OECD-medlemmer. Vi går ud fra, at Danmark er et velfærdssamfund, og at andre skandinaviske lande også er. Vi siger også at USA er liberalt, og post-Thatcher Storbritannien tilmed. Sikkert ikke så meget som Ole Birk Olesen kunne tænke sig, men nok til at kunne gøre forskellen tydelig.

Data fra 2006, mord pr. 100.000 indbyggere:

Norge - 0,78
Danmark - 0,79
Sverige - 2,39
Storbritannien - 2,03
USA - 5,9

Jeg vil tro at røveri også er nogenlunde pålideligt, ikke så meget som mord, men bedre end tyveri.

Data fra 1998-2000, fra FN, via Nationmaster, Sveriges tal fra BRÅ, røveri pr. 100.000 indbyggere pr. år:

Norge - 38,8
Danmark -58,0
Sverige -101
Storbritannien - 157
USA - 139

Og lad os prøve at gå lidt tilbage med mordraten, lad os sige 1980. Der er ikke så mange gode data før den tid. Husk at Olesen påstår kriminaliteten er gået op.

Mord pr. 100.000 indbyggere, Kilder til Storbritannien, USA, resten her.

Storbritannien - 1,25
USA - 10,2
Danmark - 1,3
Sverige -1,0
Norge - 1,1

Så igen, vås. Der ser ikke ud til at være nogen sammenhæng. Om noget kunne man sige det modsatte. Men som sagt, sammenfald betyder ikke nødvendigvis sammenhæng.

Det er svært at være liberal i et så velfungerende velfærdssamfund som Danmark, og Olesens metodik er kun at mærke efter med maven. Ud under den kolde bruser med ham.

Fun Fact Of The Day: Halvdelen af alle myrdede kvinder bliver myrdet af deres partner. Beware. (side 17)

Åh nej, åh nej

I stedet for at agere afstandsdame i striden mellem Tyrkiet og Kurdistan om PKK, går Bush ind på Tyrkiets side. Så nu formår han at skubbe den sidste støtte i Irak væk fra USA. Jeg har aldrig været i tvivl om at USA sætter Tyrkiet langt over kurderne, af rent strategiske hensyn, men jeg havde håbet på en mere ... subtil måde at vise sin støtte på. Sælge våben, bestikke, eller endda spionere for tyrkerne. Men dræbe kurdere? Utroligt dumt, hvis det viser sig at være sandt.

Tilføjelse: Firedoglakes Scarecrow har en god pointe - der er selvfølgelig nogen, der har lækket. Sandsynligvis Gates, fordi han synes idéen er tosset. Idéen er tosset. Jeg spekulerer af og til på hvorfor Bush fyrede Rumsfeld, når han ikke vil fyre Gonzales. Men Gonzales er en uerstattelig vejspærring mod lovens ånd, en forsvarsminister kan derimod udmanøvreres. Men her ser vi, at en fornuftig mand i administrationen har konsekvenser.

Sort bavl

Dum leder i Berlingske i dag. Den kalder anmeldelse af sort arbejde for angiveri. To ord med forskellig ladning.

Hvis angiveri bliver en del af den kollektive mentalitet, er vi allerede godt på vej mod de retsløse tilstande, der herskede i den nu hedengangne slyngelstat DDR, hvor myndighederne netop formåede at sætte borgerne op imod hinanden og gøre mistanken til selve tanken og overvågning til regimets livsnerve.

Tværtimod. Når det straffrit at bryde loven ved at arbejde sort, så har vi retsløse tilstande. Myndighederne har ikke opfordret folk til at angive hinanden, og den har heller ikke stikkere ansat til at spionere for sig. Anmeldelserne kommer af samme grund som man anmelder anden kriminalitet: Borgerpligt. Vi har i Danmark alt for længe tolereret sort arbejde, derfor er det udbredt. At sammenligne kriminalitetsanmeldelse med statsansatte stikkere i DDR er ideologisk forvrængning.

Og så dette lille guldkorn:

Sort arbejde er en tavs protest mod den politiske plyndring af den hvide økonomi og går hånd i hånd med et skatte- og afgiftsniveau i den røde ende af farveskalaen. Det er derfor ikke forkert at konkludere, at danskernes voksende angiveri viser velfærdsstatens bagside.

Det er altså ikke korruption, men protest. Lad os tage den lidt længere: Når man stjæler, er det en protest mod den private ejendomsrest. Når man kører for hurtigt, er det en protest mod fartbegrænsningerne. Når man tømmer selskaber, er det en protest mod reglerne om ansvarlig regnskabsføring. At bryde en lov er en protest mod denne lov. Så lad os sammenligne skatte- og afgiftsniveauet med korruptionen. Sætter man de to op mod hinanden, så viser der sig faktisk en omvendt proportionalitet. Altså det modsatte af Berlingskes leder. Der er ikke fantastisk godt sammenfald, og man skal huske på, at "sammenfald er ikke det samme som sammenhæng". Men rigeligt til at tilbagevise det frimarkedsfundamentalistiske ævl som jævnligt undslipper højrefløjens underbevidsthed.

Her kommer et udsnit, med korruption-opfattelsesindekset fra Transparency Int., 2006. Korruption er af sin natur svær at måle, så her er det bedste vi har. X-aksen er skattetryk i procent af BNP (fra OECD) fra 0 til 50%, y-aksen er korruptionstal fra 0 til 10, des højere des bedre.
























Data:
New Zealand, 36%, 9.6
Danmark, 49%, 9,5
Østrig, 43%, 8,6
Canada, 34%, 8,5
Tyskland, 35%, 8,0
Frankrig, 44%, 7,5
USA, 26%, 7,3
Portugal, 35%, 6,6
Tjekkiet, 38%, 4,8
Grækenland, 35%, 4,4
Tyrkiet, 32%, 3,8
Mexico, 18%, 3,3

Jeg er gevaldig træt af at højrefløjen giver sig ud for at være "fornuftig" og "pragmatisk", og ikke falder for ideologiske vrangforestillinger. Dette er et eksempel på en ideologisk vrangforestilling. Her er et andet. Det er som regel indenfor økonomi.

Irak - Saudi-Arabien 1 - 0

Det må føles godt for irakere at vinde over Saudi-Arabien.

Herregud et rod.

Sandfælden

Det er ikke nogen hemmelighed, at Det Øverste Råd og al-Da'awa vil beholde USA i Irak et stykke tid endnu, og at Moktada al-Sadr vil have amerikanerne ud. Så en lille tanke: Det Øverste Råd (ØR fra nu af) og Da'awas greb om magten er usikkert, og USA i landet garanterer at de beholder taburetterne, for USA og Moktada er gode fjender. Det vil sige, at ØR og Da'awas greb om magten er svagt. De kunne ikke holde det alene. Moktada er for populær. Og deraf også støtten fra Iran, som ØR og Da'awa bliver nødt til at stole på, hvis de vil være "relevante" post-USA.

Men det betyder jo selvfølgelig - hvis Teheran ikke vil have en Moktada som Iraks leder - at Iran bliver den næste besættelsesmagt. Og Irans økonomi er i rigtig dårlig stand, det tror jeg ikke de vil kunne holde til. Måske denne udvikling kan skubbe til balancen i Iran også.

En stor faktor i den intra-shi'itiske strid er al-Sistani, den øverste islamiske autoritet i Irak, og faktisk for hele shi'ismen. Han har hidtil gjort hvad han kunne for at holde shi'a-partierne fra hinanden, selv om det ikke er lykkedes så fantastisk godt. Men det kunne nok være værre, hvis han ikke havde været på pinden i Najaf. Hvordan han har det med Iran i Irak ved jeg ikke. Han er født i Iran, men er uenig i mange af Khomeinis fortolkninger af islam. Og hvor stor autoritet han egentlig har blandt Iraks shi'aer er også en ubekendt.

Irak er en fælde, som USA gik i. Iran kan være på vej.

Tilføjelse: Lidt om USAs allierede, al-Maliki. Føl kærligheden fra Intel Dump:

I've been saying this for some time, but I'll say it again: the Maliki government is rotten to its core. If there was any possibility for a peaceful transition of power, a way to get rid of Maliki, I'd jump at it. And I suspect the U.S. government would too. But the problem is that there will likely never be another Iraqi government after this one, at least not under the current Constitution, with the current political alignments where they're at. Other Shiite leaders like Ayad Allawi don't seem capable of forming a coalition, and firebrands like Moqtada al-Sadr don't seem to have the juice either. So if Maliki goes, we're f--ked. If he stays, we're also f--ked. If the U.S. deposes Maliki to reinstall an occupation headquarters to provide benevolent leadership for the country, we're also f--ked. It's really hard to see the road ahead right now.

Mere krig endnu?

En kommentar til spørgsmålet om borgerkrigen i Irak vil brede sig.

I det store og hele, nej. Jeg tror det ikke. Selv om konflikten står mellem sunnier og shi'aer - god, gammeldags fitna - og øger spændingerne imellem de to grupper over den ganske umma, så er der ikke nogen andre muslimske lande, hvor shi'aerne tæller nok til at kunne udfordre og tage magten gennem borgerkrig, med undtagelse af Libanon. Og de har haft deres problemer.

Borgerkrigen står om magten i Irak. Sunni-jihadist/takfiri-grupperne slås mod alle, og hader gerne 'safavid'-shi'aerne mere end amerikanerne. De er ikke rationelle, og slås gerne uden blik for deres egen udslettelse. Ikke selvmorderisk, men uden strategisk omtanke. Resten af sunni-oprørerne slås for overlevelse, mod dødspatruljerne, Mahdi-hæren og amerikanerne. At genvinde magten over Irak ved at drive amerikanerne ud og besejre shi'aerne har de efterhånden givet slip på.

Den simrende borgerkrig i det sydlige Irak står mellem de forskellige shi'a-fraktioner, og olie spiller en vis rolle der, specielt omkring Basra. Ligesom den gør mht. Kirkuk, som de to største kurdiske partier (KDP, ledet af Barzani, og PUK, ledet af Talabani) er enige om - med tiden - at gøre til en del af Kurdistan, som den traditionelt har været. De to har i øvrigt haft en rask lille borgerkrig i 90'erne, og skillelinierne i det kurdiske samfund gør det til en de facto topartisstat. Man kan håbe at det bliver løst, når en eller begge dør. Forhåbentlig af alderdom.

Midlerne i borgerkrigen er militserne. De har lette håndvåben, morterer o.l. Ingen har væsentlig adgang til fly eller tanks, og logistikken til at holde en sådan styrke kørende er også uden for rækkevidde. Så der er kun lokale militser at slås med, og sådanne er dårlige offensive styrker. Af den grund tegner billedet for det arabiske Irak hen imod gradvis etnisk rensning, og så ikke mere. Konflikten om magten i Sydirak vil blive nok så blodig, men vil ikke helt nå de højder som en etnisk baseret konflikt kan.

Udlændingenes bidrag til konflikten består mest af penge og våben, ikke soldater. Saudi-araberne, som med deres wahhabisme nærer en stærk mistro - hvis ikke endda had - til Iran, øser penge ned i sunni-fraktionerne. Iran støtter shi'aerne med penge og våben. Men ikke alle shi'aer. Moktada al-Sadr, som nyder stor folkelig støtte, har et skrøbeligt forhold til Iran, og sadristernes Mahdi-hær har flere gange været oppe at slås med Det Øverste Irakiske Islamiske Råds egne private hær, Badr-Brigaden. Det Øverste Råd har stærke forbindelser til Teheran. Så det er meget muligt, at Iran vil blive draget ind i denne konflikt på Badr-hærens side.

Med disse to støtter kan borgerkrigen rase længe, på samme måde som et par dråber vand kan forlænge den korsfæstedes liv med mange timer. Det er et stort spørgsmål, hvor langt fraktionerne vil gå i deres kamp. Baghdad har omtrent syv millioner indbyggere - minus dem, der er flygtet. Og om en mere eller mindre forenet shi'itisk front vil prøve at erobre hele Baghdad kan jeg ikke spå om. Men det kan blive meget slemt.

Et andet spørgsmål er Tyrkiet, som har bøvl med PKK i sine sydlige egne, og har tropper opmarcheret ved grænsen til Kurdistan. Heldigvis led den grimmeste tyrkiske nationalisme nederlag ved valget, og det virker mere sandsynligt, at begge parter ser det fornuftige i at lægge låg på konflikten, så meget som det nu kan lade sig gøre. Kurderne står i en dårlig geostrategisk situation: De har ingen kystlinie, og kan ikke eksportere den olie de med tiden vil få op fra området omkring Kirkuk uden at arbejde sammen med enten Syrien, Tyrkiet eller Iran. Ingen af disse lande har det særligt godt med kurdisk uafhængighed, for de har alle store kurdiske minoriteter. Til gengæld er der penge at tjene for alle, og det kan begrave mange stridsøkser. Omvendt vil en invasion af Kurdistan være en kviksandskrig, i stil med USAs i Irak: Møgdyr, endeløs, udmattende. Så jeg håber de rationelle overvinder de krigsliderlige. Hidtil har de irakiske kurdere vist strategisk snilde med deres tålmodighed. De salamier Baghdads greb over Kurdistan væk skive for skive, til uafhængigheden til sidst ikke vil være kontroversiel at erklære.

Det største problem vil nok være de jihadister, der vender tilbage til Europa når USA trækker sig ud. Med medieeksponeringen af muslimsk terror vil bare en enkelt bombe stærkt forværre stemningen, og der er meget god grund for EU at holde øje med dem, der vender hjem til den tid. Så med lidt krudt og lidt hysteri kan det godt lade sig gøre at sprede konflikten. Vi får se.

John Kerry

Med en god tale og gennemgang af republikanernes obstruktionisme i senatet. Han ville have været en god præsident. Men som jeg har sagt før, så har Bush's anden periode slået neokonservatismen ihjel, det er ikke sikkert det var sket under Kerry.

Den lovlige krig

En slags kommentar til Irak-virakken.

En besynderlig tanke har fæstet rod i talen om krig: At den skal være lovlig. Ophav i folkeretten, i rettighedsdiskursen, i Genéve-konventionerne, måske. Men her er den. En lovlig krig forstås generelt som ’godkendt af FN’, andre steder som indirekte godkendt eller tilskyndet af konventioner, gennem brud på forskellige internationale aftaler, og specielt dem, som Sikkerhedsrådet har stået for.

Jo mere jeg tænker over det, desto mere underligt synes det. Krig er barbari. Altid. Det kan være i mere eller mindre organiseret grad. Men krig drejer sig om at prøve at stoppe éns indvolde tilbage i maven, det drejer sig om at se hvor éns venstre arm landede, det drejer sig om bare at overleve til natten falder på, det drejer sig om at være heldigere end andre. Det drejer sig om at gennembore menneskekød med glødende metal, at brænde øjne blinde, at smelte tøj sammen med hud, at begrave i murbrokker, at skære levende mennesker i stykker, og at gøre alt dette ved nogen man ikke kender.

Det kan også være nødvendigt barbari. For djævlen farer i folk, og kan mange gange ikke slås ned på anden måde. Men ingen bør have illusioner om en nobel krig, eller en smuk krig. For dem, der har det, er dem der starter krigen til at begynde med.

Beslutningen om at føre krig kan kun begrundes moralsk, og ikke juridisk. Ingen begynder en krig ved lovens tvang, for krigens konsekvenser hæver sig langt over lovens bogstav. I mødet med krigens virkelighed bliver dette bogstav til tåge og dis. Hvad er ’behørig rettergang’, når kuglen var fem centimeter fra at ende éns liv, og tog en anden i stedet? Hvad betyder loven, når tilfældighederne hersker over liv og død? Ingenting. Ingenting overhovedet.

Der er kun moral tilbage, nødvendighed, og instinkt. Og moralen er den svageste af de tre, for i en så dyrisk overlevelseskamp falder individet og gruppen tilbage på sig selv, først og fremmest. Hvorfor være barmhjertig mod dem, der ville slå én ihjel for lidt siden? Kun hvis man har råd. Ellers ikke. Så hellere give los for sin vrede og sit had, det er kun naturligt, og sikrere.

Dem, der kæmper, må derfor forlade sig på sine kommandører for moral. Det er dem, der er på så tilpas sikker afstand af kampen, at de forestiller sig at kunne tillade barmhjertighed på soldaternes vegne. Og holder kommandørerne ikke igen, vil soldaterne ikke være andet end rovdyr ingen længe. Vær ikke vred på soldaterne herfor, men deres ledere.

Lederne kan prøve at overholde loven, men jo dybere nede i skidtet de er, jo mere hykleriske virker de moralske formaninger og forbud fra kommandoen foroven. Des længere krigen pågår, des mere tyndslidt bliver forholdet. Og korruptionen virker nu tilbage, og går op i systemet, og hykleriet bliver institutionaliseret. Den, der ikke vil omfavne Kurtz, må håbe at krigen bliver kort, eller miste forstanden.

Tanken om, at FN beslutter hvad der er lovligt og ulovligt, er latterlig. FN er først og fremmest et forum, hvor fjendtlige nationer kan tale sammen uden at tabe ansigt. FN er ikke andet end det, som disse nationer gør det til. Autoritet har det intet af, ud over hvad det får foræret. Og hvad det formelt har, kan tages væk på et øjeblik. Krig er alt for alvorlig en sag til at overlade til en sagfører, og den, der påstår andet, har en krig han vil sælge dig. Stol ikke på ham, for han lyver.

Irakkrigen var en aggressionskrig. Men det alene gør den ikke forkert, for det ville også have været aggressionskrig at invadere Rwanda for at stoppe folkemordet. Heller ikke på grund af løgnene, der overbeviste amerikanerne, for det kan vel være, at Roosevelt lod Pearl Harbour ske. Nej, Irakkrigen var forkert, fordi den var unødvendig. Jeg vil lade Wilfred Owen forklare hvorfor:

---

Bent double, like old beggars under sacks,
Knock-kneed, coughing like hags, we cursed through sludge,
Till on the haunting flares we turned our backs
And towards our distant rest began to trudge.
Men marched asleep. Many had lost their boots
But limped on, blood-shod. All went lame; all blind;
Drunk with fatigue; deaf even to the hoots
Of disappointed shells that dropped behind.

GAS! Gas! Quick, boys!-- An ecstasy of fumbling,
Fitting the clumsy helmets just in time;
But someone still was yelling out and stumbling
And floundering like a man in fire or lime.--
Dim, through the misty panes and thick green light
As under a green sea, I saw him drowning.

In all my dreams, before my helpless sight,
He plunges at me, guttering, choking, drowning.

If in some smothering dreams you too could pace
Behind the wagon that we flung him in,
And watch the white eyes writhing in his face,
His hanging face, like a devil's sick of sin;
If you could hear, at every jolt, the blood
Come gargling from the froth-corrupted lungs,
Obscene as cancer, bitter as the cud
Of vile, incurable sores on innocent tongues,--
My friend, you would not tell with such high zest
To children ardent for some desperate glory,
The old Lie: Dulce et decorum est
Pro patria mori.

Hvem smører?

Ok, der spærrede jeg øjnene op. Næsten en femdobling af ransagelser uden retskendelse i løbet af et år. Det er noget af en glidebane. Hvad i alverden foregår der?

Grillet Gonzales

Alberto Gonzales, USAs justitsminister, har været foran senatets juridiske komité for tredje gang. Hans taktik hidtil har været at spille dum, at lade som om han ikke har anet noget om de mange ulovligheder der er foregået i Justitsministeriet. Når man vidner under éd, så er det en sikker metode at undgå mened på. At det så er en gennemsigtig løgn fra ende til anden er ikke det samme problem ved disse høringer som det ville have været ved en almindelig retssag, for så længe enhver eventuel domsafsigelse er en ren politisk beslutning, skal Gonzo bare lade være at træde i spinaten for at vide sig sikker: Undgå mened. Det er alt.

Men, der var spinaten. Han har nu sagt at det berømte hospitalsvisit var på foranledning af De Otte, en gruppe på otte kongresmedlemmer, der blev løbende briefet om overvågningsprogrammet. En for en modsiger de nu Gonzales, og skønt han tidligere er blevet modsagt af andre vidner, så er dette tilfælde så grelt, så tydeligt, og modsigelsen fra så højt oppe i systemet, at det bliver svært at undgå en undersøgelse (under en uafhængig anklager, selvfølgelig) af, om Gonzales har løjet for retten. Her kommer den.

En ny justitsminister skal godkendes af demokraterne i senatet, og en ærlig justitsminister ville være en katastrofe for Bush-administrationen, der har forladt sig på en lovgivende og dømmende magt, der ikke stillede sig i vejen for den udøvende magts excesser. Dette er grunden til at Bush ikke endnu har givet slip på trofaste Gonzales, og det er også derfor administrationen vil trække det her så langt ud som overhovedet muligt. Det skal nok blive festligt.

Popcorn, cola, check.

Spørgsmål til E, spørgsmål til V

Til Enhedslisten:

Er de tolke, som er fløjet til Danmark, landsforrædere? Hvis ja, skal de udleveres til Irak, hvis den irakiske regering beder om det?

Er ETAs kamp mod Madrid og Paris en legitim modstandskamp? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvad med FARC i Colombia?

Var Nordalliancens kamp mod talebanerne en legitim modstandsbevægelse? Hvis ja, hvorfor er regeringen i Kabul i dag ikke legitim? Hvis pakistanske talebanere erobrer Afghanistan, er de så besættelsesstyrker?

Er det eneste kriterie for legitimiteten af en modstandskamp dens folkelige støtte?

Kan en modstandsbevægelses metoder nogensinde delegitimisere den? I så fald, beror en modstandsbevægelses legitimitet sig på dens moral?

Hvis to modstandsbevægelser slås mod hinanden, er de stadig begge legitime? Hvis den ene tager magten, og den anden kæmper videre mod den ene, er den anden så stadig en legitim modstandsbevægelse?

Til VKO:

Hvorledes påvirker invasionens porøse grundlag den irakiske regerings legitimitet?

Hvis den irakiske regering ikke er repræsentativ, er det så nok at den er godkendt af FN? Hvis ja, hvorfor er FN en juridisk autoritet nu, og ikke før invasionen?

Er det eneste kriterie for en regerings legitimitet dens folkeretslige grundlag? Hvad med dens folkelige opbakning? Hvad hvis den kun har opbakning hos et begrænset udsnit af befolkningen?

Hvis Iraks regering er indblandet i tortur og drab på civile, gør det modstandskampen legitim?

Er en modstandskamp legitim, hvis den kæmper for national suverænitet? Hvorledes spiller hærens og oprørernes metoder ind? Hvorfor skulle de overhovedet spille ind?

Når meningsundersøgelser viser at den menige iraker betragter de udenlandske styrker som besættelsesstyrker, hvordan kan Iraks regering kaldes repræsentativ, hvis den betragter de udenlandske styrker som allierede?

Var det i orden, at de allierede bombede tyske og japanske civile? Gælder det samme for palæstinensiske angreb på israelske civile, og omvendt?

---

Jeg forventer ikke at nogen kan svare uden at slå krøller på sig selv.

Klimakrig

Kommentar til Lomborg.

Der er en helt basal fejltagelse hos Lomborgs tese om prioriteret global problemløsning. Ifølge den færdige liste fra Copenhagen Consensus 2004 mødet, så er punkt 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 11, 12 og 13 (ud af 16) alle ting, som skal implementeres af den rige verden i den fattige, som ulandshjælp. Her er problemet: Den fattige verdens problemer har rod i politisk ustabilitet. Hvis det kun var et spørgsmål om at købe og implementere teknologi, så var der ikke noget i vejen for en drastisk forbedring af levestandarden i den tredje verden allerede i dag.

Men når mange afrikanske landes levestandarder er faldet siden de fik deres uafhængighed fra Europa, så er det ikke fordi de ikke har fået nok penge fra deres tidligere koloniherrer, men fordi de har ødelagt sig selv, gennem krig, korruption og dårlige ledere. De sultkatastrofer, som hjemsøger regionen med jævne mellemrum, kommer som regel fordi høsten ødelægges af krig. Den sygdom og fejlernæring som hærger i stor stil, kommer gerne af samme grund. Se på DR Congo, og læs om den 2. Congolesiske Krig, hvis du orker det. Nøglecitat:

The latest figures indicate that almost 38,000 deaths occur in DR Congo every month above what is considered a ‘normal level’ for the country, translating into 1,250 excess deaths every day. Over 70 percent of these deaths, most due to easily preventable and treatable diseases, occur in the insecure eastern provinces.

“Less than two percent of the deaths were directly due to violence,” Brennan points out. “However, if the effects of violence – such as the insecurity that limits access to health care facilities – were removed, mortality rates would fall to almost normal levels.”

Et europæisk eksempel ville være 30-årskrigen, hvor de tyske områder mistede mellem 15% og 30% af sin befolkning. Tilføj tanks og maskingeværer, og få DR Congo i dag.

Vi kan ikke gøre noget aktivt ved andre landes korruption og interne konflikter. Vi kan prøve - som i Irak og Vietnam - og fejle. Der er grænser for Vestens magt. Jeg er helt enig i at landbrugsstøtten gør kolossal skade på landmænd i den 3. verden, og så den gerne fjernet. Og at frihandel - med forbehold - styrker økonomien og skaber økonomisk basis for den middelklasse, som et retssamfund bygger på. Men det er netop ting, der er i vores hænder. Derfor kan vi gøre noget. Med mindre Lomborg foreslår at genkolonisere Afrika, så har han og hans horder af økonomer misdiagnosticeret problemernes rødder.

Og det fører frem til min sidste pointe: At mange konflikter også har at gøre med klimaforandringer. Sudan, for eksempel, hvor fundet af en underjordisk sø måske kunne have stækket krigen, der har sit ophav i Saharas udbredelse, og deraf konflikten mellem bønder og hyrder. Hvis klimaet forandres verden over, vil vi se folkevandringer som aldrig før, og krig tilmed. Atomkraft nu.

To vildfarelser om Irak

Stor opstand. Lad mig gribe muligheden for at slå to myter ned med et baseballbat:

1. Oprøret er modstandskamp mod besættelsesstyrkerne.

Nej, søde. Langt de fleste, der slås mod besættelsesstyrkerne, er sunnier. Denne gruppe udgør 18% af Iraks befolkning. De andre 82% består af shi'aer, kurdere og en masse andre meget små etniciteter. Oprørerne kæmper ikke for et frit Irak, de kæmper for sig selv, for deres kamp er også en kamp mod de andre 82% af Irak. Hæren, som var domineret af sunnier og sit Ba'ath-officerskorps, blev efter masseafskedigelsen rygraden i oprøret, og slås for at skubbe USA ud og genvinde magten over Irak og shi'aerne. Eller, det gjorde de. Med ryggen mod muren slås de nu for at overleve, det er bl.a. derfor nogle sunnier nu foretrækker amerikanere som politi frem for shi'itiske dødspatruljer.

2. Regeringen i Baghdad er legitim og repræsentativ.

Nej, min ven. Regeringen er en farce, og har ingen magt, udover den gennem indenrigsministeriets kontrol over politiets dødspatruljer, og de forskellige metoder hvorved man kan kanalisere penge over til sin egen fraktion. Reelt fungerer den kun som et juridisk og politisk dække over de grusomheder, shi'aerne står for. Sunni-partierne lancerer boykot efter boykot af parlamentet, ikke bare af regeringen. Olieloven, som knap kom igennem pga. modstand fra alle sider, er irrelevant, fordi der simpelthen ikke kommer olie op. Oliesektoren var i forvejen nedbrudt efter Saddams styre, og borgerkrigen har sat den helt i stå. Olieledningerne bliver saboteret for at tvinge den minimale eksport, der alligevel er, over på de militskontrollerede lastbiler. De penge når aldrig Baghdad.

Der er intet ved Abdol-Hamids udtalelser, der er mere dumme end Enhedslisten normalt er. De bor stadig i en revolutionær glasklokke. De danske soldater var stationeret i det sydlige Irak, hvor man ganske vist gerne vil have styrkerne ud, men hellere retter sine våben mod andre lokale. Uroen omkring Basra er en intern magtkamp mellem shi'aer, som ikke vil blive tabt eller vundet før de udenlandske styrker er væk. Vi er i vejen. Så væk skal vi.

Problemet

"Jeg synes jo, det var klogere, at regeringen tog ansvar for ventelister på sygehusene, tog ansvar for, at forældrene ikke skal løbe rundt og finde alternativ pasning, når der er lukkedage i dagsinstitutionerne, og tog ansvar for, at de ældre kan få et bad, når de ønsker det", siger Carsten Hansen.

Problemet: Hvad hvis flaskehalsen for bedre velfærd ikke er penge, men arbejdskraft? Hvad hvis de faldende standarder på plejehjem og sygehuse skyldes flere gamle i forhold til unge? Og hvad hvis en socialdemokratisk regering vil give forbrugerborgerne flere 'garantier', som det bliver de i forvejen overbebyrdede offentligt ansattes problem at opfylde? Og lappeløsningen bliver at hjernedræne andre lande for deres arbejdskraft?

Og hvad hvis fagforeningerne ikke længere prædiker solidaritet, men selviskhed? 3Fs kampagne om, hvor mange penge de kan skaffe dig, har gnavet i mig i et stykke tid. Sammen med fagforeningernes obstruktion af polske håndværkere ligner det ikke altruisme og næstekærlighed, men simpel, nationalistisk protektionisme. Det er ikke solidarnosc der får fagforeningerne til at anmelde arbejdsgivere for udnyttelse af polakker. Hvad hvis fagforeningerne og Socialdemokratiet, uden at vide det, har komplet modsatte mål?

Hvad hvis løsningen ville være at lade lønningerne galoppere derudaf, som demografien påbyder, så det virkeligt kunne betale sig for kontanthjælpsmodtagerne at tage sig af de gamle og syge? Hvad hvis en sådan udvikling, skønt den ville være markedets usynlige hånd, blokeres af bekymringen for en overophedet økonomi, og således underminerer velfærden på lang sigt?

Jeg har svært ved at regne den ud.

Åh, du dødelige, du morer mig

Måske BBC læner lidt til venstre ...

For most of the 20th Century, Russia practised a repressive form of communism.

Findes der andre?