En besynderlig tanke har fæstet rod i talen om krig: At den skal være lovlig. Ophav i folkeretten, i rettighedsdiskursen, i Genéve-konventionerne, måske. Men her er den. En lovlig krig forstås generelt som ’godkendt af FN’, andre steder som indirekte godkendt eller tilskyndet af konventioner, gennem brud på forskellige internationale aftaler, og specielt dem, som Sikkerhedsrådet har stået for.
Jo mere jeg tænker over det, desto mere underligt synes det. Krig er barbari. Altid. Det kan være i mere eller mindre organiseret grad. Men krig drejer sig om at prøve at stoppe éns indvolde tilbage i maven, det drejer sig om at se hvor éns venstre arm landede, det drejer sig om bare at overleve til natten falder på, det drejer sig om at være heldigere end andre. Det drejer sig om at gennembore menneskekød med glødende metal, at brænde øjne blinde, at smelte tøj sammen med hud, at begrave i murbrokker, at skære levende mennesker i stykker, og at gøre alt dette ved nogen man ikke kender.
Det kan også være nødvendigt barbari. For djævlen farer i folk, og kan mange gange ikke slås ned på anden måde. Men ingen bør have illusioner om en nobel krig, eller en smuk krig. For dem, der har det, er dem der starter krigen til at begynde med.
Beslutningen om at føre krig kan kun begrundes moralsk, og ikke juridisk. Ingen begynder en krig ved lovens tvang, for krigens konsekvenser hæver sig langt over lovens bogstav. I mødet med krigens virkelighed bliver dette bogstav til tåge og dis. Hvad er ’behørig rettergang’, når kuglen var fem centimeter fra at ende éns liv, og tog en anden i stedet? Hvad betyder loven, når tilfældighederne hersker over liv og død? Ingenting. Ingenting overhovedet.
Der er kun moral tilbage, nødvendighed, og instinkt. Og moralen er den svageste af de tre, for i en så dyrisk overlevelseskamp falder individet og gruppen tilbage på sig selv, først og fremmest. Hvorfor være barmhjertig mod dem, der ville slå én ihjel for lidt siden? Kun hvis man har råd. Ellers ikke. Så hellere give los for sin vrede og sit had, det er kun naturligt, og sikrere.
Dem, der kæmper, må derfor forlade sig på sine kommandører for moral. Det er dem, der er på så tilpas sikker afstand af kampen, at de forestiller sig at kunne tillade barmhjertighed på soldaternes vegne. Og holder kommandørerne ikke igen, vil soldaterne ikke være andet end rovdyr ingen længe. Vær ikke vred på soldaterne herfor, men deres ledere.
Lederne kan prøve at overholde loven, men jo dybere nede i skidtet de er, jo mere hykleriske virker de moralske formaninger og forbud fra kommandoen foroven. Des længere krigen pågår, des mere tyndslidt bliver forholdet. Og korruptionen virker nu tilbage, og går op i systemet, og hykleriet bliver institutionaliseret. Den, der ikke vil omfavne Kurtz, må håbe at krigen bliver kort, eller miste forstanden.
Tanken om, at FN beslutter hvad der er lovligt og ulovligt, er latterlig. FN er først og fremmest et forum, hvor fjendtlige nationer kan tale sammen uden at tabe ansigt. FN er ikke andet end det, som disse nationer gør det til. Autoritet har det intet af, ud over hvad det får foræret. Og hvad det formelt har, kan tages væk på et øjeblik. Krig er alt for alvorlig en sag til at overlade til en sagfører, og den, der påstår andet, har en krig han vil sælge dig. Stol ikke på ham, for han lyver.
Irakkrigen var en aggressionskrig. Men det alene gør den ikke forkert, for det ville også have været aggressionskrig at invadere Rwanda for at stoppe folkemordet. Heller ikke på grund af løgnene, der overbeviste amerikanerne, for det kan vel være, at Roosevelt lod Pearl Harbour ske. Nej, Irakkrigen var forkert, fordi den var unødvendig. Jeg vil lade Wilfred Owen forklare hvorfor:
---
Bent double, like old beggars under sacks,
Knock-kneed, coughing like hags, we cursed through sludge,
Till on the haunting flares we turned our backs
And towards our distant rest began to trudge.
Men marched asleep. Many had lost their boots
But limped on, blood-shod. All went lame; all blind;
Drunk with fatigue; deaf even to the hoots
Of disappointed shells that dropped behind.
GAS! Gas! Quick, boys!-- An ecstasy of fumbling,
Fitting the clumsy helmets just in time;
But someone still was yelling out and stumbling
And floundering like a man in fire or lime.--
Dim, through the misty panes and thick green light
As under a green sea, I saw him drowning.
In all my dreams, before my helpless sight,
He plunges at me, guttering, choking, drowning.
If in some smothering dreams you too could pace
Behind the wagon that we flung him in,
And watch the white eyes writhing in his face,
His hanging face, like a devil's sick of sin;
If you could hear, at every jolt, the blood
Come gargling from the froth-corrupted lungs,
Obscene as cancer, bitter as the cud
Of vile, incurable sores on innocent tongues,--
My friend, you would not tell with such high zest
To children ardent for some desperate glory,
The old Lie: Dulce et decorum est
Pro patria mori.
0 kommentarer:
Send en kommentar