Problemet

"Jeg synes jo, det var klogere, at regeringen tog ansvar for ventelister på sygehusene, tog ansvar for, at forældrene ikke skal løbe rundt og finde alternativ pasning, når der er lukkedage i dagsinstitutionerne, og tog ansvar for, at de ældre kan få et bad, når de ønsker det", siger Carsten Hansen.

Problemet: Hvad hvis flaskehalsen for bedre velfærd ikke er penge, men arbejdskraft? Hvad hvis de faldende standarder på plejehjem og sygehuse skyldes flere gamle i forhold til unge? Og hvad hvis en socialdemokratisk regering vil give forbrugerborgerne flere 'garantier', som det bliver de i forvejen overbebyrdede offentligt ansattes problem at opfylde? Og lappeløsningen bliver at hjernedræne andre lande for deres arbejdskraft?

Og hvad hvis fagforeningerne ikke længere prædiker solidaritet, men selviskhed? 3Fs kampagne om, hvor mange penge de kan skaffe dig, har gnavet i mig i et stykke tid. Sammen med fagforeningernes obstruktion af polske håndværkere ligner det ikke altruisme og næstekærlighed, men simpel, nationalistisk protektionisme. Det er ikke solidarnosc der får fagforeningerne til at anmelde arbejdsgivere for udnyttelse af polakker. Hvad hvis fagforeningerne og Socialdemokratiet, uden at vide det, har komplet modsatte mål?

Hvad hvis løsningen ville være at lade lønningerne galoppere derudaf, som demografien påbyder, så det virkeligt kunne betale sig for kontanthjælpsmodtagerne at tage sig af de gamle og syge? Hvad hvis en sådan udvikling, skønt den ville være markedets usynlige hånd, blokeres af bekymringen for en overophedet økonomi, og således underminerer velfærden på lang sigt?

Jeg har svært ved at regne den ud.