En kommentar til spørgsmålet om borgerkrigen i Irak vil brede sig.
I det store og hele, nej. Jeg tror det ikke. Selv om konflikten står mellem sunnier og shi'aer - god, gammeldags fitna - og øger spændingerne imellem de to grupper over den ganske umma, så er der ikke nogen andre muslimske lande, hvor shi'aerne tæller nok til at kunne udfordre og tage magten gennem borgerkrig, med undtagelse af Libanon. Og de har haft deres problemer.
Borgerkrigen står om magten i Irak. Sunni-jihadist/takfiri-grupperne slås mod alle, og hader gerne 'safavid'-shi'aerne mere end amerikanerne. De er ikke rationelle, og slås gerne uden blik for deres egen udslettelse. Ikke selvmorderisk, men uden strategisk omtanke. Resten af sunni-oprørerne slås for overlevelse, mod dødspatruljerne, Mahdi-hæren og amerikanerne. At genvinde magten over Irak ved at drive amerikanerne ud og besejre shi'aerne har de efterhånden givet slip på.
Den simrende borgerkrig i det sydlige Irak står mellem de forskellige shi'a-fraktioner, og olie spiller en vis rolle der, specielt omkring Basra. Ligesom den gør mht. Kirkuk, som de to største kurdiske partier (KDP, ledet af Barzani, og PUK, ledet af Talabani) er enige om - med tiden - at gøre til en del af Kurdistan, som den traditionelt har været. De to har i øvrigt haft en rask lille borgerkrig i 90'erne, og skillelinierne i det kurdiske samfund gør det til en de facto topartisstat. Man kan håbe at det bliver løst, når en eller begge dør. Forhåbentlig af alderdom.
Midlerne i borgerkrigen er militserne. De har lette håndvåben, morterer o.l. Ingen har væsentlig adgang til fly eller tanks, og logistikken til at holde en sådan styrke kørende er også uden for rækkevidde. Så der er kun lokale militser at slås med, og sådanne er dårlige offensive styrker. Af den grund tegner billedet for det arabiske Irak hen imod gradvis etnisk rensning, og så ikke mere. Konflikten om magten i Sydirak vil blive nok så blodig, men vil ikke helt nå de højder som en etnisk baseret konflikt kan.
Udlændingenes bidrag til konflikten består mest af penge og våben, ikke soldater. Saudi-araberne, som med deres wahhabisme nærer en stærk mistro - hvis ikke endda had - til Iran, øser penge ned i sunni-fraktionerne. Iran støtter shi'aerne med penge og våben. Men ikke alle shi'aer. Moktada al-Sadr, som nyder stor folkelig støtte, har et skrøbeligt forhold til Iran, og sadristernes Mahdi-hær har flere gange været oppe at slås med Det Øverste Irakiske Islamiske Råds egne private hær, Badr-Brigaden. Det Øverste Råd har stærke forbindelser til Teheran. Så det er meget muligt, at Iran vil blive draget ind i denne konflikt på Badr-hærens side.
Med disse to støtter kan borgerkrigen rase længe, på samme måde som et par dråber vand kan forlænge den korsfæstedes liv med mange timer. Det er et stort spørgsmål, hvor langt fraktionerne vil gå i deres kamp. Baghdad har omtrent syv millioner indbyggere - minus dem, der er flygtet. Og om en mere eller mindre forenet shi'itisk front vil prøve at erobre hele Baghdad kan jeg ikke spå om. Men det kan blive meget slemt.
Et andet spørgsmål er Tyrkiet, som har bøvl med PKK i sine sydlige egne, og har tropper opmarcheret ved grænsen til Kurdistan. Heldigvis led den grimmeste tyrkiske nationalisme nederlag ved valget, og det virker mere sandsynligt, at begge parter ser det fornuftige i at lægge låg på konflikten, så meget som det nu kan lade sig gøre. Kurderne står i en dårlig geostrategisk situation: De har ingen kystlinie, og kan ikke eksportere den olie de med tiden vil få op fra området omkring Kirkuk uden at arbejde sammen med enten Syrien, Tyrkiet eller Iran. Ingen af disse lande har det særligt godt med kurdisk uafhængighed, for de har alle store kurdiske minoriteter. Til gengæld er der penge at tjene for alle, og det kan begrave mange stridsøkser. Omvendt vil en invasion af Kurdistan være en kviksandskrig, i stil med USAs i Irak: Møgdyr, endeløs, udmattende. Så jeg håber de rationelle overvinder de krigsliderlige. Hidtil har de irakiske kurdere vist strategisk snilde med deres tålmodighed. De salamier Baghdads greb over Kurdistan væk skive for skive, til uafhængigheden til sidst ikke vil være kontroversiel at erklære.
Det største problem vil nok være de jihadister, der vender tilbage til Europa når USA trækker sig ud. Med medieeksponeringen af muslimsk terror vil bare en enkelt bombe stærkt forværre stemningen, og der er meget god grund for EU at holde øje med dem, der vender hjem til den tid. Så med lidt krudt og lidt hysteri kan det godt lade sig gøre at sprede konflikten. Vi får se.
lørdag den 28. juli 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar