Den Store Bamsekrise

Meph fra 'Aqoul har engang været på skolen i Sudan. Denne skole. Citat:

[T]he existing government in Sudan has always been prickly, obstreperous and wont to childish displays of inferiority complexes. This is partly rooted in deep insecurity and partly a hangover of the cynical anti-Western propaganda campaign the National Liberation Front employed for years in order to divert attention from its own lack of a political agenda and rally support for the war in the South. They need to be SEEN to be doing something as opposed to actually feeling strongly about the case. The overreaction stems from the government’s lack of touch with the national zeitgeist (the streets of Sudan have hardly been awash with protestors, and those that have showed up have strong affiliations with the government) as well as the miscalculation of how their display of standing up the big guy will be perceived in the West.

Det er også mit indtryk, og minder meget om tegneseriekrisen, som var en klassisk arabisk afledningsmanøvre: Vær sur på den tidligere koloniherre i stedet for din egen uduelige regering. Under det fantastisk latterlige påskud er en åre af postkolonialistisk bitterhed, barnligt mindreværdskompleks og indenrigspolitiske narrestreger.

Når det drejer sig om udenrigspolitik, drejer det sig nok om indenrigspolitik alligevel.

---

Tilføjelse: "Det fantastisk latterlige påskud" var ikke kolonitiden, som var temmelig blodig, men bamsen. Det kunne jeg vist have skrevet bedre.

Tysken og Dansken

Det er en anelse irriterende, at den danske debat om Afghanistan kun drejer sig om at få tyskere til at "deltage aktivt i kampen" - som om det er derfor, det går dårligt. Og det er det ikke. Men så kan Danmark jo trække sine soldater tilbage med god samvittighed, når tiden kommer - som i Irak - uden at tænke nærmere over hvad fanden der gik galt. For vi gjorde vores.

Kärnkraftpropaganda

Folkpartiets Carl B. Hamilton

anser att det skulle bli ”otroligt tufft” för Sverige att klara målen om minskade koldioxidutsläpp helt utan svensk kärnkraft.

Ja. Man skal jo have noget i stedet. Sveriges kuldioxid-udslip er på højde med Danmarks, på trods af en 1,7 gange større befolkning. De er velsignet med vandkraft, som udgør over halvdelen af el-produktionen, og af resten er 80% atomkraft. Den er svær at slå, og gør målet om en oliefri økonomi knap så imponerende.

Frygten for atomkraft, jeg fatter den stadig ikke helt. Jeg tænker, at venstrefløjens afsmag for en så CO2-neutral teknologi må have rod i modstanden mod atomvåben, og at man generelt blander de to ting sammen: Køletårne er ligeså meget et symbol på død og ødelæggelse som en paddehattesky. Deraf Tysklands modstand (post-WWII pacifister) og ikke Frankrig (selvhævdende gaullister).

Spin-en-krig

To til i Afghanistan. Mikkel Vedby:

»Befolkningen herhjemme skal i endnu højere grad overbevises om, at det nytter noget, at vi er i Afghanistan. At soldaterne ikke dør forgæves«.

»Og hvis politikerne ikke kan forklare, hvad der kom ud af, at danske soldater ofrede deres liv, så er der et problem.«

Mikkel, ved du hvad problemet er? At NATOs indsats ikke ser ud til at nytte. Det er problemet. Ikke befolkningens støtte til krigen.

MEN KRIGEN!

Sikkert endnu en, der mener USA tabte Vietnam på hjemmefronten.

Ja, jeg er lidt sur i dag.

Venstrewank

Kortere Digby: Guiliani er ligeglad med terrorisme fordi han handler med Qatar, som er en terroristrede.

---

Og så fra Digby. Hvad siger man ikke for at få ram på sin indenrigspolitiske modstander.

Privat Profit, Fælles Tab

Disse år gør det ikke nemt at holde af markedsøkonomi og globalisering. En af de tabsramte banker, Countrywide, har fået lov at tage et føderalt lån for at holde hovedet oven vande. Med andre ord; så er det skatteydere, der overtager risikoen for yderligere tab. Forskellen på dette og britiske Northern Rock var, at her foregik det i det skjulte. Roubini:

The lesson of this sad and sleazy episode is that when profits are privatized and losses are socialized we get sleaze capitalism and corporate welfare that becomes public bailout of reckless lenders. All this from a US administration that hypocritically praises every other day the virtues of private markets capitalism. For all of us who do truly believe in free market economies where a variety of public goods are provided by governments and the financial sector is properly supervised and regulate this is not a capitalist system but rather socialism for the rich.

Naomi Klein er i vælten med sin bog om The Shock Doctrine; om hvordan frimarkedsfundamentalisterne siden 2. Verdenskrig har udnyttet hver krise til at gennemtrumfe deres ideologiske idiotier. Jeg synes det er noget hø. Alle, der er betaget og besat af en overbevisning, vil udnytte kriser til at tvinge den igennem. Hitler og branden i Rigsdagen i ´33, for eksempel. Specifikt er det noget hø, fordi de sidste seks år har været exceptionelle. Fuldstændigt exceptionelle. Et eksempel, som Klein selv kom med, var antallet af militære udlicitationer under Greenspan:

[I]n 2003, when you were head of the Federal Reserve, the US government handed out 3,500 contracts to companies to perform security functions. In 2006, the year that you left the Federal Reserve, they handed out 115,000 such contracts.

Frimarkedsfundamentalister har der været masser af under både Reagan, Bush Sr. og Clinton, men det er først under Bush Jr de har fået lov at gå amok.

Måske det alligevel er meget godt at USA får sin recession, på samme måde som det var godt at kommunismen faldt fra hinanden, for det kan måske klæde frimarkedsfundamentalisterne af. Der er jo ingen kommunister i dag, vel?

Nytten af Skræk og Rædsel

Så dette på Kos:

Republicans don't live in fear of what the other side will say. They focus on what they think is right or in their self-interest. The reaction of the opposition never enters their calculations.

Mais oui! Republikanerne bruger frygten, til at kue befolkningen og oppositionen. Kurtz:

Horror and moral terror are your friends. If they are not, then they are enemies to be feared.

Machiavelli satte også frygten over kærligheden som politisk kapital, men tilføjede - noget, mange ikke er klar over - at man bør frygtes uden også at hades.

Stor forskel.

Damn lies and statistics

Republikanere fører over Hillary, ifølge en Zogby måling. Det må være denne her, som JP greb med kyshånd.

---

Og nu også Berlingske og Politiken, der ligesom JP har skrevet af fra Ritzau. I det mindste brugte Politiken ikke ordet "baghjul". Man skal nemlig huske at lave lidt om på ordene, når man skriver af.

Groan

Tidligere militære øverstbefalende i Irak, LtG Sanchez, var omtrent ligeså dårlig en COIN general som Bremer var guvernør. Gik pga. Abu Ghraib. Så selvfølgelig stod han i weekenden for demokraternes ugentlige radiotale, og giver dermed militæret og republikanerne en fantastisk mulighed for at understrege hvilket geni Petraeus er i forhold til Sanchez. Pragtfuldt. Pelosi er sateme en dårlig taktiker. Volden i Irak er allerede begyndt at kravle opad igen, imens USAs best-case-scenario - der forudsætter volden ikke går op igen - er en tilstedeværelse på 80-100.000 soldater i mindst to årtier endnu. Uden noget specielt endemål, et slags Super-Bosnien med et Super-Belfast i midten til 10 milliarder dollars om måneden.

Yay.

Hvis Moktada begynder at skyde løs på amerikanske soldater igen, så er der ikke længere noget krigstilhængerne kan falde tilbage på, andet end refrænet "failure is not an option".

Russisk valgflæsk

Det er sigende at ingen, udover Ruslands nabolande, tager Putins demagogi voldsomt alvorligt, samtidig med at handelsunderskuddet med Kina får hele armen. Det er rigtigt læst. Rusland er et land i forfald. Velfærdsfordelingen er ad helvede til, folk får ingen børn, mange emigrerer, endnu flere ønsker at emigrere, korruptionen er overalt. Ruslands BNP internationalt er på størrelse med Hollands, befolkningstallet knap større end Japans, og daler endnu hurtigere. Så vidt gaspriserne er stabile, går det kun nedad. Et cetera.

Hvorimod Kina er Østens stigende sol, den kommer til at stege hedt, når den står højest på himlen. Men det er stadigt kreperende at skulle lægge øre til Putins svinerier. Valget er lige om hjørnet, Putin sidder ikke helt sikkert - ikke pga. Kasparov, herregud, men pga. sit eget bagland. En rigtig diktator ville nu have myrdet sine nærmeste medarbejdere, de er altid hans største rivaler. Putin er endnu ikke gået så langt. Spørgsmålet er, om hans provokationer kun er for at vinde valget, eller om han og hans klike virkelig er så klamme i hovedet. Hvis temperaturen daler efter valget og/eller Kosovo, så går det lidt bedre i verden. Ellers er der altid atomkraft og kul.

Fingrene Vor

Jeg har fulgt sagen om gruppevoldtægten af den saudiske pige, hvor hun blev dømt til 200 piskeslag for at have været sammen med en fremmed forinden. Jeg kan ikke påstå at jeg er ked over den diplomatiske fordømmelse, som saudierne nu møder. Det wahhabistiske styre sviner islam til ved sin blotte eksistens, og har godt af at møde sjælden modstand i medierne. De har det ellers med at slippe under radaren, fanden tag dem.

Men der er noget besynderligt ved det her: Hvorfor netop denne sag? Hvorfor prøvede Per Stig Møller ikke at samle EU om en fælles protest mod den egyptiske stat, da den senest slog ned på oppositionen og medierne? Eller mod Etiopiens kolonikrig i Somalia? Eller mod massevoldtægterne i Burundi? Eller mod Uzbekistans torturpolitik? Og så fremdeles. Er det fordi uretfærdigheden er så provokerende? Eller er det fordi den tirrer de vestlige værdier? Fordi den er begået af de officielle justitsorganer? Der kunne der sikkert køres en masse diskursanalyse af på. Jeg ved det ikke. Men jeg er ikke glad for selektive protester, og kritikken af voldtægtsdommen er selektiv, fordi der er så mange andre ting, man ligeså godt kunne protestere imod.

Det er en lorteverden. Og vi kunne bruge resten af vores liv på at brokke os over andre landes møg. Jeg holder meget af princippet om ikke-intervention, og den stabilitet, det skaber lande imellem - Irak i mente. Min mening er, at for så vidt de holder fingrene væk fra vores eget land, så er det deres egen sag. Og skal der protesteres, må det ikke foregå selektivt, for det er dobbeltmoralsk: En handling bliver ikke mere eller mindre god, alt efter hvem der udfører den.

Det, der irriterer mig mest ved dette, er at ingen - endnu - gider tale om privat og statslig saudisk finansiering af moskéer og trossamfund verden over. Det er netop noget som angår os, for jeg vil fandeme ikke have det lort i mit eget land. Det bør ingen ønske sig. Men alligevel slår verdensopinionen ned på dette i grunden ganske normale udtryk for det saudiske retsvæsen.

Subteksten er tegneseriekrisen. Hvis Danmark finansierede undergrundsaviser i Saudi-Arabien for at trykke ulækre tegninger af profeten, ville det være ganske berettiget at smide danske penge ud af landet. Men det gjorde vi ikke. Og Saudi-Arabien ejer ikke islam, og taler heller ikke på dets vegne. Det er der ingen, der gør. Så at en sølle dansk avis trykker nogen sølle danske karikaturer, det angår ikke dem. Simpelthen. Og denne sag angår ikke os.

Lad private og NGOer protestere, det har de ret til. Men det offentlige Danmark bør holde sig væk. Det burde i stedet tage sig af hvad vi selv har fingrene i, og hvem der har fingrene i os.

Overvågning

Jeg prøver at forstå hvorfor Vesten i dag har grebet til langt mere overvågning mod langt mindre trusler end under Den Kolde Krig. Tracking af alle telefonopkald og internetbrowsing vil om ganske kort tid være normen i både USA og EU. Og andre ting.

Teori: USA påvirker Vesteuropa kulturelt, og dette gælder også den politiske kultur. Med et fundament af paranoid individualisme var USAs reaktion på 9/11 forudsigelig. Det var dog ikke til at forudse at det ville blive så slemt, dengang var Bush/Cheney-administrationens exceptionelt depraverede natur ikke gået op for verden. Men mere overvågning. Og det er så kommet til Vesteuropa, på samme måde som jitterbug og Bev Hills 90210.

Teori: Usikkerhed i globaliseringens tidsalder. Et Vesten, der definerede sig selv mod Østblokkens ufrihed under Den Kolde Krig, fandt sin identitet i et åbent samfund. Med kommunismens fald, tomheden der fulgte, derpå en stadig mere forvirret verdenspolitisk situation, indvandring fra fremmede lande, identitetserodering, er politikernes drift mod mere og mere overvågning en reaktion på al denne usikkerhed. Der skal styr på sagerne, Mauer im Kopf for ikke at falde fra hinanden, kan man sige.

Teori: Halvgamle politikermenneskers frygt overfor ny teknologi. Slå ned på det, må ikke miste kontrol.

Teori: Tilbagevenden til tidligere tiders normale statsforråelse med 2. Verdenskrig på længere og længere afstand. Tiden mellem 1945 og 2001 var en historisk undtagelse.

Teori: Internettets natur betyder at der egentlig kun er to modeller: Anarki eller politistat. Anarki kan vi ikke have.

Vælg og vrag.

Gently, gently

Med den forestående recession i USA vil det være en meget dårlig idé at rokke ved boligskatterne herhjemme. Boligpriserne skal nok komme ned i et leje hvor de hører hjemme, og sikkert længere ned endnu, når flodbølgen vestfra når Europas kyster. Det er en gevaldig klat af Danmarks økonomi der er blevet båret oppe af boligpriserne og tilhørende friværdier, så vip ikke med båden, sørg bare for den ikke kæntrer.

Så kører vi

BBC:

At least 33 foreigners have been detained in Baghdad after a shooting incident in which a woman was injured, say Iraqi government officials.

Det bliver grimt.

Rigtige Venner

I WaPo, via Registan:

These Taliban, I have become convinced by evidence gathered over the past six years, were reconstituted into a force for mischief by the military establishment -- in other words, it seems to me, the government -- of Pakistan, as a proxy fighting force to advance Pakistan's long-cherished agenda: to control all or part of Afghanistan, directly or indirectly.

Hvem er allieret med hvem?

De Dummes Dag

NYTimes har denne søndag haft fire sensationelt dumme opinionsklummer. Matthew Yglesias og Glenn Greenwald om nogen af de andre, jeg vil fokusere på Kagan og O'Hanlons op-ed om Pakistan. Nøglecitat:

One possible plan would be a Special Forces operation with the limited goal of preventing Pakistan’s nuclear materials and warheads from getting into the wrong hands. Given the degree to which Pakistani nationalists cherish these assets, it is unlikely the United States would get permission to destroy them. Somehow, American forces would have to team with Pakistanis to secure critical sites and possibly to move the material to a safer place.

Og ellers:

A second, broader option would involve supporting the core of the Pakistani armed forces as they sought to hold the country together in the face of an ineffective government, seceding border regions and Al Qaeda and Taliban assassination attempts against the leadership. This would require a sizable combat force — not only from the United States, but ideally also other Western powers and moderate Muslim nations.

Efter at have læst grundigt om Pakistan i ca. to uger ved jeg åbenbart mere end Frederick Kagan og Michael O'Hanlon tilsammen. Og de er pinger:

Frederick W. Kagan is a resident scholar at the American Enterprise Institute. Michael O’Hanlon is a senior fellow at the Brookings Institution.

O'Hanlon er desuden en af Hillary Clintons udenrigspolitiske rådgivere. Så indlægget repræsenterer det niveau, som USAs mest indflydelsesrige udenrigspolitiske eksperter befinder sig på.

Så hvor i alverden begynder man? Pakistans hær, ja. Den sympatiserer svagt med talebanerne, og fokuserer på Kashmir og Indien. Ikke godt at glemme, at Pakistan støttede talebanerne i Afghanistans borgerkrig, et efterhæng af Den Kolde Krig. Det gjorde vi vist også lidt. Hærens fiasko i kampen mod islamisterne i det nordvestlige Pakistan var netop det, som fik Musharraf til at erklære undtagelsestilstand. Moralen var faretruende lav, og Musharraf, der jo kuppede sig til magten fra sin position som hærens stabschef (i hvilken han i øvrigt stadig befinder sig), er afhængig af hærens støtte for sin fortsatte ledelse af landet. Den har han besluttet skal skabes ved at slå ned på Pakistans Højesteret, der har udfordret hærens dominans, og derved også Musharrafs. Hvad angår islamisterne: Musharraf er helst fri for at gøre noget som helst ved dem. Det var hovedsageligt pga. Kina (og en smule pga. USA) at Musharraf mente sig tvunget til at handle. Og det startede så udviklingen hen mod den situation, vi har nu.

Og i den vignette foreslår Kagan og O'Hanlon at tilføje amerikanske soldater, for at hjælpe hæren med at beskytte atomvåbnene mod islamisterne. Right-o. USA er ikke for populær i forvejen, det vil næppe hjælpe at bruge amerikanske soldater til at babysitte et symbol på national stolthed. Vi burde ikke glemme at Musharraf benådede Khan, fordi han var for populær til andet. Og vigtigere endnu; at islamisterne skulle kunne tage over. Vås. Hæren er soleklart den stærkeste institution i Pakistan, og er kun blevet styrket under Musharraf. Hvis islamisterne tager over, så er det med hærens velsignelse, og sandsynligvis med hærens soldater også. Så hvad skulle det hjælpe at hjælpe hæren? Vær vis på, at atomvåbnene er præcis lige så sikre, som hæren ønsker de skal være, hverken mere eller mindre.

Og så det andet forslag, som er tifold dummere: At indsætte en styrke på flere hundredtusinde soldater - hvorfra de så end skal komme - for at hjælpe hæren at holde sammen på landet. Den slags fungerer jo så pragtfuldt, ved vi fra Irak. Og vil næppe provokere en krig, eller noget. For Pakistans hær er jo ubetinget på vores side. Good grief. Sådan spekulerer man kl. tre om natten i lufthavnen. Burde ikke ske andre steder, og slet ikke på NYTimes' sider.

Uffe har i det mindste ret denne gang. Hans kommentatorer, not so much. De synes at tro, at Pakistan er Irak og Palæstina, og at det vil gå ligesådan. Nej, Pakistan er ikke Irak. Der er langt mellem de to lande. Pakistanere er ikke irakere, selv om begge folk er brune i huden. Der er store historiske og kulturelle forskelle. En af dem er f.eks. at Pakistan har erfaringer med demokrati, har stærke elementer af en retsstat, som tidligere har slået ned på korruption og magtmisbrug, og at tidligere diktatorer ikke har været nogen garanti mod islamisering. Hvis det altså er det, man er imod.

Hvis der er noget der skal støttes, så er det Højesteretten og Lovens Lange Arm. Ikke Musharraf, Bhutto eller Sharif. Og det er netop den, som Musharraf slår ned på.

---

Tilføjelse. Ville være et skarn hvis jeg ikke også linkede til CDs indlæg.

Note om volden i Basra

Vil gerne påpege, at Basra ikke er Baghdad. Så når volden er faldet drastisk efter briterne trak sig ud, så er det fordi byen er etnisk-sekterisk homogen. De fraktioner, der strides om magten dernede, svarer til mafia-klaner, og kæmper på samme måde; med snigmord, nakkeskud og gydedrab. Og ikke med morterer, dødspatruljer og bilbomber. De civile er hverken målet eller modstanderen, de sidder på sidelinien. Det svarer til Anbar-provinsen, der næsten kun er befolket af sunni-arabere, uanset hvad nationalisterne ellers måtte påstå. Derfor har det også kunne lade sig gøre at dæmpe volden der ved at lade de lokale bestemme.

Det vil ikke kunne lade sig gøre i Baghdad. Hovedstaden er blandet sunni-shi'a, og hundredtusindvis af sunni-arabere er flygtet fra byen siden borgerkrigen begyndte. USA har lavet de resterende sunni-kvarterer om til fæstninger, for at holde shi'aerne ude. Men når amerikanerne trækker sig ud, vil Jaish al-Mahdi, Mahdi-Hæren, gøre arbejdet færdigt. Her er de civile målet og modstanderen. Den eneste modgift er politisk forsoning, og den er længere væk end nogensinde.

Dagens tanke

Hvis de lande, der importerer energi, lagde en ekstra procents skat på disse importer, og brugte indtægterne derfra til at forske i alternative energikilder, og hvis denne forskning kastede frugter af sig, ville disse lande spare en kolossal bunke penge.

Aktivistisk Autopuddelpilotpolitik

Som Danmarks fremmeste udenrigspolitiske ekspert :P burde jeg vel sige et par ord om Pakistan. Problemet er at jeg ikke ved mere om det end det, jeg har læst mig til de sidste par uger. Så skal jeg spille smart eller ej? Ved min sjæl, beslutningen tynger. Blogosfæren er jo ellers stedet, hvor man brager løs om alt det, man ikke ved noget om. På den anden side er det jo noget wank.

Jeg kan i hvert fald linke lidt. Registan, ICGA, Guardian og selvfølgelig American Footprints.

Men Pakistan har en del at sige mht. Afghanistan. Pakistans hær sympatiserer med talebanerne, selv om den jævne pakistaner ikke gør. I hvert fald er der ikke nogen lyst til at konfrontere guerillaerne, og slet ikke fra Musharraf, der følte magten smutte, efter at en miserabel kampagne mod islamisterne demoraliserede Pakistans hær. Så meget har jeg da samlet op.

Så talebanerne, der i bund og grund er en pashtunsk bevægelse, har en temmelig sikker base i de nordvestlige pakistanske provinser. Da Pakistan er et kinky land med atomvåben, er det udelukket at lade NATO gøre noget som helst ved disse baser. Det ville i øvrigt nok også være kontraproduktivt. USA er ganske paralyseret af krigen i Irak, og skyggefyrsten i Pakistan er nu Kina.

Så hvad nu? Med de resourcer, som Den Glemte Krig i Afghanistan får fra Vesten, er det bedste resultat på sigt en langsomt forværret situation. 32.000 udenlandske soldater slukker ildebrande i et land på størrelse med Ukraine. Det er latterligt lidt, men siger også noget om at trykket sydfra ikke kan være særligt stort. For så var de små 32.000 soldater løbet over ende for længst. Men den afghanske hær er intet steds at se, det afghanske samfund udenfor Kabul er ikke andet end små len med hver sin feudale krigsherre, der ikke ser det voldsomt nødvendige i et demokratisk retssamfund, og den politiske situation er noget værre rod. Og det efter seks års indsats. Samtidig pønser den amerikanske vicepræsident på krig med Iran vestpå, hvilket ville være noget af en katastrofe for situationen i Afghanistan.

Jeg tvivler ikke på krigens mål. Målet er fint nok. Men jeg tvivler på, om målet er de ofre værd som det ville koste, og jeg tvivler på at vi nogensinde vil ofre det nødvendige for hvad der i grunden er en unødvendig sejr, da al-Qaedas ledelse sandsynligvis sidder trygt og godt i Pakistan. Der er alt for få soldater i Afghanistan, så det logiske ville være at eskalere og sende flere, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så at trække alle soldater tilbage. Men NATOs medlemslande har sat sig mellem to stole, og kæmper en udmattelseskrig de aldrig vil kunne vinde. Jeg burde ikke behøve forklare hvorfor.

Så alt i alt, HVAD FANDEN LAVER VI?

Det er til grin, det her.

De dumme og de kloge taler forbi hinanden

Det sårede ego:

Chávez’ politiske projekt handler ikke kun om at gøre oprør mod USAs dominans, men nok så meget mod »los criollos« – den hvide »spanske« overklasse, der har styret de fleste af kontinentets lande med hård hånd siden uafhængigheden.

Næh. Jeg tror faktisk Chávez er så dum, at han vil holde spanske investeringer ude, fordi den spanske konge bad ham holde sin kæft, efter han kaldte Aznar en fascist. Men igen, det er tit svært for kloge kloge analytikere at fatte magtfulde og dumme menneskers dumme beslutninger. Det akademiske sinds søgen efter det obskure gør det blind for det åbenlyse.

In it for the money

Sørgmodigt morsomt at højrefløjen nu generelt har accepteret at der er to forskellige slags sunni-oprørere i Irak, nationalisterne og AQI, hvor den slags tale fra Asmaa var noget værre noget for et halvt år siden.

Men alt for simpel en model i øvrigt. Kun Herren ved hvor mange militser der egentlig er i Irak, var det 166 i Basra alene? Og hvor mange af dem der er andet end bander af kriminelle og/eller naboovervågning, ikke godt at vide. Komplet decentralisering af landets magt, det eneste der holder grupperne fra hinanden er USAs pengestrøm, kun for en vanæret præsidents skyld. I det lys ville en tredeling af landet - nej, lad os være ærlige, kurderne er allerede væk - en todeling af landet faktisk være den bedste langsigtede løsning, hvor uskønt noget sådant end kan blive. De sekteriske skillelinier er ikke særligt ligetil - tænk Pakistans uafhængighed. Men alternativet er et nyt Afghanistan, med olie.

In other words, it's a huge shit sandwich, and we're all gonna have to take a bite.

Naivt ?

En ting jeg ikke helt forstår, er hvorfor politikere altid fremstiller et kompromis som deres egentlige ønske. A siger 0, B siger 10, de ender med 5, og siger til pressen at 5 alligevel var det de egentlig ville have. Hvilket alle ved er bollocks. Men alligevel gør de det. Hvad er der galt med sandheden? Hvorfor vikle sig selv ind i en facade af intentionalitet? Hvad hvis, f.eks., Venstre sagde til sine vælgere at, siden der ikke er borgerligt flertal i Danmark, så er en borgerlig regering det næstbedste man kan få, og så må man sluge nogle kameler af og til? Hvad hvis Det Radikale Venstre sagde at man godt kunne leve med 24-års-reglen, hvis alternativet er fortsat VKO-dominans - men at det ikke er éns slutmål? Etcetera.

Er det af hensyn til "midten"? Til pressens gotcha-skriverier? Til koalitionspartnerne?

Jeg ved ikke. Jeg tror faktisk ikke folk er så dumme i Danmark. På trods af alle de shock & awe historier sladderpressen kørte under valget bevægede vælgerne sig næsten ikke - med undtagelse af Ny Alliances vælgere, der jo alligevel var afhoppere til at begynde med. Jersild & Spin kan tænke i skakspil og scrabble, men hvad hjælper det egentlig i sidste ende? Hvorfra ved vi, at det var Asmaa, der satte Enhedslisten tilbage? Hvorfor kunne det ikke ligeså godt have været autoerne? Etcetera. I mediernes politiske analyse og historiebygning er der ingen verificering, eller krav dertil, så fyr bare skidtet af. Jeg tvivler på folk hører efter alligevel, de ved jo hvad det er I lukker ud. Og af den politiske analyse; den hensynsfulde løgn. Som jeg tvivler på virker; min påstand kan i hvert fald ikke modbevises.

---

Tilføjelse. Når nu jeg ser tilbage, tror jeg ikke man kan vikle sig ind i en facade.

Kirkuk

Nordens Juvel...

31. december skal der holdes folkeafstemning om Kirkuk: Skal den tilhøre Kurdistan eller ej? Dette bliver den skelsættende begivenhed i år. Tyrkiet vogter over udviklingen, med 100.000 soldater på grænsen, som mange kurdere mener har sigte mod Kirkuk, snarere end PKK. Med sin olie kan byen finansiere hele Kurdistan. Mange turkmenere i Kirkuk. Tyrkiet ser sig som deres beskyttere. Arabere, Saddams arabiseringskampagne, betalt fraflytning, legitime krav, valgsnyd, ophidsede folkemængder, lidt bombe og så kører vi.

Det skal nok blive spændende.

Puddelpolitik

Faldt i går over endnu et eksempel på at de borgerliges forstand på udenrigspolitik skal måles i enkelte hjerneceller. Jens Hald Madsen, Venstres udenrigspolitiske ordfører, om Iran i Berlingske:

Hvis vi passivt ser på, at Iran producerer atomkraftværker, beriger uran og muligvis skaber grobunden for et atomvåbenarsenal, kan det få alvorlige konsekvenser. Vi kan se, hvad der skete med Nordkorea, da de beviste, at de havde atomvåben. Efter den første atomprøvesprængning var dialogen ændret. Nordkorea havde købt sig al den tid, som de havde brug for. Muligheden for at det samme vil ske med Iran er lige for.

Nordkorea, ja. Hvad skete der egentlig?

Pyongyang withdrew from the Non-Proliferation Treaty, reprocessed enough plutonium for 10 nuclear weapons and detonated a nuclear weapon.

The October 2006 Security Council sanctions, though, brought the North Koreans back to the negotiating table. (...)

By February, the Bush administration announced that it was ready to negotiate directly with Pyongyang and struck a deal, which included offering the North some dreaded carrots. (...) And lo and behold, the International Atomic Energy Agency has returned to the hermit kingdom, which has since shutdown its main nuclear facility. Earlier this week, the State Department announced that a team of American experts arrived at the facility to begin the process of physically dismantling it. For the first time since 2002, there is finally steady progress in Pyongyang.

Ja. Endnu et bevis på at Danmarks højrefløj ikke har lært en pind af Irak. Måske Danmarks vælgere er medskyldige, fordi vi åbenbart er noget så ligeglade med hvad der foregår ude i verden, og ikke giver politikerne nogen grund til at diskutere den "aktivistiske udenrigspolitik". Måske der skal dø nogle flere danskere før vi gider.

Amusink

Fordi køtere slås med hinanden.

Kontraproblemer

Der er to store problemer forude, som jeg ikke tror Danmarks politikere kan håndtere: Den globale opvarming og en ældre befolkning. De er begge knyttet til velfærdssamfundet og valget forude.

Velfærd er emnet. For at beholde magten har Fogh solgt fuldstændigt ud af sin liberalisme og omfavnet velfærdssamfundet. Det er dér vælgerne er, og det fandt Venstre ud af efteråret 2006, hvor Den Store Pædagogkrise løftede S op på 32%, op fra de 20%, som de gjorde sig fortjent til for deres miserable præstation under tegneseriekrisen. Parlamentspartneren DF har tilmed aldrig været et borgerligt parti, så at regeringen ikke har ført en særskilt borgerlig politik; tror fanden.

Det er blevet tydeligt at folk har fået nok af nedskæringer. Ikke mere af det. Men de to store sataner - den globale opvarmning og den aldrende befolkning - kræver nedskæringer. Og kommer de ikke, vil vi i langt højere grad opleve det, vi allerede ser ske i sundhedssektoren: Offentlig ansatte, der hopper over til det private. Mekanismen beskrevet her.

Fordi atomkraft er tabu i Danmark, og fordi den globale opvarmnings kendsgerning ikke længere kan undergraves, bortforklares eller underdrives, er politikerne blevet enige om at vindkraft og solkraft er det bedste. Men det er dyr og ustabil energi i forhold til fossilt brændstof. Alene at fordoble den vedvarende energis andel af Danmarks energiforbrug vil være en kolossal bedrift - og kolossalt dyrt, forudsat ingen epokegørende teknologiske gennembrud. Men efterhånden som klimakrisen forværres, vil den kræve handling. Uanset hvor symbolske de åndssvage vindmøller er, så skal de op, koste hvad det vil. Det er nu eller aldrig. Men ikke atomkraft, næ du.

Den demografiske udvikling, hvor folk får færre og færre børn og lever længere og længere, kan kun betyde meget større pres på velfærdsydelserne. Mange flere ældre der skal passes af langt færre unge. Massiv indvandring fra lande udenfor EU har allerede vist sig at være en elendig idé, så nej til det.

Konsekvenserne af begge problemer løber således på den brede modstand mod nedskæringer. Og fordi politikerne ikke vil skære ned, vil der være to konsekvenser til: Med flere og flere byrder på færre og færre rygge vil de offentligt ansatte flygte over til det private, til bedre løn og arbejdsbetingelser. Privatskoler, privathospitaler, etc. Skatten vil desuden blive hævet, hævet og hævet. For blot at bibeholde "serviceniveauet", som det hedder, bl.a. fordi velfærdsydelserne nu må forlade sig på det langt dyrere private erhvervsliv. Det vil blive ved, for folk vil jo ikke acceptere forringelser af velfærden. Og så på et tidspunkt begynder skidtet at falde fra hinanden.

Erosion fuldført.

Franske tilstande

Et ekko af CDs indlæg om lastbilsblokaderne. Vil man strejke, så fint: Nedlæg arbejdet, og tag konflikten med arbejdsgiverne eller politikerne. Tal med pressen, lobby her, appeller der. Forsøg at få andre fagforeninger med. Gør hvad du kan.

Men at lade det gå ud over andre, der ikke har en verdens ting at gøre med sagen: Usselt, lavt, selvisk.

Skide franske tilstande, at holde landet som gidsel. Jeg håber deres egoisme får konsekvenser for chaufførerne.

Fredsvagter

For at bygge videre på Marc Lynchs indlæg om al-Malikis syn på national forsoning, lidt spekulation.

Under Petraeus har USA søgt "bottom-up reconciliation", det kan vel oversættes med "græsrodsforsoning". Man prøver at give magten tilbage til de lokale, med hvilke der ikke menes regeringens lokale repræsentanter. Det fungerer nogenlunde, men deler selvfølgelig magten i landet i tusinde dele. Problemet før var, at Baghdads autoritet, og med dette også USAs, søgtes påtvunget ved militær magt. Idet USA har opgivet princippet om regeringens overherredømme er det ikke længere nødvendigt at kæmpe mod dem, der kæmper mod regeringen. Og så falder volden. Tydeligst i Anbar, der tidligere stod for en ganske stor del af den amerikanske hærs tab.

Meget af denne udvikling har været nærmest tilfældig: Briternes tilbagetrækning fra Basra, stammernes kamp mod AQI, og Moktada al-Sadr og Rådets våbenhvile har ikke haft noget at gøre med Bølgen, eller USA i det hele taget, og er faldet ned som appelsiner i Petraeus' turban. Hans opgave var at reducere volden, og det er kun godt for Irak at han greb muligheden for at slå fred, indtil videre, med stammerne i Anbar.

Som Lynch skriver, så er der ingen forsoning på vej overhovedet. De grundlæggende konflikter er derfor stadig ikke løst, men nu er USA taget ud af ligningen. For at markedsføre Bølgen som en succés for en amerikansk administration, der først og fremmest slås en indenrigspolitisk kamp for at bevare støtten til fortsat amerikansk tilstedeværelse i Irak, kan Bush/Cheney ikke presse al-Maliki til noget som helst. USAs styrker er nu derfor en slags fredsvagter, hvis eneste mål er at skille de stridende parter ad. Det kan man så kalde fred, og Bush/Cheney kan få sig et solidt talking point. Man ser dette mest ekstremt i Adhamiya i Baghdad, hvor meterhøje betonmure beskytter et sunni-kvarter midt blandt shi'aerne. Det er vel en slags fred.

Samtidig er USA nødt til at trække flere og flere soldater tilbage. Den nedslidte hær har intet mere at give af, ganske få melder sig hjemme, og soldater i tusindvis må trækkes tilbage, som del af en naturlig udstationeringsrotation. Strategien er derfor klar: USAs få soldater skal bruges på de etniske skillelinier. Træk dem tilbage fra de sekterisk rene regioner, hvor kampene er mere Cosa Nostra end Femte Armé, og brug dem der, hvor magten stadig flyder frit og anarkistisk.

Problemet er så, at det ikke er helt det, de gør. Der er stadig en kampagne i gang mod Moktada og Sadr By. Det giver ikke mening, for hvis der er nogen der kan give USA og den irakiske regering problemer, så er det Mookie. Der er også bøvl i Diyala-provinsen nordøst for Baghdad, en etnisk/sekterisk blandet provins, og logikken burde diktere flere soldater. Men det modsatte er ved at ske.

Så igen; hverken hoved eller hale. Hvis bare Petraeus kørte efter en klar strategi. Eftersom USA sandsynligvis ikke begynder en tilbagetrækning før tidligst januar 2009, ville en strategi, hvor USA blev i landet, men prioriterede en dæmpning af volden fremfor politiske løsninger, være det bedste, indtil tropperne kan trækkes ud. Det er i sig selv midlertidigt, og fint. USA er alligevel en kæmpe klodshans i et stupidt loppecirkus, og mere del af problemet end løsningen. Men volden vil ikke kunne holdes nede særlig længe, og der murres i krogene. Når volden stiger igen, vil der ikke være noget tilbage at give af, hverken politisk eller militært. Men bombe kan man altid.

Ikke nødvendigvis folkemord

Men det er sådan de starter:

"There are rumours that in some neighbourhoods people are making lists of their Kurdish neighbours. And shops owned by Kurds are being labelled as the places to stay away from."

Grækere, armenere, og så kurdere. Hvem ved.

Folkestyre

To links og et argument. Folkestemningen i Tyrkiet kræver krig, og et flertal af amerikanere går ind for at bombe Iran. Så hvis demokratiet fungerer, så burde både Tyrkiet og USA opføre sig som kraftidioter. Et eksempel på at demokrati kun er det mindst dårlige styresystem. Erdogan har ingen lyst til at hjælpe PKK tilbage til tidligere tiders glansrolle, men hvis presset bliver for stort, kan det blive politisk umuligt at lade være at eskalere.

Akilleshælen i alle styresystemer er menneskets dumhed. Uanset hvem der bestemmer - om det er diktator, politisk elite eller folket - så har de alle i sidste ende en overhængende risiko for både akut og længerevarende dumhed. De vulgære forestiller sig selvkritik som en svaghed, men arrogance er en langt større trussel. Vi er vores egen største fjende.

What's in a name?

Upartisk ad absurdum:

Waterboarding is a centuries-old interrogation method in which a prisoner’s face is covered with cloth and then doused with water to create a feeling of suffocation.

Nej, vandbrætning er ikke en forhørsmetode, det er en torturmetode. Det kan ikke være en forhørsmetode, for vandbrætning i sig selv giver ingen information. En forhørsmetode har man først, hvis det at stille spørgsmål er en del af metoden. Vandbrætning kan højst være del af en forhørsmetode, ikke en forhørsmetode i sig selv.

Og ja, som NYTimes og Atrios siger, så kan Mukasey ikke kalde det tortur, for så skal han jo stille Bush/Cheney/CIA for retten, tortur er stadig forbudt. Det burde nu ikke forhindre NYTimes i at kalde tortur for tortur, men når nu republikanerne ikke mener det er tortur, så kan man jo ikke bare tage parti og stadig drive god journalistik. Er tanken vel.

Ville egentlig gerne høre hvad Lene Espersen synes om dette, vedr. samarbejde med torturstater.