Eksperimentet i frihed er forbi

Man burde tro, at lukningen af en 64-år gammel tradition for at interessere unge for naturvidenskab burde få nogle til at stoppe op et øjeblik, og tænke: Terroristerne har jo vundet, når vi er blevet så bange for vores egen skygge. Men sådan fungerer det ikke: Krigen mod Terror er afspændingsmassage for det nervøse sind, der er ude af stand til at fatte en verden uden fjender. Det er del af menneskets eksistens, indkodet i dets genetik, at det skal have sig en fjende.

Fjenden er muslimerne. Det er underforstået. Da der gælder særlige regler for krig, er grunden til, at vi tolererer alle disse overgreb, denne; at øvrigheden har overtaget civilisationskrigernes grundlæggende verdensanskuelse om en krig mellem islam og Vesten. Jovist har vi afsindige antiterrorlove; vi anvender aflytning, kidnapning, tortur - eller har andre til at gøre det for os. Alt repræsentanter for det, vi antageligt vandt over i Den Kolde Krig. Men Stalins metoder går nu kun ud over brune muslimer. Og det er ok, for vi er krig med dem. Det er først, når det går ud over pæredanske tøjhandlere, at der protesteres.

I dette lys kunne man måske bekymre sig over, at PET bruger energi på det pjat, når nu Ungdommens Naturvidenskabelige Forening næppe er porten til jihadisme. Men det er ok: For hver eksplosion og overgreb får vi det bedre, fordi det definerer vores identitet, og begrænser den frihed, vi ikke kan holde ud. Derfor tolererer vi også mere og mere fra statens side, i alle henseender. Vi er glade for forbud; de definerer tilværelsen, på samme måde som koran- og moselovene. At PETs indgreb ikke reelt gør os mere sikre er ligegyldigt; det vigtigste er følelsen, som ikke er stort forskellig fra overtroens. Vi danser regndans, tegner pentagrammer, slår korsets tegn, spår i gedeindvolde, faster fra solopgang til solnedgang, udsender trusselsvurderinger i alle regnbuens farver: Det føles godt; det føles, som om nogen gør noget.

Jeg føler mig en anelse gul i dag.