Græsplæner

Katrine Winkel Holm skriver om 300 i Berlingske:

..(Spartanerne) ofrer altså deres liv for deres land. Sygt ifølge Iversen og mange andre med ham. (...) Alt sammen stærkt frastødende på det dialogsøgende vestlige velfærdsmenneske, som hellere vil slå sin plæne end slå løs på pæne folk. Og for hvem der ikke er noget så flot som at have det godt.
Men velfærdsmennesket står faktisk ret alene med sin rynken på næsen af heltedøden for fædrelandet. Den blev hyldet i antikken. Den eller så livsglade romerske digter Horats var ikke i tvivl om, at det var ædelt at dø for fædrelandet: Dulce et decorum pro patria mori. (sic)

Hvortil jeg vil citere Shakespeare: There are few die well that die in battle.

Det måtte jo komme, at en civilisationskriger herhjemme priste 300 for sin uforfalskede hyldest til vestligt heltemod. At det er en tegneserieversion af virkeligheden generer hende ikke, men hvorfor skulle det.

Men læg mærke til: Hendes modvilje mod fred, dialog, at have det godt, velfærd, forstadsmennesket og græsplæner - noget Sayyid Qutb heller ikke kunne udstå, ifølge Adam Curtis. Læg til sidst mærke til, at hun er teolog. Ganske vist af Krarupslægten, men ikke desto mindre værdig til at hidkalde denne strofe af William Blake fra mit sind:

They say this wonder never shall cease
The priest promotes war, and the soldier peace